Jeg har været så voksen i den her uge

Min lille søde Aksel startede i dagpleje i mandags og jeg fatter ærlig talt ikke hvor tiden blev af. Heller ikke når jeg tænker på mig selv faktisk. For et øjeblik siden var jeg en lalleglad teenager med identitetskriser så hyppige, som Aksels udviklingsspring. Nu er jeg sådan en, der kører rundt i en bil (alene det er jo sindsygt - jeg fik kørekort i tredje forsøg) med en autostol på bagsædet (åh!) og i går var der første gang en baby i den (mens jeg kørte, forstås, Jakob er en prima bilist).

Jeg tog mig sammen, tog en dyb indånding og kørte selv Aksel i dagpleje. Nu er jeg sådan en, der har en søn i dagpleje og skal være voksen og have et godt samarbejde med en dagplejemor. Heldigvis går det godt. Jeg har faktisk gode nyheder til alle generte mennesker derude: Når først man har fået et barn har man ALTID noget at smalltalke med folk om. Genertheden er ikke væk, nej, men det er da en sidegevinst der kan noget!

Når vores hverdag går igang skal jeg cykle 3 km med Aksel i cykelstol for at aflevere/hente ham - og det bliver i alt slags vejr, for der går ingen busser (der er så dejligt ude på landet) og jeg *glæder* mig til snestorm, eller isvinter, eller efterårsstorm, eller hvad vi ellers får smidt i hovedet, mens jeg messer "vi finder ud af det, vi finder ud af det, vi finder ud af det, vi finder ud af det..." i et forsøg på at berolige mig selv (og fjerne scener hvor mig og Aksel styrter på en glat cykelsti en mørk vintermorgen fra min nethinde).

Aksel tager det hele lidt flottere end mig vil jeg sige. Han er gået til livet som dagplejebarn med en nysgerrighed og en tapperhed, som jeg godt kunne lære noget af.

Seje mødres torskerognstilværelser

Der er noget der bliver ved med at plage mig. Jeg tænker på alle de kvinder jeg kender der er mødre: Både de seje kvinder jeg kender i virkeligheden (dygtige chefer eller undervisere jeg har haft f.eks.) og kendte kvinder (dygtige politikere eller journalister f.eks.).

Jeg tænkte især på dem fredag aften, da jeg lå og pillede torskerogn op fra gulvet under højstolen. Jeg prøvede at forestille mig Margrethe Vestager eller Helle Thorning ligge der og ordne gulvet efter en omgang skemad til baby. Lugten af torskerogn i næseborene. De har begge børn - men jeg kan ikke se det for mig? Jeg kan heller ikke se dem sidde og klippe negle på en baby eller bekymre sig om ting som rød numse eller eksem eller skifte en lorteble for den sags skyld.

Men det må de vel have gjort dengang deres børn var babyer? Jeg kan ikke få det til at passe, at alle andre mødre har stået i de samme torskerognssituationer  som mig og løbet rundt i samme "mad-ren-ble-lege-mad-ren-ble-sove"-hamsterhjul.

Men jeg gentager igen og igen for mog selv, at når de har kunnet gøre det, så kan jeg eddersuseme også. Selvom det ikke er meget man hører til andre folks torskerognstilværelser...

Fristet kattedame

Jeg er potentiel kattedame. Jeg elsker, elsker, elsker katte - og det gør Jakob heldigvis også! Derfor skal vi selvfølgelig have kat en dag, men det bliver desværre ikke mens vi bor her i rækkehuset, for man må ikke have husdyr her. Argh! Jeg har ellers altid sagt, at jeg kun ville flytte i rækkehus, hvis jeg måtte få en kat, men sådan ændrer tingene sig jo hele tiden (eller i hvert fald når man får en baby, hæ).

Katte har jo ry for at gå deres egne veje og være ret ligeglade med diverse husordner og regler, så halvanden uge efter indflytning, stod der en kæmpe kat på vores terrasse og gav meget bestemt udtryk for, at den altså hører til her. Den ville ind - og det kan jeg egentlig godt forstå, for det regnede. Sådan er katte nogle luksusdyr.

Jeg lukkede den ikke ind. Jeg er alt for autoritetstro.
Og den er desværre ikke min.

Livet på landet

Jeg bliver nødt til at blogge lidt, selvom jeg egentlig er alt for træt. Vi er rykket ud af byen og har lejet et rækkehus i en lille landsby udenfor Aarhus. Her er stille, men her er dejligt og vi nyder virkelig at have fået så meget mere plads. Jeg har - i frygt for at komme til at kede mig - fra starten været meget opsat på at integrere mig i lokalsamfundet.

Jeg er...

- Troppet op til "ammestue" i den lokale sognegård. Som den eneste.

- Blevet klippet hos den lokale frisør, som efter kl. 16 om eftermiddagen åbenbart ikke havde smalltalk med i prisen. Aldrig har jeg oplevet en mere tavs frisør. Udover mig var der også en ældre mand i salonen og en teenagepige, der skulle have farvet håret lilla....

- Blevet medlem af byens facebookgruppe, fordi jeg troede at man her kunne finde info om *alle* de spændende ting, der sikkert sker i sådan et hyggeligt lokalsamfund. Det der sker i facebookgruppen (som FYI har over 1000 medlemmer) er hadefulde diskussioner om kæledyr - og især deres afføring.

- Blevet beta-tester på reshopper-app'en til Android, så jeg kunne få den på min telefon (som pt er min eneste internetadgang) og sætte min søgeradius til 2 km. En af mine yndlingsbeskæftigelser er, at købe brugt børnetøj privat - og det kan forhåbentlig bringe mig lidt rundt i byen.

Som I kan se, har min mission ikke kastet vilde resultater - i form af kaffedates med andre mødre - af sig indtil videre, men jeg lover at blive ved. Fortsættelse følger.

Klokken to om natten

Der hvor jeg virkelig tænker: Hvorfor vil mit barn ikke sove?

Der hvor jeg ammer ham selvom han ikke virker sulten.

Der hvor jeg knapper et par trykknapper op og lyser ind i bleen med min mobil.

Der hvor jeg opdager at han mangler en sok og roder rundt efter den i mørket.

Der hvor jeg ikke kan finde ud af om han har det for varmt eller for koldt.

Der hvor han pludrer ud i mørket og kun får et "shhh" tilbage.

Det er nat. Vi skal sove.

Første nytår som forældre

Sidste nytår vidste vi godt, at Aksel var på vej - og nu er han her så! Jeg havde været lidt spændt på nytåret i år, for det plejer at være mig og Jakob der holder nytårsfest for venneflokken - ville der blive nogen fest i år hvor vi ikke selv havde mod på at holde det? Heldigvis tog en af mine søde veninder handsken op og arrangerede nytårsfest for samme venneflok. Hurra!

Vi var aldrig i tvivl om, at vi skulle med, for når man er vant til at tilbringe nytårsaften i gode venners selskab, er det altså svært at forestille sig bare at skulle sidde derhjemme.

Jeg var faktisk ret nervøs for hvordan det ville blive at have Aksel med, men heldigvis har vi fået en dreng der er endnu mere A-menneske end vi selv er, så da jeg puttede ham ved syv-tiden sov han fredeligt på min venindes soveværelse gennem nytårsstøj fra feststemt venneflok bevæbnet med bordbomber.

Kl. 22 vågnede han og var sulten som han plejer, men han faldt hurtigt i søvn igen og sov fra bulder, brag og skønsang klokken tolv.

Først kl. 1 da vi var trætte og ville hjemad vågnede han igen. Så fik vi pakket ham i sit overtøj og gjorde klar til den del af aftenen, som vi havde været mest betænkelige ved: En 3 km lang gåtur gennem Aarhus N med Aksel i barnevogn omgivet af bulder og brag (vi har ikke bil).

Aksel blev iført de til lejligheden indkøbte høreværn og sov selvfølgelig gennem hele turen, som iøvrigt slet ikke var så plaget af fyrværkeri, som de krigslignende tilstande jeg havde frygtet.

Vi nåede hjem i god behold og kan tænke tilbage på en herlig nytårsaften. Vi er helt vildt trætte og meget stolte af vores lille dreng idag.

Nytårsforsætter

Så blev det årets sidste dag! Det har uden tvivl været det bedste og vildeste år i mit liv. Aksels ankomst har slået både efterskoleopholdet, studenterhuen, store rejser og andre vigtige begivenheder af pinden.

Selvom jeg nu heller aldrig glemmer 2008, hvor jeg mødte Jakob. Uden ham var det her jo heller aldrig sket.

Her er et par nytårsforsætter:

- At kunne holde mig vågen til den sene TV-avis.
- At få mindst 4 timers sammenhængende søvn hver nat.

Jeg er optimistisk. Godt nytår!