Man skulle egentlig tro, at jeg fik udstukket regler nok fra a-kassen og jobcenteret - og det er vel egentlig heller ikke fordi at der mangler regler i det her cirkus.
Simpelthen en gåde hvorfor jeg så alligevel går rundt og opstiller en masse regler for mig selv.
Når andre er arbejdsløse skal de søge i gennemsnit to fuldtidsjob om ugen og i aktivering efter 13 uger osv. De regler gælder også for mig. Sammen med de hjemmebryggede her:
- Hvis frokosten ikke kan være på en frokosttallerken, har man smurt for meget frokost.
- Man må kun spise slik i weekenden.
- Man må kun drikke alkohol i weekenden.
- I hverdagene må man kun spise kage, hvis man bliver budt.
- Man skal løbe mindst to gange om ugen.
- Man skal stå op senest kl. 7 hver morgen, ligesom "almindelige mennesker".
- Man skal udenfor hver dag.
- Alle jobopslag i regionen skal tjekkes igennem hver morgen.
- Jobforslag på jobnet skal tjekkes hver morgen.
- Man skal skrive en jobansøgning hver morgen inden morgenmaden.
- Man skal læse hver dag.
- Man skal skrive hver dag.
- Man skal helst have én vigtig aftale hver dag.
Nej. Det er jo ikke altid de bliver overholdt. Det er nok mere selvopfundne retningslinjer, eller struktur om I vil. Og regler siger i øvrigt meget om de personer de er sat op for. Som f.eks. når der står i Greyhound-bussernes reglement at man ikke må rede hår og tage parfume på (foruden et par hundrede andre ting), så må man gå ud fra at nogen har gjort det så meget at det har været et problem (sidespor).
Og til arbejdsgiverne: Bemærk hvordan jeg både bestræber mig på at holde mig sund og morgenfrisk, samtidig med at jeg vedligeholder mine kompetencer. Ansæt mig!!
Okay. Man bliver ikke bare regelrytter af at være arbejdsløs:
Man bliver fuldstændig neurotisk...
Hahaha... god fornøjelse med dine neurotiske regler! : )
SvarSletNeurotisk, muligvis - men hey, jeg tror det er på den gode måde.
SvarSletJeg ved hvad der sker hvis man bare lader stå til. Og det er ikke nogen fornøjelse at vågne op en dag, og opdage at man sover mere end halvdelen af døgnet, stadig er træt resten af tiden, ikke har været udenfor siden en gang sidste uge og i øvrigt ikke har spist andet end det gamle rugbrød der lå bagerst i køleskabet i samme periode.
Keep up the good work - også selv om reglerne ikke kan overholdes hver dag - det giver pondus i sidste ende, det er jeg sikker på!