Jeg har været så voksen i den her uge

Min lille søde Aksel startede i dagpleje i mandags og jeg fatter ærlig talt ikke hvor tiden blev af. Heller ikke når jeg tænker på mig selv faktisk. For et øjeblik siden var jeg en lalleglad teenager med identitetskriser så hyppige, som Aksels udviklingsspring. Nu er jeg sådan en, der kører rundt i en bil (alene det er jo sindsygt - jeg fik kørekort i tredje forsøg) med en autostol på bagsædet (åh!) og i går var der første gang en baby i den (mens jeg kørte, forstås, Jakob er en prima bilist).

Jeg tog mig sammen, tog en dyb indånding og kørte selv Aksel i dagpleje. Nu er jeg sådan en, der har en søn i dagpleje og skal være voksen og have et godt samarbejde med en dagplejemor. Heldigvis går det godt. Jeg har faktisk gode nyheder til alle generte mennesker derude: Når først man har fået et barn har man ALTID noget at smalltalke med folk om. Genertheden er ikke væk, nej, men det er da en sidegevinst der kan noget!

Når vores hverdag går igang skal jeg cykle 3 km med Aksel i cykelstol for at aflevere/hente ham - og det bliver i alt slags vejr, for der går ingen busser (der er så dejligt ude på landet) og jeg *glæder* mig til snestorm, eller isvinter, eller efterårsstorm, eller hvad vi ellers får smidt i hovedet, mens jeg messer "vi finder ud af det, vi finder ud af det, vi finder ud af det, vi finder ud af det..." i et forsøg på at berolige mig selv (og fjerne scener hvor mig og Aksel styrter på en glat cykelsti en mørk vintermorgen fra min nethinde).

Aksel tager det hele lidt flottere end mig vil jeg sige. Han er gået til livet som dagplejebarn med en nysgerrighed og en tapperhed, som jeg godt kunne lære noget af.

Livet på landet

Jeg bliver nødt til at blogge lidt, selvom jeg egentlig er alt for træt. Vi er rykket ud af byen og har lejet et rækkehus i en lille landsby udenfor Aarhus. Her er stille, men her er dejligt og vi nyder virkelig at have fået så meget mere plads. Jeg har - i frygt for at komme til at kede mig - fra starten været meget opsat på at integrere mig i lokalsamfundet.

Jeg er...

- Troppet op til "ammestue" i den lokale sognegård. Som den eneste.

- Blevet klippet hos den lokale frisør, som efter kl. 16 om eftermiddagen åbenbart ikke havde smalltalk med i prisen. Aldrig har jeg oplevet en mere tavs frisør. Udover mig var der også en ældre mand i salonen og en teenagepige, der skulle have farvet håret lilla....

- Blevet medlem af byens facebookgruppe, fordi jeg troede at man her kunne finde info om *alle* de spændende ting, der sikkert sker i sådan et hyggeligt lokalsamfund. Det der sker i facebookgruppen (som FYI har over 1000 medlemmer) er hadefulde diskussioner om kæledyr - og især deres afføring.

- Blevet beta-tester på reshopper-app'en til Android, så jeg kunne få den på min telefon (som pt er min eneste internetadgang) og sætte min søgeradius til 2 km. En af mine yndlingsbeskæftigelser er, at købe brugt børnetøj privat - og det kan forhåbentlig bringe mig lidt rundt i byen.

Som I kan se, har min mission ikke kastet vilde resultater - i form af kaffedates med andre mødre - af sig indtil videre, men jeg lover at blive ved. Fortsættelse følger.

Nytårsforsætter

Så blev det årets sidste dag! Det har uden tvivl været det bedste og vildeste år i mit liv. Aksels ankomst har slået både efterskoleopholdet, studenterhuen, store rejser og andre vigtige begivenheder af pinden.

Selvom jeg nu heller aldrig glemmer 2008, hvor jeg mødte Jakob. Uden ham var det her jo heller aldrig sket.

Her er et par nytårsforsætter:

- At kunne holde mig vågen til den sene TV-avis.
- At få mindst 4 timers sammenhængende søvn hver nat.

Jeg er optimistisk. Godt nytår!

Slidt

Da jeg vågnede i morges følte jeg mig så slidt, at jeg følte mig nødsaget til at smøre antirynkecreme under mine øjne. Jeg har været syg igen med feber, hoste, hovedpine og vanvittigt ondt i halsen. Kan simpelthen ikke huske hvornår jeg sidst har været syg to gange i samme måned. Det er ikke fair! 

Samtidig har jeg været plaget af søvnløshed. Der har seriøst været tidspunkter om natten hvor både Aksel og Jakob lå og boblede fredeligt mens jeg lå vågen og grublede - over julen, fremtiden, det at være nogens mor, meningen med livet og alt det. Det har selvfølgelig ikke gjort det bedre at jeg var syg og hele to nætter har jeg tilbragt på sofaen fordi det er som om, at jeg får sove-præstationsangst når jeg ligger der i sengen og bare virkelig burde sove, men i stedet kommer til at gruble. 

Samtidig har jeg set billeder på facebook af den søde og dygtige forfatter Dy Plambeck, der fødte sit barn dagen før jeg fødte Aksel. På billederne havde hun sin baby med til et litteraturarrangement i en strækvikle og jeg kom til at forestille mig hvordan det ville være at putte en sprællende, gylpende, udforskede, råbende, fægtende, savlende og ikke mindst 8 kg tung Aksel i sådan en. Når jeg sidder her i mit tilgylpede tøj, med mit fedtede hår og mit ansigt der ikke har set skyggen af make-up i dagevis , så spekulerer jeg på, hvordan alle andre får det til at se så nemt ud. 

Ingen tvivl om at det er det dejligste i verden at være mor og at Aksel er den lækreste baby nogensinde, men jeg kæmper for bare at holde hans "elastikker" og dobbelthager fri for savl og gylp, hans negle klippede, hans ører rene og hans hovedbund fri for arp. Det er ikke nemt og jeg har svært ved at forestille mig alle de mange kloge, succesfulde og velklædte mødre jeg kender rundt omkring stå med samme down-to-earth problematikker... Men det må de vel have gjort? 

Jeg er så vild med den hurtigtvoksende og lidt hyperaktive basse vi har fået, men i dag føler jeg mig altså slidt, grå, meget gammel og så langt fra cool. 

Løbetur med nedløbsrefleks

I fredags skulle jeg til årets eneste (og bedste) julefrokost; nemlig den på Aarhus  Litteraturcenter - min gamle arbejdsplads! Jeg havde glædet mig længe, men da dagen så endelig kom følte jeg mig pludselig uforberedt. Det var længe siden, at jeg havde været væk fra Aksel, og han sover ikke så længe ad gangen om aftenen, så han ville helt sikkert skulle have en flaske på et eller andet tidspunkt - og hvordan skulle det mon gå? Sikkert helt fint! Jeg var faktisk nogenlunde fortrøstningsfuld på den front da jeg tog af sted, men til gengæld mega spændt på hvordan det ville være pludselig at skulle mingle til en julefrokost! 

Dét gik så heldigvis over forventning. Jeg hyggede mig i det sekund jeg trådte ind ad døren og følte at jeg godt kunne snakke med, selvom jeg er på barsel. Nok også fordi at mange af dem jeg snakkede med selv har små børn. 

Derhjemme var Aksel faldet i søvn, så jeg vovede at drikke en enkelt juleøl til min julemad. 

Men men men! Søde lille Aksel vågnede op igen efter sølle 40 min og syntes pludselig at modermælkserstatning smagte af bæ og nægtede at drikke det, selvom han slubrede det i sig, sidst jeg var af sted for en måned siden. Ih! 

Jeg synes egentlig selv, at jeg kom ud af lokalet med værdighed, selvom jeg lige havde fået at vide at min lille dreng allerede havde grædt i noget tid. Jeg fik sagt farvel til dem jeg sad sammen med og til værtinden og forklaret, at jeg måtte hjem og amme. Så tog jeg - synes jeg selv - hurtigt, men afslappet, min jakke og min taske og gik. 

Men jeg gik kun indtil jeg nåede ud af døren. Så løb jeg. Hele vejen hjem. Og ja, mælken begyndte at løbe allerede før jeg var halvvejs. 

Det var første gang jeg løb siden jeg fødte (hvis man ser bort fra at jeg har løbet rundt i ring for at varme op til efterfødselstræning) og det var jo heller ikke fordi at løb var noget der var ofte på tapetet mens jeg var gravid, så hvis jeg havde tænkt over det havde det nok været rimelig hårdt. Men jeg havde da overhovedet ikke tid til at tænke over at jeg slet ikke burde kunne løbe to km. Jeg skulle bare hjem og det skulle gå hurtigt. 

Jeg havde selvfølgelig taget en almindelig BH på for første gang siden fødslen (ja, jeg var til efterskole-jubilæum i amme-BH) og også en ikke-ammevenlig festkjole. Så da jeg endelig kom væltende ind ad døren derhjemme måtte jeg smide begge dele og amme kun iført strømpebukser. Et komisk syn.

Men sjældent har jeg følt mig så meget som dagens helt, som da jeg kunne ligge en mæt og allerede sovende lille dreng i seng og sætte mig ind i stuen og spise toblerone sammen med Jakob. 

Jeg håber dog på at kunne være med til lidt mere af julefrokosten næste år. 

Fredag aften med saftevand

Klokken er lidt i ni fredag aften og jeg sidder og drikker et glas saftevand inden jeg skal sove. For jeg ved bare, at det bliver en af de der nætter igen. En af de nætter som man helst bare gerne vil have slutter, fordi man alligevel stort set ikke sover. 

Aksel har det sådan, at han ikke kan sove videre når han taber sutten, men han sover meget uroligt så han taber ofte sutten - eller tager den simpelthen ud af munden, for han er blevet rigtig god til at gribe om ting - og han er umulig at få til at falde i søvn uden sutten. Så vi bliver nødt til at give ham den igen og igen og igen hele natten. I øjeblikket kender jeg ikke nogen værre lyd end det SVUP det siger, når Aksel taber sutten og giver sig til at rode rundt i sin seng, mere og mere vågen for hvert sekund. 

Det var først da jeg tændte fjernsynet kl. 19 og så at der ikke var Aftenshowet men Disneyshow, at det gik op for mig at det er fredag. For et år siden ville jeg sikkert være til en eller anden fest, men jeg er egentlig godt tilfreds med at sidde her med mit glas saftevand, næsten ovre min forkølelse og med stuen fyldt til randen med babylegetøj. 

For folk uden børn må det lyde underligt, men trods den natlige kamp med sutten, så er der altså ikke noget der kan hamle op med det her. De smil og grin vi får fra Aksel hele dagen opvejer det hver gang. 

Skål. 

Orker ikke mere snot

Øv jeg er stadig syg og jeg bliver nødt til lige at brokke lidt. For da jeg gik i seng i går aftes havde jeg en klar idé om, at jeg ville vågne op og være rask i dag. I stedet har jeg det bare endnu værre og samtidig har jeg været vågen en milliard gange i nat. 

Aksel sover meget uroligt for tiden, så vi får kun max to timers sammenhængende søvn ad gangen. Dét er hårdt selv når man ikke er syg. 

Mit største problem er, at jeg ikke har tid til at være syg mere, for Jakob har fødselsdag i weekenden og jeg glæder mig næsten ligeså meget som han selv gør: Til at fejre ham, til at give ham gaver, til at have gæster, til at få kage og til at spise god mad. Det er ingen hemmelighed at jeg elsker fødselsdage og jeg nægter at være syg midt i alt det. 

Men fødselsdagsfejring kræver forberedelse, så jeg får travlt med at rydde op og svinge støvkosten når jeg forhåbentlig lige om lidt er rask igen. 

Der burde være en regel om at mødre ikke kan blive syge. 

Sygdom, mere taknemmelighed og en irriterende abe

Jeg er blevet syg. Sådan rigtig forkølet med en næse der løber, en hals der gør ondt og feberen der viser sit grimme ansigt om natten, hvor jeg kæmper mig op for at amme min søde lille søn, der også lige har være forkølet. Jakob er også lidt sløj, men hold op hvor ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre uden ham til at holde sammen på det hele, når Aksel vil op 05.20 og jeg kan få lov at sove videre på min feber, mens Jakob pusler rundt med Aksel - der pludselig er blevet en glad og nysgerrig 3 måneder gammel dreng! Wow! 

Mens jeg var gravid luftede jeg på et tidspunkt min bekymring for hvad der mon skulle blive af mine veninder når nu jeg blev mor. Mit verdensbillede og mine prioriteringer har ændret sig, men jeg har ikke glemt hvor meget det betyder at have nogle gode venner. Og hvis jeg havde, så var jeg i hvert fald blevet mindet om det igen, da en af mine veninder dukkede op med adventsgaver til mig eller da en anden veninde kom forbi med en juledekoration til os! Det varmer altså virkelig når man mest bare føler sig træt, slidt og forkølet. 

Og nu til aben. Da Jakob og jeg købte Aksels legetæppe konstaterede vi, at den abebamse der fulgte med skulle fodres med batterier. Idag fik vi endelig købt nogen og spændt på hvad aben mon kunne, skyndte jeg mig at putte dem i. Jeg trykkede energisk på aben (da jeg var barn skulle man trykke på tingene), men intet skete før jeg 1) fik tændt for den (på Jakobs opfordring), 2) rystede den (hvilket åbenbart er tricket nu til dags). Den abe nåede at være tændt i max to minutter før vi konstaterede at det ikke var muligt at skruge ned for lyden og slukkede for den igen. Jeg ved at der kommer er tidspunkt hvor irriterende, larmende legetøj bliver uundgåeligt, men det er ikke endnu. 

Ammende og fulde folk

Der er tidspunkter hvor vidt forskellige tilværelser krydser hinanden. Et af de tidspunkter var i nat da jeg sad i sofaen og ammede Aksel og kunne høre fulde folk skråle rundt ude på gaden. Måske var de på vej hjem fra byen eller måske på vej videre til endnu en fest - hvem ved? 

Hvis de har sanset at kigge op ville de se at der var lys i vores vinduer og måske ville de fange et glimt af mig der sad der i natkjole og uglet hår og ikke ville bytte for alt i verden. Hvor er jeg heldig, tænkte jeg, at sidde her med min lille søn i favnen. 

Og selvom det var midt om natten fik han lov at blive liggende der lidt længere. Jeg savner ikke fester og byture, men lige om lidt vil jeg sikkert savne de her nætter. 

Hvis du ser mig...

... Så se lige bort fra at jeg har poser under øjnene, at mit hår ikke er blevet vasket i flere dage og sidder i en knold ovenpå hovedet, at jeg lugter af gylp og sur modermælk, at jeg er blevet lidt kvabset og stadig nogle gange går i mit ventetøj. 

Bemærk i stedet at jeg ikke har nattøj på, at jeg sandsynligvis har øreringe i og muligvis også mascara på. 

Det er mit bedste forsøg på at kamouflere den forsømthed der præger alt omkring mig - undtagen Aksel selvfølgelig. 

Topforvirrede forældre

Den første uge - okay de første to uger - efter Aksel var blevet født var vi fuldstændig rundt på gulvet (og det er vi sådan set stadig lidt). Når Aksel sov gik jeg forvirret fra rum til rum og glemte hvad jeg skulle. Både mig og Jakob havde fået akut ammehjerne og virkede nok mest af alt lidt smådemente.

Man kunne gå ud i køkkenet for at sætte noget i opvaskemaskinen og kun lige nå at stoppe sig selv inden tallerkner og glas havnede i skraldespanden. Man kunne stå i flere minutter og vente på at vandet i elkedlen skulle koge før det gik op for én at man var kommet til at tænde for ovnen istedet. Jeg har flere gange stået i badet og været fuldstændig blank omkring om jeg allerede havde vasket mit hår eller lige skulle til det. Alting flød bare sammen.

Så når folk spørger hvorfor vi skriver ned hvornår Aksel har spist, ved hvilket bryst og hvornår han er blevet puttet, så kan jeg bare svare; derfor. Jeg er kun gradvist ved at få min korttidshukommelse tilbage. Aldrig i mit liv er der blevet vendt så meget op og ned på alting som da Aksel kom. 

At prioritere

I øjeblikket prioriterer jeg: 

- at amme 

- at få tøj på hver dag (ikke nattøj, that is) 

- at komme i bad hver dag 

- at snakke med Aksel når han er vågen 

- at kysse Jakob 

- at rydde op og gøre rent 

- at svare på folks beskeder (selvom der nogle gange går lidt tid) 

- at læse bøger 

- at gå ture med barnevognen

- at lave efterfødselsgymnastik på stuegulvet

- at sove minimum 6-7 timer i døgnet 

Endelig blev jeg mor!

I har nok gættet det eller set det på facebook, snapchat, twitter eller instagram: Den 2. september 2014 blev vi forældre til den dejligste lille dreng. Han hedder Aksel og han har sat alting i et helt nyt perspektiv. Vi har brugt de sidste otte dage på at lære ham at kende og finde os til rette i vores nye roller som forældre - roller som vi allerede elsker!

Jeg har - sjovt nok - ikke skænket bloggen mange tanker siden jeg fødte Aksel og hvis jeg har, har det kun været for at overveje 1) om jeg overhovedet havde lyst til at blogge nogensinde igen og 2) hvordan andre nybagte mødre mon finder tid til at blogge (helt ærligt: hvordan?).

Men nu sidder jeg her ved spisebordet med Aksel trygt sovende i sin fine seng, et halvt glas øl ved min side og Jakob overfor mig med en god bog. Jeg tænker, at der nok skal være nogle tanker om det at være blevet mor, som jeg har lyst til at dele hen ad vejen. Det bliver nok ikke daglige indlæg, for dagene er begyndt at gå minimum dobbelt så hurtigt siden Aksel kom til verden - er det ikke rigtigt? - og Aksel skal ikke være en "bloggerbaby", så det kommer heller ikke til at flyde over med billeder af det ellers utrolig smukke lille vidunder.

Men måske med tanker.

Fra vandrende pind til sprængfarlig badebold

Hele min skoletid var jeg så tynd, at jeg tit blev kaldt "vandrende pind", hvilket jeg af en eller anden grund havde svært ved at tage som et kompliment i situationen. Det var først da jeg var omkring 20 at jeg begyndte at skulle tænke over hvor meget slik og kage jeg spiser - ligesom alle andre. Og så ville jeg pludselig alligevel gerne være den vandrende pind. Men for sent.

Mens jeg har været gravid er der selvfølgelig mange der har kommenteret hvor flot og stor min mave er blevet - og det er jo dejligt, men jeg skulle faktisk lige vænne mig til at tage det som et kompliment i starten. For uanset hvad, så er man jo stadig bare sig selv - forhenværende vandrende pind - der pludselig bliver sammenlignet med en badebold. Men okay, jeg kan godt forstå sammenligningen.

Jeg tør ikke rigtig tænke på, hvordan min krop kommer til at se ud bagefter - når badebolden er væk og ikke længere stjæler opmærksomheden fra mine lår, som jeg nærmest ikke kan genkende. Men den tid, den sorg. Der skal uden tvivl nok være en kæk sammenligning der passer på dén krop også. 

Så har vi også prøvet dét

Nå. I mandags var vi så kommet til det famøse tidspunkt, hvor vi skulle til fødselsforberedelse. Og da jeg så at vi skulle sidde 20 voksne mennesker i en halvcirkel omkring et dårligt layoutet powerpointshow, i et bagende hedt lokale og lytte til en overpædagogisk jordemoder, der nikkede manisk og spærrede øjnene op efter hver sætning, tænkte jeg; det er løgn!

Men faktisk var jordemoderforedraget meget informativt - eller det ville det i hvert fald have været, hvis ikke jeg var typen der kan gå helt amok i research og for længst har læst alt hvad der er værd at vide (og mere til) om fødslen og den faser. Og fortalt det videre til stakkels Jakob. For jeg er enormt spændt på at skulle føde og for en "prepper" som mig ligger fødselsforberedelsen altså lige lovlig sent. 

Jeg ved heller ikke om jeg egentlig føler mig bedre forberedt efter i mandags. Der er jo eftersigende ikke to fødsler der er ens og ingen kan sige noget om, hvordan det kommer til at forløbe for mig. Så jeg prøver på ikke at forestille mig et bestemt scenarie, men ønsker mig i al hemmelighed en fuldstændig standard fødsel. 

Guldmedaljer og ømme fødder

Jeg har egentlig længe ville lave et indlæg om graviditetsgener. Når folk spørger hvordan jeg har det, så svarer jeg, at jeg har det godt - hvilket er sandt. Jeg har det ualmindeligt godt for tiden; nyder at det er sommer, nyder at gøre klar til babyen, at tilbringe så meget tid sammen med Jakob og i det hele taget at ha' så meget tid. Derudover hæfter jeg mig ved, at jeg ikke har bækkenløsning. Og at min ryg har klaret det her til en guldmedalje! Godt nok bøvler jeg stadig lidt med nakken, men ikke mere end før jeg blev gravid. Jeg holder den i skak med nogle gode øvelser og den er - sammen med mit bækken - den eneste del af min krop jeg stadig træner. Indtil for en måned siden gik jeg til gravidyoga og dét tror jeg har været en rigtig god beslutning.

Nej, det er i virkeligheden mine ben der er problemet. Barnets vægt tynger så meget på dem nu, at mine fødder selv efter ultrakorte gåture ser ud og føles som om, at jeg lige har travet en europæisk storby tynd iført voldsomt dårligt fodtøj. Bussen er virkelig min ven for tiden. Jeg kan ikke gå særlig langt og jo, selvfølgelig oplever jeg det som begrænsende. Jeg glæder mig til at trave lange ture med barnevognen til efteråret! Men lige nu prøver jeg bare at acceptere at graviditeten helt har overtaget min krop - der er jo så kort tid tilbage. 

Varmen er stadig ret ulidelig, men det har jeg været inde på mange gange efterhånden! Den er også med til at forværre min søvn, som i forvejen er meget afbrudt fordi jeg 1) skal tisse hele tiden, 2) er vågen hver gang jeg skal kæmpe mig om på den anden side, fordi jeg har ligget den ene øm og krampeagtig. Av og øv! En stor pude mellem benene er min ven - jeg aner ikke hvorfor det hjælper, men det gør det altså! 

Er det social suicide at få et barn?

Jeg hører fra mange, at ens sociale liv bliver ret indskrænket (læs: forsvinder) når man får børn. Jeg siger til mig selv, at mine veninder er så seje, at de selvfølgelig bliver. Mange af dem har jeg jo kendt de første ti år og dét, mine damer og herrer, er altså en hel del i min tidsregning! Men måske er jeg naiv? Jeg har prøvet at sige til dem, at jeg nok ikke bliver den der tager initiativ til alt det sociale fremover, men at jeg - hvis omstændighederne tillader det - hjertens gerne møder op når der er noget. Men er det overhovedet realistisk? Og forstod de det? Og vil de huske at invitere mig med, selv hvis de ved at jeg nok ikke kan komme? Der er så latterligt mange ubekendte.

Samtidig er det de færreste af mine veninder der har børn, og der kan gå flere år før de får det. Vil vi have noget at tale om? Vil de kunne forstå? Konfronteret med risikoen for at lade virkelig gode venskaber glide ud i sandet går det pludselig op for én hvor meget de betyder. Allerhelst vil jeg jo gerne have at de skal være en slags del af den familie vi skal til at skabe. Fordi det er vigtigt at have nogle gode venner. Også selvom det nok bliver på en anden måde, hvor babyen kommer i første række og caféturene bliver færre. Det er jeg heldigvis forberedt på.

Nå. 

Jeg startede på det her indlæg igår hvor jeg måske havde ladet mine tanker køre i karrusel om emnet lidt for længe. Nu hvor jeg så vil skrive det færdigt føler jeg mig som lidt af en hykler. Jeg har tilbragt hele dagen med gode veninder ude i den solfyldte gårdhave og efter sådan en dag er det ligesom lidt nemmere at tro på, at de vigtige mennesker i ens liv selvfølgelig ikke forsvinder, når man får et barn. Ikke de vigtige. Hvorfor skulle de det? 

Det er OK at have en træt dag

I dag har jeg haft sådan en dag, hvor jeg ikke rigtig har kunnet vågne. Hele dagen har føltes som om, at det var midt om natten. Jeg er gået rundt i zombie-tilstand og har slet ikke kunnet yde det, som jeg gerne vil. Dybt frustrerende.

Jeg kom for sent i seng i går (klokken var over 23), *nogen* havde en fest inde i min mave hele natten, jeg måtte ud og tisse fire gange og så lå jeg også lige vågen i over en time - ude af mig selv af bekymring - fordi jeg havde haft to plukveer lige i træk. Så alt i alt en fantastisk nat.

Jeg skulle have skrevet et fuldstændig genialt diskussionsafsnit på min eksamensopgave i dag, men i stedet er det blevet et middelmådigt (og halvfærdigt) diskussionsafsnit. Det er godt, at jeg er i god tid med opgaven, for sådan nogle dage her kan bare ikke forudsiges. Og der er ikke noget at gøre ved dem. Jeg må bare erkende, at den her dag gled forbi mig... (det er lidt ligesom at have tømmermænd, ikke?)

Min yndlingsbeskæftigelse på sådan en dag - og alle andre dage også faktisk - er at ligge i sengen med bar mave og begge hænder på maven og mærke babyen sparke derinde, mens jeg snakker og snakker til Jakob, den stakkel, som prøver at læse til eksamen. Hæ. I dag fik jeg valuta for pengene: Mens Jakob kiggede gav den et spark, der var så kraftigt at min mave nærmest hoppede. Jeg mærker den mere og mere, tydeligere og tydeligere for hver dag der går og jeg kan. ikke. få. nok af det!

Puslebordsoptur

Nogle gange skal der ikke så meget til før jeg rammer en optur eller en nedtur. Siden i mandags har jeg været sløv, sløj og småsvimmel. Jeg har ikke fået læst alt det jeg gerne ville til mine eksamensopgaver og har i det hele taget været distræt, rastløs og ugidelig på samme tid. En ret dårlig kombi, kan jeg afsløre!

Når det jeg troede bare var lidt søvndrukken tidsfordriv på IKEAs hjemmeside så pludselig viste sig at være vejen til Eldorado, så var det altså svært ikke at blive ramt af en vild optur.

Pludselig var den der! Puslekommoden som jeg har ledt efter i månedsvis (jeg mener det). Jeg havde næsten opgivet håbet om at finde en version, der både er til at holde ud at kigge på og til at betale. Jeg har set næsten samtlige pusleborde på markedet, jeg har brudt min hjerne med mulige løsninger, hvor jeg ellers burde bruge den til at analysere skønlitterære tekster og passe mit studie, jeg har endda haft målebåndet fremme (Jakob har i hvert fald). Nu er gåden endelig løst. Pyh! Nu skal det bare købes - og samles, ikke mindst!

Og ja, det er utroligt som de små ting pludselig kommer til at fylde, når redebyggertrangen sætter ind!

Blærebetændelse og endnu et forsømt forår

I de her dage går jeg og håber, at foråret bliver ligeså varmt og lækkert i 2015, hvor jeg er på barsel. Jeg har sådan en idé om, at det bliver nemmere at komme ud og nyde det gode vejr, når to ondskabsfulde eksamensopgaver er skiftet ud med ansvaret for en baby. Det skal det være! Jeg er ikke den der slæber bøgerne med ud på plænen og giver mig i kast med noget udendørs læsning - så behageligt kan jeg simpelthen ikke ligge på et tæppe eller sidde på et bord-og-bænk-sæt. Bum. Slet ikke nu hvor jeg er gravid og min krop konstant føles som om jeg lige er startet til stram-op i FitnessWorld (hvilket jeg ikke er - jeg holder mig til hatha yoga). For tiden studerer jeg med en pude i ryggen og benene oppe, mens jeg bander mine eksamensopgaver langt væk.

Ikke nok med dét så var jeg faktisk udendørs og i direkte solskin i over to timer igår. Søndagen bød på fødselsdagsfejring hos en skøn veninde i haven på 4. maj-kollegiet, og det var som taget ud af et Skagens-maleri. Der var flag og kage og gode venner i mængder, så det var lige før jeg fik tårer i øjnene (men så følsom har hormonerne ikke gjort mig endnu, heldigvis). Prisen for at sidde på en udendørs bænk i flere timer med ikke andet end et vattæppe under min popo er, for mit vedkommende, blærebetændelse. Den pris måtte betales allerede i dag, hvor jeg så mig nødsaget til at smutte en tur omkring lægen efter en søvndrukken vejledningssession på studiet. Av for den, hvor er jeg ked af at have blærebetændelse - jeg havde sådan håbet, at jeg kunne klare en hel graviditet uden at den ville vise sit grimme ansigt (velvidende at det var et urealistisk mål - min blærebetændelseshistorik taget i betragtning). Det er en ret uheldig tilstand at befinde sig i, synes jeg, når der bor et lillebitte menneske i min mave.

Heldigvis er der råd for både blærebetændelse og forsømt forår. Der er indkøbt (og indtaget) medicin og jeg har skrevet både koldskål, kammerjunker og frugt på indkøbslisten. Nu er der ikke mere at gøre end at håbe at sommeren byder på ligeså lækkert vejr som foråret.