Den der frygt

Det jeg frygter allermest er ikke fødslen; jeg frygter at jeg mister forstanden når babyen kommer og lige pludselig glemmer alle de kloge ting jeg har tænkt (og sagt og læst) de sidste mange måneder som gravid, at jeg glemmer den ro og styrke, som jeg ved jeg får brug for og lige pludselig slet ikke er så cool omkring det hele, som jeg ellers synes jeg er. Ligesom når man står op om natten for at skrive ting ned man skal huske, fordi man dybest set er bange for, at ens hukommelse pludselig forsvinder (samme frygt).

Jeg har læst om spædbarnspleje som om mit liv afhang af det (sådan føles det også). Jeg har set amerikanske youtube-videoer om amning og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har gennemlæst sundhedsstyrelsens baby-app. Jeg er rædselsslagen for, at det hele er enten forsvundet eller ubrugeligt, når jeg ligger med babyen i armene. For selvom jeg er litteraturhistoriker, så ved jeg jo inderst inde godt, at det ikke er alting, man kan læse sig til.

Men hvis jeg ikke kan bevare roen, hvis jeg mister forstanden, så er jeg hjælpeløs. Jeg vil egentlig hellere beholde min egen sunde fornuft, end jeg vil overlade hele ansvaret til et hold af sundhedsplejersker og jordemødre. Især når vi risikerer at blive sendt hjem ambulant.

Jeg frygter allermest, at jeg efter fødslen lige pludselig ikke længere er mig. Selvfølgelig er det en livsændrende begivenhed at få et barn, men er den også personlighedsændrende? I så fald har jeg allerede ændret mig. Jeg har være mor i bange måneder nu; vores barn er bare stadig inde i min mave og lige nu i fuld gang med at undersøge, om det kan skabe plads (en lille ingeniør?) ved at skubbe sin bagdel så tæt på mine ribben som overhovedet muligt.

Det jeg i virkeligheden prøver at formulere er vel, at jeg håber at troen på at vi sagtens kan klare det, stadig er der når vi rigtig skal bruge den.