Løbetur med nedløbsrefleks

I fredags skulle jeg til årets eneste (og bedste) julefrokost; nemlig den på Aarhus  Litteraturcenter - min gamle arbejdsplads! Jeg havde glædet mig længe, men da dagen så endelig kom følte jeg mig pludselig uforberedt. Det var længe siden, at jeg havde været væk fra Aksel, og han sover ikke så længe ad gangen om aftenen, så han ville helt sikkert skulle have en flaske på et eller andet tidspunkt - og hvordan skulle det mon gå? Sikkert helt fint! Jeg var faktisk nogenlunde fortrøstningsfuld på den front da jeg tog af sted, men til gengæld mega spændt på hvordan det ville være pludselig at skulle mingle til en julefrokost! 

Dét gik så heldigvis over forventning. Jeg hyggede mig i det sekund jeg trådte ind ad døren og følte at jeg godt kunne snakke med, selvom jeg er på barsel. Nok også fordi at mange af dem jeg snakkede med selv har små børn. 

Derhjemme var Aksel faldet i søvn, så jeg vovede at drikke en enkelt juleøl til min julemad. 

Men men men! Søde lille Aksel vågnede op igen efter sølle 40 min og syntes pludselig at modermælkserstatning smagte af bæ og nægtede at drikke det, selvom han slubrede det i sig, sidst jeg var af sted for en måned siden. Ih! 

Jeg synes egentlig selv, at jeg kom ud af lokalet med værdighed, selvom jeg lige havde fået at vide at min lille dreng allerede havde grædt i noget tid. Jeg fik sagt farvel til dem jeg sad sammen med og til værtinden og forklaret, at jeg måtte hjem og amme. Så tog jeg - synes jeg selv - hurtigt, men afslappet, min jakke og min taske og gik. 

Men jeg gik kun indtil jeg nåede ud af døren. Så løb jeg. Hele vejen hjem. Og ja, mælken begyndte at løbe allerede før jeg var halvvejs. 

Det var første gang jeg løb siden jeg fødte (hvis man ser bort fra at jeg har løbet rundt i ring for at varme op til efterfødselstræning) og det var jo heller ikke fordi at løb var noget der var ofte på tapetet mens jeg var gravid, så hvis jeg havde tænkt over det havde det nok været rimelig hårdt. Men jeg havde da overhovedet ikke tid til at tænke over at jeg slet ikke burde kunne løbe to km. Jeg skulle bare hjem og det skulle gå hurtigt. 

Jeg havde selvfølgelig taget en almindelig BH på for første gang siden fødslen (ja, jeg var til efterskole-jubilæum i amme-BH) og også en ikke-ammevenlig festkjole. Så da jeg endelig kom væltende ind ad døren derhjemme måtte jeg smide begge dele og amme kun iført strømpebukser. Et komisk syn.

Men sjældent har jeg følt mig så meget som dagens helt, som da jeg kunne ligge en mæt og allerede sovende lille dreng i seng og sætte mig ind i stuen og spise toblerone sammen med Jakob. 

Jeg håber dog på at kunne være med til lidt mere af julefrokosten næste år.