Den perfekte uperfekte mor

Et af de mest læste indlæg her på bloggen er stadig DET HER fra 2012. Der er gået halvandet år siden jeg skrev det indlæg og jeg har tit overvejet at slette det, for jeg kan kun stå inde for cirka halvdelen af det der står. Nu hvor jeg er gravid, synes jeg, at de tanker jeg gjorde mig om graviditet dengang, faktisk var nogenlunde realistiske: Jeg bruger økologisk make-up, jeg holder mig fra alkohol og de forskellige ting man ikke må spise og jeg dyrker lidt motion. Jeg spiser nogenlunde sundt de fleste dage, men jeg spiser meget (jeg er sulten konstant) og jeg spiser ikke økologisk.

Dét som jeg ikke længere kan stå inde for, er egentlig mest min kritik af Trines blog (lortemor.com). Dels fordi hendes blog har ændret sig og dels fordi jeg selv har fået et mere nuanceret syn på debatten. Jeg synes, at min kritik dengang var for hård. Trines projekt var og er vigtigt og hun har fået nedbrudt nogle tabuer og givet en masse mødre mod til at tro på sig selv og tro på, at det ikke handler om at være "perfekt" på glansbilledemåden.

Trines humoristiske og ironiske tilgang til moderrollen handler ikke om, at stræbe efter at blive en "lortemor" og (tro det eller ej) - det vidste jeg også dengang. For mig blev hendes blog bare et eksempel på, hvor træt jeg var af kun at få præsenteret bagsiden af medaljen (modsat Trine der gjorde op med den polerede overflade). Jeg havde brug for, at der var nogen der fortalte om, hvor fedt det også er at være mor og efter jeg er blevet gravid, har jeg fundet ud af, at dét kan de fleste mødre faktisk fortælle om - så snart de ser min mave.

Jeg synes, at der skal være balance mellem de to ting (og det er den balance jeg også synes, at Trine har fundet på sin blog). Det er vigtigt at vi tør fortælle, når det hele er noget lort, men ligeså vigtigt at man også godt må sige, når man synes det hele kører på skinner.

Det er klart, at jeg har reflekteret mere over moderrollen efter at jeg er blevet gravid - og som mange andre tror jeg ikke, at den perfekte mor er den perfekte mor. Måske er det nærmere den uperfekte mor, der er den perfekte mor. Men allermest tror jeg at det er den glade mor, der gør det så godt hun kan. Som barn elskede jeg når min mor gav os lov til at bestille pizza, eller når hun stak os hver en Knoppers efter indkøbsturen, fordi vi havde plaget helt vildt, eller når vi fik lov til at se to Disneyfilm i træk. Det var ikke så tit det skete, men når det gjorde, så oplevede jeg det ikke som mangel på overskud, men som at jeg havde verdens sødeste mor. Det hele ser anderledes ud gennem et barns øjne.

Jeg har ikke lyst til at starte debat med det her indlæg. Det er mere ment som et forsøg på forsoning og på at følge op på synspunkterne fra det gamle (forældede) indlæg. Jeg fik aldrig sagt undskyld til Trine for at være så hård ved hendes blog dengang i 2012 og det er nok lidt for sent nu, men det har alligevel naget mig.