Hver gang jeg putter Aksel forestiller jeg mig, at jeg skal udføre et ældgammelt ritual som ingen har indviet mig i og at hvis jeg bare gør det rigtigt - så sover han!
Alligevel er det næsten altid sådan, at det der virker den ene dag er komplet ligegyldigt den næste. Uanset hvad kan det godt tage en time til halvanden at overbevise en bestemt og (efterhånden) overtræt Aksel om, at det der søvn altså er en ret væsentlig del af det at være baby.
Så jeg lister rundt og siger "shh" om natten og aer Aksel på maven og skaber sovestemning, mens verden åbenbart mener, at samtlige udrykninger skal starte pludseligt foran vores vindue og at folk skal komme højlydte hjem fra byen i det øjeblik Aksel endelig er ved at falde i søvn.
Og når han så endelig sover og jeg kan krybe tilbage i seng, kan jeg næsten ikke tro det og adrenalinen pumper rundt i min krop, fordi jeg lige har klaret den mest intense del af putteritualet (hvor liften forsigtigt løftes fra stuen og ind i tremmesengen). Jeg ved godt at det lyder åndssvagt, men jeg har det som om jeg lige har udført magi.
Velkommen til mit liv.
Haha, det der med udrykningskæretøjet og fulde, råbende mennesker - spot on! Glædene ved at bo i byen ;-) De dage hvor vi kæmper med at få vores til at sove, så priser jeg mig lykkelig for at han de fleste dage er nogenlunde nem! Stakkels forældre der kæmper med pustning hver eneste gang - hatten af for dem!
SvarSletNu også med lidt stavefejl, oh well - håber det giver mening ;-)
SvarSlet