Guldmedaljer og ømme fødder

Jeg har egentlig længe ville lave et indlæg om graviditetsgener. Når folk spørger hvordan jeg har det, så svarer jeg, at jeg har det godt - hvilket er sandt. Jeg har det ualmindeligt godt for tiden; nyder at det er sommer, nyder at gøre klar til babyen, at tilbringe så meget tid sammen med Jakob og i det hele taget at ha' så meget tid. Derudover hæfter jeg mig ved, at jeg ikke har bækkenløsning. Og at min ryg har klaret det her til en guldmedalje! Godt nok bøvler jeg stadig lidt med nakken, men ikke mere end før jeg blev gravid. Jeg holder den i skak med nogle gode øvelser og den er - sammen med mit bækken - den eneste del af min krop jeg stadig træner. Indtil for en måned siden gik jeg til gravidyoga og dét tror jeg har været en rigtig god beslutning.

Nej, det er i virkeligheden mine ben der er problemet. Barnets vægt tynger så meget på dem nu, at mine fødder selv efter ultrakorte gåture ser ud og føles som om, at jeg lige har travet en europæisk storby tynd iført voldsomt dårligt fodtøj. Bussen er virkelig min ven for tiden. Jeg kan ikke gå særlig langt og jo, selvfølgelig oplever jeg det som begrænsende. Jeg glæder mig til at trave lange ture med barnevognen til efteråret! Men lige nu prøver jeg bare at acceptere at graviditeten helt har overtaget min krop - der er jo så kort tid tilbage. 

Varmen er stadig ret ulidelig, men det har jeg været inde på mange gange efterhånden! Den er også med til at forværre min søvn, som i forvejen er meget afbrudt fordi jeg 1) skal tisse hele tiden, 2) er vågen hver gang jeg skal kæmpe mig om på den anden side, fordi jeg har ligget den ene øm og krampeagtig. Av og øv! En stor pude mellem benene er min ven - jeg aner ikke hvorfor det hjælper, men det gør det altså!