Her har I tre ting som jeg ikke var så godt forberedt på som jeg troede:
1. Babyer fylder! Når folk spurgte om jeg troede vi kunne være i lejligheden hørte jeg ofte mit gravide jeg pointere at babyer jo ikke fylder særlig meget - og Aksel i sig selv fylder jo heller ikke særlig meget (omend han er blevet lidt rund), men hans ting hober sig op overalt, hvilket jo skyldes to andre halvvejs uforudsete ting: At man bliver overlæsset med gaver og at man vil gøre alt, simpelthen alt, for sin baby (hvorfor vi nu også ejer tre legetæpper). Så mit post-gravide jeg er så småt begyndt at glæde sig til at vi kan give Aksel sit eget værelse!
2. Babyer skal plejes! Okay det vidste jeg godt. Men jeg kan sige rent ud jeg ikke havde tænkt særlig meget længere end at Aksel skulle skiftes og bades. I virkeligheden er det jo et andet menneskes krop og hygiejne man har ansvar for i ret mange år! Der skal fjernes lakrids mellem tæerne, børstes hår, fjernes skidt bag ørerne, pilles næse, fjernes arp, renses ører, klippes negle osv. og det bliver enormt vigtigt for én - både fordi man ved at ens baby ikke selv kan tage sig af sin kropshygiejne og fordi babyens krop og hygiejne på en eller anden underlig måde bliver en forlængelse og afspejling af ens egen krop og hygiejne. Det må være en mor-ting.
3. Man kan ikke forudsige hvor længe ens baby sover! Okay, måske kommer der en rytme på et tidspunkt, men indtil videre er det sådan, at når jeg putter Aksel, så ved jeg ikke om han sover en halv time eller tre timer eller alt der imellem. Jeg havde ikke forudset hvor meget ens baby kommer til at styre ens hverdag med den her uforudsigelighed. Det skulle jeg lige vende mig til i starten, for som jeg før har været inde på, så er jeg sådan en person hvis hjerne opererer i scenarier og den kværner af sted med "hvis han vågner nu, så gør vi sådan, hvis han vågner om en halv time gør vi sådan, hvis han sover flere timer gør vi sådan..." Osv. Men jeg har egentlig ikke noget imod det.
Der er selvfølgelig tusind ting jeg ikke var så godt forberedt på som jeg troede (amning, manglende søvn og effekten af langvarig babygråd hvis jeg skal fremhæve tre andre), så de tre ovenstående er bare eksempler på hvordan det er langt mere komplekst at få et barn end man sådan lige går og tror i graviditetsboblen.
Vores lejlighed er også fyldt med en halv babysam! Og hvor har du ret i de punkter :-)
SvarSlet