For et stykke tid siden lavede jeg en lille skriveworkshop for unge mellem 12 og 15 år på mit arbejde. Vi sluttede forløbet af med en lille fremvisning for forældrene og da "receptionen" var ved at være forbi var jeg faldet i snak med et par af mødrene og et par kollegaer, der nysgerrigt spurgte ind til min graviditet.
Da den mest snaksalige af mødrene skulle gå, sagde hun;
"Så må du have en god fødsel til den tid"
Og da hun så de andre mødres ansigtsudtryk tilføjede hun noget i stil med;
"Ja, ja, jeg ved det godt - don't mention the war!"
Det var sjovt sagt og alle grinede, men lige dér blev jeg faktisk lidt bange. Selvfølgelig har jeg aldrig været i tvivl om, at de her kvinder har været igennem noget, som jeg ikke engang har den mindste chance for at forestille mig. Men jo mere fødslen nærmer sig, jo mere føles det som om, at jeg snart skal optages i en eller anden hemmelig loge. Hvilket jo på en måde også er tilfældet. Jeg synes, at den indforståethed, der er mellem kvinder der har født, er skræmmende, fordi den vidner om, hvor voldsomt og smertefuldt der er, det jeg snart skal igennem.
Jeg faldt lige tilfældigt over din blog - er selv højgravid, faktisk så meget at jeg helst skulle føde i morgen. Kender godt følelsen af ikke er "med i hulen" endnu ift. den der fødsel.. Men jeg er sikker på at det nok skal gå, kvindekroppen er jo skabt til det.
SvarSletVil hellere have smidt "held og lykke med fødslen" i hovedet, end at folk skal fortælle deres skrækhistorier om hvordan de sprækkede fra Herodes til, ja du ved.. Hold lige det for jer selv tak!
Dejlig blog, jeg glæder mig til at læse med fremover :)
Tusind tak for din kommentar og velkommen på bloggen! :-) Jeg er også sikker på at det nok skal gå, men synes det er svært det der med ikke at vide præcis hvad jeg går ind til og der er jo ikke to fødsler der er ens, så jeg må bare håbe på det bedste :-)
Slet