Bekendelser fra en højgravid

Jeg prøver på ikke at have ondt af mig selv, men det bliver sværere og sværere. Især når jeg ikke engang kan nå mine egne fødder. Jeg går og lurer lidt på, om jeg kan vente med at klippe tånegle til jeg har født. Men så skal jeg virkelig føde snart – og det er lidt usandsynligt. Chancen er der dog! På lørdag er der tre uger til termin og så er det ”helt OK at føde”, som de siger ude på jordemodercentret. Det er, som bekendt, lettere sagt end gjort.

Jeg er begyndt at gå og håbe at vandet pludselig går. Fx når jeg lige har været i bad eller når jeg står op om natten for at tisse. Jeg forestiller mig altid, at der kommer den samme flotte lyd, som når man åbner en god flaske rom - og så går det hele i gang. Stille og roligt. Jeg ved godt at det er fuldstændig langt ude. Især det med lyden. 

Jeg har egentlig ikke lyst til at være pivet, men jeg har flere gange vækket Jakob om natten i frustration over, at jeg ikke kunne få det dynebetræk, jeg sover med, til at nå ned over mine fødder, fordi det vender forkert. Og det er altså svært at gøre noget ved, når man er ligeså mobil som en skildpadde der ligger på ryggen, når man ligger ned. Ja. Vi får begge to trænet vores tålmodighed i de her dage.

Men jeg prøver på ikke at have alt for ondt af mig selv og indstille mig på, at der godt kan gå op til 5 uger før der sker noget. 5 uger hvor jeg bare bliver mere og mere tyk, træt, utålmodig og immobil. Og folk må godt lade være med at sige sådan noget med, at det nok ikke bliver bedre når babyen kommer ud. For når babyen kommer ud, så er ventetiden forbi og det nye liv begynder (på godt og ondt). Hallo! Selvfølgelig er det bedre! Alt er bedre end purgatorium.