Lidt om Aksel

Mit hoved summer med blogindlæg, men jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal starte. Skal jeg skrive om, hvordan det er ikke at være gravid mere? Hvordan min krop er efter fødslen? Eller måske hvordan det at blive mor har påvirket mig følelsesmæssigt? Tja. Jeg tror jeg gemmer de lange, filosofiske indlæg til engang hvor jeg føler mig mere veludhvilet og starter med et lille indlæg om ham som min verden handler om i øjeblikket: Aksel.

Aksel elsker mad og spiser ivrigt, meget og længe hver gang han er vågen. Aksel elsker også at kigge og yndlingsudsigten er fars ansigt. Dét kan han betragte længe og indgående når de går rundt i lejligheden og snakker om morgenen. Aksel falder nemmest i søvn hos mig med et diskret skift fra bryst til sut, lidt nus på ryg og kind og et taktfuldt "shh""mens han bæres ind i seng. Jeg er blevet ret ferm til sådan noget med at skubbe en sut tilbage på plads med næsen mens jeg vugger Aksel frem og tilbage. Hvad gør man ikke for at hjælpe sådan en lille fyr med at falde i søvn? Aksel synes nemlig ikke det er spor nemt, men hvis man kan holde far i hånden eller hvis mor nusser én på maven, så går det lige. 

Umiddelbart lyder han måske som enhver anden baby, men det er han ikke. Han er noget helt særligt og i min verden har han allerede masser af personlighed, skøre ansigtsudtryk og sine helt egne lyde. Aksel siger mange lyde og vi er efterhånden eksperter i, hvilke han siger når han sover og hvilke han siger når han er vågen. En ekspertise der er rar at have, hvis man sidder og spiser med babyalarmen ved sin side eller hvis man selv har kastet sig ud i det optimistiske projekt at sove.