onsdag den 30. april 2014

Puslebordsoptur

Nogle gange skal der ikke så meget til før jeg rammer en optur eller en nedtur. Siden i mandags har jeg været sløv, sløj og småsvimmel. Jeg har ikke fået læst alt det jeg gerne ville til mine eksamensopgaver og har i det hele taget været distræt, rastløs og ugidelig på samme tid. En ret dårlig kombi, kan jeg afsløre!

Når det jeg troede bare var lidt søvndrukken tidsfordriv på IKEAs hjemmeside så pludselig viste sig at være vejen til Eldorado, så var det altså svært ikke at blive ramt af en vild optur.


Pludselig var den der! Puslekommoden som jeg har ledt efter i månedsvis (jeg mener det). Jeg havde næsten opgivet håbet om at finde en version, der både er til at holde ud at kigge på og til at betale. Jeg har set næsten samtlige pusleborde på markedet, jeg har brudt min hjerne med mulige løsninger, hvor jeg ellers burde bruge den til at analysere skønlitterære tekster og passe mit studie, jeg har endda haft målebåndet fremme (Jakob har i hvert fald). Nu er gåden endelig løst. Pyh! Nu skal det bare købes - og samles, ikke mindst!

Og ja, det er utroligt som de små ting pludselig kommer til at fylde, når redebyggertrangen sætter ind!

mandag den 28. april 2014

Blærebetændelse og endnu et forsømt forår

I de her dage går jeg og håber, at foråret bliver ligeså varmt og lækkert i 2015, hvor jeg er på barsel. Jeg har sådan en idé om, at det bliver nemmere at komme ud og nyde det gode vejr, når to ondskabsfulde eksamensopgaver er skiftet ud med ansvaret for en baby. Det skal det være! Jeg er ikke den der slæber bøgerne med ud på plænen og giver mig i kast med noget udendørs læsning - så behageligt kan jeg simpelthen ikke ligge på et tæppe eller sidde på et bord-og-bænk-sæt. Bum. Slet ikke nu hvor jeg er gravid og min krop konstant føles som om jeg lige er startet til stram-op i FitnessWorld (hvilket jeg ikke er - jeg holder mig til hatha yoga). For tiden studerer jeg med en pude i ryggen og benene oppe, mens jeg bander mine eksamensopgaver langt væk.

Ikke nok med dét så var jeg faktisk udendørs og i direkte solskin i over to timer igår. Søndagen bød på fødselsdagsfejring hos en skøn veninde i haven på 4. maj-kollegiet, og det var som taget ud af et Skagens-maleri. Der var flag og kage og gode venner i mængder, så det var lige før jeg fik tårer i øjnene (men så følsom har hormonerne ikke gjort mig endnu, heldigvis). Prisen for at sidde på en udendørs bænk i flere timer med ikke andet end et vattæppe under min popo er, for mit vedkommende, blærebetændelse. Den pris måtte betales allerede i dag, hvor jeg så mig nødsaget til at smutte en tur omkring lægen efter en søvndrukken vejledningssession på studiet. Av for den, hvor er jeg ked af at have blærebetændelse - jeg havde sådan håbet, at jeg kunne klare en hel graviditet uden at den ville vise sit grimme ansigt (velvidende at det var et urealistisk mål - min blærebetændelseshistorik taget i betragtning). Det er en ret uheldig tilstand at befinde sig i, synes jeg, når der bor et lillebitte menneske i min mave.

Heldigvis er der råd for både blærebetændelse og forsømt forår. Der er indkøbt (og indtaget) medicin og jeg har skrevet både koldskål, kammerjunker og frugt på indkøbslisten. Nu er der ikke mere at gøre end at håbe at sommeren byder på ligeså lækkert vejr som foråret.

lørdag den 26. april 2014

Kloge og forvirrede

I påsken var vi ude at se på babyudstyr for første gang (nogensinde). Det er en fuldstændig ny verden for os, og vi blev akkurat ligeså forvirrede, som vi blev kloge. Skal man have barnevogn eller kombivogn? Lift eller voksipose? Puslebord eller puslekommode? Bæresele eller slynge? Er det nødvendigt med en skråstol? Og en kravlegård? Hvad er overflødigt og hvad er livsnødvendigt?


Heldigvis havde vi ingen planer om at købe noget der i påsken. Vi ville bare se - og blive klogere på - hvad man egentlig kan få. Vi blev mest kloge på, at kommende forældre åbenbart er den vildeste pengemaskine og at it's a jungle out there. Men vi skal nok finde ud af det så længe vi beholder begge ben på jorden. Priserne er jo også sindssyge - det første jeg gjorde, da vi kom hjem, var at installere Den Blå Avis' app på min mobil.

Foreløbig ser det ud til, at vi er nogenlunde enige om, hvad for noget udstyr vi går efter, men vi lytter selvfølgelig til alle de gode/dårlige erfaringer, vi kan komme i nærheden af, så vi ikke kommer til at købe noget helt ubrugeligt. Når man er gravid behøver man forresten slet ikke at spørge efter folks gode råd - det gør maven åbenbart helt af sig selv. Det er sjovt.

torsdag den 24. april 2014

Gravidhjerne

Nogle gange bliver jeg så træt, at jeg føler mig fuld. Jeg begynder at sige enormt uigennemtænkte ting og håber, at folk ikke tager mig alt for seriøst. Heller ikke når jeg prøver at lyde klog. Trætheden underminerer ligesom det strenge filter jeg  (tro det eller ej) plejer at tale igennem.

Jeg mister nemt orienteringen. Igår skulle jeg ud af døren kl. 18.15, så jeg ville spise aftensmad 17.30. Det var først da jeg var færdig med at spise og klokken ikke var mere end 17.07, at det gik op for mig, at jeg havde spist aftensmad en time for tidligt. Uden overhovedet at lægge mærke til det. Jeg begyndte at føle mig lidt senil - og opdagede endnu en ulempe ved at være konstant sulten: Dét kan man nemlig ikke navigere efter.

Jeg bruger lang tid på at udtænke geniale løsninger til hverdagsproblemer og når jeg så endelig har besluttet mig for den bedste løsning, så glemmer jeg den igen og starter forfra. På den måde holdes min trætte hjerne konstant igang. Hver dag føles som om, at vi lige har skiftet til sommertid: Jeg aner ikke hvad klokken er! Og når jeg spørger folk hvad den er,  så svarer de noget i stil med "kvart over".

Kvart over HVAD?

onsdag den 23. april 2014

Minispark

Det der startede som små bobler inde i min mave forvandlede sig henover påsken lige pludselig til små, men helt mærkbare, spark. Hvis man er så heldig, at man ligger hånden på min mave på præcis det rigtige tidspunkt, kan man endda få lov at mærke sådan et lille spark. Så heldig har Jakob været hele to gange.

Det føles på én gang utrolig surrealistisk og utrolig naturligt at mærke liv, synes jeg. Men selvom det på mange måder føles naturligt og (enormt) dejligt, så ville jeg nok være mere end foruroliget, hvis ikke jeg vidste at jeg var gravid. Jeg er virkelig imponeret over, at der er nogen der kan gå i op til en hel graviditet uden at opdage det - men det er der!

Heldigvis er jeg ikke i tvivl om, at der er et lillebitte menneske, der møfler rundt i maven på mig - og jeg er ret ligeglad med, at det tit går udover min koncentration - alt andet bliver pludselig mindre vigtigt, når de små spark sætter ind. På et tidspunkt vænner jeg mig nok til det, men lige nu nyder jeg bare hvert eneste livstegn rigtig grundigt.

torsdag den 17. april 2014

Brugt babytøj

En kontrolfreak som mig kaster sig selvfølgelig ikke ud i at få et barn uden først at sikre sig, at økonomien kan holde. Jeg har i løbet af overraskende kort tid fået samlet mig en pæn opsparing sammen - sådan noget kan jeg bedst, når det er noget konkret at spare sammen til og det må man sige at der er nu!

Alligevel er vi stadigvæk bare to studerende på SU og derfor er det godt, at vi ingen problemer har med at købe brugt babytøj og babyudstyr i det hele taget. Jeg glæder mig til at shoppe til den kommende baby på forårets loppemarkeder, i genbrugsbutikker og i Den Blå Avis. Selvfølgelig er der visse ting, som vi ikke har lyst til at købe brugt, men i langt de fleste tilfælde kan man få nogle rigtig fine ting til dejligt jyske priser.

De sidste tre dage har jeg læst intenst til mine eksamensopgaver. Sjældent har jeg været så ivrig efter at få eksamen overstået - og aldrig før har iveren skyldtes en stor og meget undertrykt trang til at gå fuldstændig amok i indkøb af babyudstyr og indretning af babyhjørne. Men det må lige vente to måneder endnu.

tirsdag den 15. april 2014

At købe babytøj

Jeg får lyst til at vise et billede mere af det babytøj vi købte på loppemarked i søndags. Det var helt vildt så meget godt babytøj man kunne få for pengene, så vi kunne slet ikke lade være med at rode den ene kasse igennem efter den anden. Nu har jeg vasket det hele ved 60 grader, som man skal, og kan sidde og beundre det, mens det tørrer.


Vi kender jo ikke kønnet på den lille filur i min mave og derfor forsøgte vi at gå benhårdt efter neutrale farver, da vi købte tøjet. Alligevel kom vi hjem med overraskende meget blåt babytøj, og jeg ved ikke om det skyldes, at blå er min all-time yndlingsfarve eller at vi begge to har en irrationel fornemmelse af, at det bliver en dreng. Under alle omstændigheder har vi aftalt at holde lidt igen med blå fra nu af - og heldigvis er det meste af tøjet lige præcis så børneagtigt og neutralt, som vi gerne vil have det.

mandag den 14. april 2014

Det kan ses

Endelig! Jeg blev helt paf, da den første person nikkede til min mave og sagde; "Nå, hvornår skal det være?" - men jeg blev også vildt glad! I løbet af den sidste uge er folk endelig begyndt åbent at kommentere min graviditet og klappe min mave og sige tillykke. Det er dejligt - og det er ikke kun fordi det betyder, at jeg er holdt op med at se tyk ud og begyndt at se gravid ud.

Men også fordi det faktisk er rart ikke at kunne skjule det længere. Så opstår der ikke længere akavede situationer, hvor jeg skal "springe bomben" som nej tak til et glas rødvin eller som forklaring på, hvorfor jeg ingen studieplaner har efter sommerferien. Maven siger det hele og den vokser og vokser.

søndag den 13. april 2014

Halvvejs!

Nu hvor jeg endelig er halvvejs i graviditeten, så kan jeg godt synes, at tiden egentlig er gået meget hurtigt alligevel. Selvom de første 12 uger virkelig føltes som en ørkenvandring, mens jeg var i det! Hvor har jeg gået og været misundelig på folk, der var så langt, som jeg er nu. Det er helt underligt at tænke på. Nu synes vi pludselig, at der er kort tid til slutningen af august - og det var måske også derfor, at vi gik lidt amok i babytøj, da vi var på loppemarked i Mølleparken i formiddags:


I løbet af de sidste par uger er jeg for alvor begyndt bare at kunne nyde at være gravid og finde mig til rette i det. Jeg føler mig meget mere tryg end jeg gjorde i starten, men helt ubekymret bliver jeg nok aldrig - og det har jeg det egentlig fint med, så længe jeg nøjes med at bekymre mig på en "sund" og fornuftig måde, der ikke overskygger glæden ved at være gravid. For den er nemlig rigtig stor! Og det hele bliver mere og mere virkeligt for hver dag der går.

torsdag den 10. april 2014

Og sådan blev tiden atter moden til en rygsæk

Det er måske ikke noget folk lige går og tænker over til hverdag, men os litteraturhistoriestuderende - vi slæber! Vi slæber bøger. Massevis af bøger. Det kan godt være hårdt for ryggen - især når man slæber dem i verdens smukkeste gamle, slidte skuldertaske af kernelæder. Hvilket jeg gjorde lige indtil igår. For dér kom min nye Fjälräven-rygsæk endelig med posten!


Man skulle ikke fortælle mig ret mange gange, hvor hård en graviditet er for ryggen, før jeg kom frem til, at tiden var moden til en rygsæk. Jeg har nemlig haft problemer med ryggen før, og prøver at gøre hvad jeg kan for at holde den glad og tilfreds.

Men hvilken rygsæk skulle det være? Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om særlig mange rygsække, jeg synes er flottere end Fjälrävens Kånken. Den går direkte i hjertet på den gamle hippie, der bor indeni mig (og her hentyder jeg ikke til babyen, selvom jeg selvfølgelig ikke ved, om den har fået lidt gammel hippie med i købet). Så pyt med at det er samme rygsæk-løsning, som mange af mine medstuderende også har valgt - man er vel humanist. Nu skal jeg bare vænne mig til at gå med den!

tirsdag den 8. april 2014

Makrelsalat med remoulade

Et af de spørgsmål jeg stort set altid får, når folk finder ud af, at jeg er gravid, er, om jeg har fået nogle skøre cravings efter jeg blev gravid - og det kunne da også være vildt sjovt, hvis jeg pludselig kun spiste makrelsalat med remoulade eller nærmest havde abstinenser efter tun på dåse eller Jaka-bov. Sådan har det bare ikke været. Jeg har altid haft det sådan med mad, at den ene dag har man lyst til Tortellini og den næste har man lyst til broccolitærte og så videre. Det er maven der taler.

Så jeg synes ikke, at der har været vildt store omvæltninger på den front, selvom min søde tand godt nok er blevet endnu mere sød og mange af mine livretter er blevet endnu lækrere. Igår gik det så pludselig op for mig, hvor fuldstændigt vidunderligt blommer egentlig smager. Jeg fik virkelig en ubærlig lyst til at spise en masse blommer. Det er nok det tætteste jeg har været på en craving, selvom jeg tidligere har haft det på sammen måde med bl.a. mælkesnitter, æbler og Pingvin-blanding.

mandag den 7. april 2014

En blød start

Jeg bliver simpelthen nødt til at vise jer det her smukke babytæppe, som Jakobs forældre har købt til os - eller nok nærmere til den lille - i Belgien. Tæppet er seriøst nok noget af det blødeste jeg nogensinde har rørt ved og jeg glæder mig meget til at svøbe vores lille baby i tæppet og bogstavelig talt give den en blød start på livet.



Udover babytæppet har vi ikke så meget "udstyr" på plads endnu, men det kommer alt sammen, når vi har fået sommerferie - så går vi nemlig redebyggeramok. Babytæppet er fra Zara Home Kids, som har nogle vildt søde ting til babyer - dog langt udenfor vores budget.

lørdag den 5. april 2014

En uforudset afhængighed

Der er så mange ting jeg har opdaget efter jeg blev gravid, som jeg aldrig har tænkt på før. Jeg havde fx aldrig forestillet mig, at mit humør skulle komme til at afhænge næsten totalt af bittesmå og stadig utydelige bevægelser i min livmoder. Jeg bliver fuldstændig lykkelig, når jeg kan mærke den lille bevæge sig derinde - og man kan godt regne med, at hvis man ser mig sidde og være fjern i blikket med hånden på maven og et nærmest manisk smil om munden, så er det fordi jeg kan mærke den lille filur røre på sig.

Det er dog hverken ofte eller regelmæssigt, jeg kan mærke den lille endnu og selvom det er helt normalt og forventeligt, så vokser bekymringerne proportionelt med den tid der går imellem de fortryllende bevægelser. Jep, jeg er afhængig!

Jeg er meget spændt på, hvordan det bliver, når det engang udvikler sig til deciderede spark, men lige nu nyder jeg hvert eneste lille livstegn og glæder mig til scanningen i næste uge, så jeg næsten er ved at sprænges.

torsdag den 3. april 2014

Et ubeskrevet blad

I næste uge er det tid til scanning igen. Det er den scanning, hvor mange kommende forældre vælger at få kønnet på den lille spirrevip at vide. Jeg forstår godt alle dem, der vælger at få kønnet at vide og alle argumenterne for det er egentlig ret overbevisende. Alligevel har vi valgt, at vi ikke vil vide kønnet på forhånd. Det er der mange forskellige grunde til. Jeg synes, at det på en eller anden måde fastholder magien i "den søde ventetid", at vi kan gå helt frem til fødslen og snakke om, vædde om og gætte på, hvad det mon er for et lille menneske, vi skal møde.

Selvfølgelig er jeg nysgerrig, men jeg er ikke så nysgerrig, at jeg ikke kan vente. Det vigtigste for mig er, at det er et sundt og raskt barn, der bor i min mave. Jeg har også en idé om, at det gør oplevelsen af at få barnet mere autentisk. Det har trods alt ikke været muligt at få kønnet at vide i specielt mange år. Jeg kan jo godt lide at være lidt retro og idealistisk og man er jo kun førstegangsgravid én gang, så man kan lige så godt gå all in. Når vi ikke kender kønnet kommer barnet i højere grad til verden som "et ubeskrevet blad" og det kan jeg godt lide. Uden at være fuldstændig feministisk og kønskritisk, så er jeg ærlig talt også lidt træt af, at alt skal være enten lyserødt eller lyseblåt og enten til drenge eller piger. Hvad med bare at være barn?

Dét var mine begrundelser (jeg skal ikke afvise, at Jakob har nogle andre) og vi er ikke fanatiske: Vi bliver hverken sure eller kede af det, hvis den lille vælger at afsløre sit køn til scanningen. Så er det sådan det er og så er det også fint. Jeg er slet ikke "bange" for at kende kønnet, men jeg synes bare, at det andet er sjovere. Måske gør vi det anderledes, hvis vi engang skal have en mere, hvem ved?

onsdag den 2. april 2014

Barn i byen

Siden jeg blev gravid har jeg tit brugt mine cykelture gennem Aarhus fordybet i tanker om, hvordan det mon er, at være (og have) barn i byen. Når jeg cykler op ad Vestre Ringgade om morgenen, kan jeg mærke, hvordan osen river i mine næsebor - noget som jeg aldrig har tænkt over før! Jeg er begyndt at synes, at byen tit er grim og ildelugtende - ikke når solen skinner, men ellers - og uanset hvor meget jeg elsker alle de muligheder, der er her, glæden ved at bo så tæt på mine venner og at kunne cykle til næsten alt, så har jeg indset, at jeg i bund og grund ikke er et bymenneske. Ikke for altid i hvert fald. Planen er at vi skal blive boende i Aarhus indtil videre, men det er ikke til at vide hvor vi havner henne i fremtiden. Det har aldrig været min hensigt at gro fast i byen - kan man overhovedet det, rigtig, når man er vokset op som bondepige?

Når det er sagt, så er jeg slet ikke bekymret for at have barn i byen. Jeg tror, det gør det en hel del sjovere at være på barsel at have både Aarhus og vennerne indenfor gå-afstand. Som barn på landet hørte vi nogle gange skrækhistorier om "københavnerbørn", der - sådan husker jeg det - ikke vidste at mælk kommer fra køer og at æg kommer fra høns og desuden skulle lege i asfalterede baggårde uden lys og aldrig fik frisk luft. Sådan er det heldigvis ikke at være barn i byen i dag, hverken i Aarhus eller København. Der er en masse børnevenlige steder og aktiviteter henvendt til børn og børnefamilier. Det kan kun blive sjovt.

tirsdag den 1. april 2014

Usikkerhed overload

Noget af det, der gjorde de første 12 uger af graviditeten hårdest, var hverken kvalmen eller trætheden. Det var usikkerheden. Selvom det reelt set ikke var så mange gange det skete, så fik jeg en følelse af ikke at blive taget seriøst, når jeg henvendte mig til sundhedssystemet. Gang på gang blev jeg mødt med "lad os nu lige se tiden lidt an - du er jo ikke særlig langt henne".

Allerede da jeg ringede til lægen dagen efter at de to streger var tonet frem på testen, og jeg gerne ville have en tid til at få bekræftet min graviditet, fik jeg at vide af sekretæren, at lægen ikke kunne lave en test, der var mere præcis, end den jeg selv havde lavet. Så der var ingen grund til at komme, før jeg var 9 uger henne. Det er sådan set en fair nok begrundelse, men hold op hvor havde jeg bare et stort behov for, at der var en professionel, der tog sig tid til at se mig ind i øjnene og sige: "Den er god nok, du er gravid".

Til sidst blev jeg virkelig træt af hele tiden at få at vide, at jeg ikke var særlig langt henne - det føltes som om, at jeg nærmest var andenrangsgravid indtil de første 12 uger var gået, fordi risikoen for at noget går galt er så fandens stor i starten. Det var som om, at der var større fokus på dét end på at det faktisk ender med en baby i 80% af tilfældende. Det gjorde mig ret usikker, for det blev lidt sværere at gå og være overlykkelig over at være gravid, når det føltes som om, at vi var de eneste der rigtig tog det alvorligt. Så selvom sundhedspersonalet sikkert har set alt for mange tilfælde, hvor der er opstået komplikationer, så skal de huske, at den lille spire derinde altså betyder alverden for, i hvert fald, to personer.