Det uforudsigelige

Der er simpelthen ikke noget der kan sammenlignes med det her. Jeg har aldrig været så spændt på noget eller glædet mig så meget til noget, som til at den lille guldklump kommer til verden! I dag er der nøjagtig 5 uger til terminsdatoen og det er utrolig lang tid og utrolig kort tid på én gang! Vi er stort set klar til at tage imod babyen og igår til jordemoder fik vi at vide, at den har vendt sig med hovedet nedad og er ved at sætte sig godt fast. Stille og roligt bliver den klar til at blive født.

For en kontrolfreak som mig er det en udfordring at skulle vænne sig til det uforudsigelige. Først det at jeg ikke ved hvor, hvornår og hvordan fødslen kommer til at finde sted og bagefter livet med et lille barn. Jeg ved at jeg nok skal klare det hele uden problemer, men jeg skal på en eller anden måde have min hjerne til at stoppe med at gå amok i udarbejdelse af plan A, B, C, D, E osv. til enhver tænkelig (og utænkelig) situation. Især når jeg skal sove. For det kan jo for pokker ikke lade sig gøre. Jeg bliver nødt til at overgive mig, forberede mig så godt jeg kan og tage tingene som de kommer.

Hos jordemoderen fik vi også at vide, at vi skal forberede os på at blive sendt hjem lige efter fødslen hvis den ellers går som den skal. Også selvom jeg er førstegangsfødende. Det har ikke fået min hjerne til at gå mindre i selvsving. Selvfølgelig håber vi jo at alting går lige præcis som det skal - hvem gør ikke det? Men på den anden side, så frygter jeg at blive sat ud i en taxa midt om natten med en nyfødt baby og jeg frygter især at det kommer til at gå ud over amningen. Og igen er det uforudsigeligheden der er det værste, det med at jeg ikke hvornår, hvordan og hvor hurtigt. Samtidig med at jeg slet ikke er i tvivl om, at så skal vi også nok klare dét.