Forsinkede teenageproblemer

Som teenager var jeg ikke specielt plaget af uren hud, og jeg havde for det meste max 1-2 bumser ad gangen. I hårgrænsen. Jeg følte mig virkelig forskånet - og endda uden at gøre noget særligt for det. Bevares, jeg fik da også bumser på næsen engang imellem, men jeg havde aldrig permanent pizzafjæs.

Åh, hvor blev jeg ramt af nemesis, da jeg blev gravid. Pludselig havde jeg flere bumser i ansigtet, end jeg nogensinde har haft før og eneste trøst var, at de sad under mit pandehår, og at det var tilladt at kalde dem hormonknopper. Mine veninder, der jo havde prøvet værre i deres teenageår, mente ikke, at det var noget særligt, men jeg syntes det var slemt, rigtig slemt - og jeg ejede stort set ingen produkter mod uren hud.

Efter et par mislykkede forsøg med de forskellige ting jeg kunne finde i skabet, tog jeg konsekvensen og gik ud og investerede i den Rudolph Care Facial Scrub Mask, som jeg havde ønsket mig lige siden, jeg gav den til min søster i fødselsdagsgave. Den er genialt god - og jeg ser (heldigvis) forbedringer allerede.

Og så er den også økologisk og svanemærket. Jeg vil klart anbefale den til alle gravide (og ikke-gravide) med teenagehud.

Dette indlæg er ikke sponsoreret. 

Det mest interessante ved mig

Efter at jeg er begyndt at blogge om min graviditet er mængden af followers på bloglovin' raslet ned i en mængde så man skulle tro, at min blog var blevet en gennemsponsoreret reklamesøjle - og eftersom at antallet af followers aldrig var særlig højt, så skulle man tro, at det så ret sort ud for bloggen. Men til min store overraskelse er besøgstallet faktisk steget! Jeg havde en idé om, at jeg sad og bloggede til en udsøgt skare på ca. 10 personer, men det ser altså ud til at der er flere, der gerne vil læse med. Det er dejligt! Tak for det. 

Det faldende antal followers skyldes selvfølgelig, at bloggen skifter målgruppe, når den skifter tema. Det er kun naturligt og jeg kan ikke sige, at jeg ikke havde forventet det. Det er ikke alle der synes at graviditet og babyer er det allermest spændende i hele verden - og det synes jeg egentlig er helt fair. 

En af mine veninder har sagt ret direkte til mig, at hun ikke synes, at det mest interessante ved mig, er min graviditet. Der er mange andre ting, hun hellere vil høre om. Dét blev jeg egentlig ret glad for, at hun sagde, for hvem har lyst til at blive reduceret til sin graviditet? 

Alligevel er det graviditeten, jeg har valgt at blogge om, af den simple grund at det er den, jeg har lyst til at skrive om - og det er lysten der driver værket i det her foretagende. Jeg kunne sagtens blogge om litteratur (og jeg kan heller ikke love, at der ikke sniger sig et indlæg med om bøger engang imellem) eller noget helt andet, men jeg synes, at jeg indtil videre faktisk får ret meget ud af at dele mine graviditetstanker, -refleksioner og -oplevelser her på bloggen. 

To streger!

Der er tit nogen der spørger, hvordan jeg fandt ud af, at jeg var gravid – og sandheden er jo, at jeg er en kæmpe kontrolfreak, så jeg var helt desperat efter at finde ud af, om den var der eller ej. Den første dag der overhovedet var en chance for at teste positiv, der testede jeg selvfølgelig. Vel vidende at resultatet ville være usikkert. Den dag var tilfældigvis 2. juledag, tidligt om morgenen på Jakobs forældres badeværelse – for vi var selvfølgelig hjemme på juleferie. Ja, jeg havde en graviditetstest med i toilettasken og nej, jeg havde ikke regnet med, at der var en ekstra julegave i vente, men så skete det her:

Og mine ben begyndte at ryste så meget, at jeg måtte støtte mig til badeværelsesbordet og hviske ”fuck” selvom jeg var glad og tage adskillelige dybe indåndinger før jeg gik ind og hentede Jakob, der krammede mig hårdt og længe, mens jeg for en sikkerheds skyld spurgte ham om han også kunne se to streger på testen. Bagefter måtte vi mande os op til at holde på hemmeligheden hele resten af julen. Svært!

Koncertbaby

For nylig var jeg i Musikhuset sammen med min veninde og høre litteratur og musik i skøn forening. På det tidspunkt vidste jeg ikke, om den lille spilopmager i min mave kunne høre noget endnu og jeg havde heller ikke mærket specielt meget til den. Kun nogle ganske lette bevægelser, der nærmest føltes som om noget strøg henover indersiden af min mave og bittesmå bobler, som var svære at skelne fra alle de andre bobler, sådan en mave kan frembringe.

Lige indtil violin, bratsch, cello, kontrabas, elguitar og saxofon fik fyret op under festen derinde. Hold op hvor var det syret at mærke, hvordan den lille reagerede på musikken og var mega aktiv så længe det stod på. Jeg tror, at det er en lille musikelsker, der er ved at blive skabt.

Rundtosset i forbudsjunglen

Noget af det første jeg gjorde, efter at de to streger var tonet frem på graviditetstesten, var faktisk at google hvilke madvarer, man skal holde sig fra, når man er gravid. Jeg tænkte (naivt), at man nemt kunne finde frem til en eller anden lille overskuelig liste, som man så kunne lære udenad. Hahaha! Sandheden er, at det er en jungle.

Her 17 uger efter jeg blev gravid, kan jeg stadig nogle gange blive helt i tvivl om, om jeg overhovedet har styr på det - og tænk lige på, hvor forfærdeligt det ville være, hvis man kom til at skade fosteret ved at spise et eller andet, som man lige så godt kunne have holdt sig fra! Det er dén tanke der gør, at jeg bliver ved med at gå lidt op i det.

Alligevel er det nærmest umuligt at finde rundt i (for slet ikke tale om at følge) alle de råd og teorier, der ligger på nettet. Som forvirret førstegangsgravid kan man ikke blive andet end seriøst rundtosset af at læse der.

Heldigvis har jeg en god veninde, som er sygeplejerske, og hun gav mig det bedste råd: Nemlig udelukkende at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Så har man ligesom nogle helt konkrete retningslinjer at holde sig til - samtidig med at man kan tillade sig at være helt ligeglad med alt det andet.

Bekymringsfasen

Apropos de første 12 uger: Her er lidt tanker jeg skrev ned før vi havde været til den første scanning. Graden af bekymring før og efter nakkefoldsscanningen kan stort set ikke sammenlignes. Det gjorde en kæmpe forskel. 

"Jeg prøver nogle gange at overbevise mig selv om, at jeg er en hykler, når jeg kan mærke, at bekymringerne er ved at tage over. For her sidder jeg i min rummelige lejlighed med mine bøger. Det eneste hårde fysiske arbejde min hverdag byder på er cykelture til universitetet, indkøbsture i Netto og yoga en gang om ugen.

Når jeg bekymrer mig for meget, så prøver jeg at tænke på de generationer af kvinder, der har født barn efter barn, selvom de har skuret gulve, arbejdet i marken og slæbt rundt på de 4-5 skrigende unger de i forvejen havde. Jeg prøver, at se bort fra det faktum at det også oftere gik galt dengang og fokusere på det faktum, at når de kunne få en baby ud af anstrengelserne, så kan jeg saftsuseme også.

Ligesom jeg sendte medlidende tanker til Kate Middleton (hvis ekstreme morgenkvalme gik verden rundt), da jeg lå og brækkede mig i januar, så sender jeg nu mine tanker til de generationer af kvinder, som har gået i 9 lange måneder uden scanninger og jordemoderbesøg og risikovurdering. De har blot måtte lukke øjnene og håbe på det bedste – dét må have været nervepirrende, dét må have været hårdt og jeg kan godt forstå, at man før moderne lægevidenskab havde et markant andet forhold til det at skabe liv – og at miste det.

Men nu er vi i nutiden og det trækker og stikker i min mave hver gang jeg kravler ind under skrivebordet efter min oplader eller bukker mig ned for at tømme opvaskemaskinen og jeg bliver ængstelig på den Maude-agtige måde og slår mig selv oveni hovedet med gamle dage og ”tænk-lige-på-hvordan-det-må-have-været”, mens det eneste jeg ønsker mig er at finde ind til en eller anden rå kvindelig styrke, som jeg ved gemmer sig derinde et sted."

De 12 trælse

Nu hvor jeg endelig har fået afsløret hvad bloggen allermest kommer til at handle om fremover (min gravide mave), så kan jeg godt afsløre, at vi er lidt bagud. Der er nemlig en periode i graviditeten, som jeg bliver nødt til at skrive om, hvad enten I gider læse det eller ej. De 12 første, hårde uger, hvor (næsten) ingen ved, at man er gravid, hvor ens krop går amok og hvor man ikke aner, hvordan det egentlig er meningen, at man skal have det. For slet ikke at tale om, hvad der mon er normalt og ikke normalt!

Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at google ALT hvad min krop udsatte mig for - og det var nok noget nær det dummeste (men også det mest oplagte) at gøre. Jeg lover jer, man havner på debatfora, hvor der altid er mindst én, der har oplevet at abortere ufrivilligt med nøjagtig samme symptomer, som du lige sidder og googler. Ikke specielt opmuntrende. Lad være! 

Vagtlæger fnyser i telefonen, hvis du ringer og er bekymret i uge 4+5 (trust me) og første lægeundersøgelse ligger normalt i uge 9! Jeg havde virkelig brug for, at kunne læse om, hvad der sker de første 12 uger - uden at det kun skulle handle om abortrisiko, og uden at det var dårligt formulerede indlæg på diverse debatfora. 

Jeg har ikke glemt 1. trimester og jeg har lidt en idé om, at jeg vil skrive et par indlæg, som jeg gerne selv ville have haft at læse. 

Sprunget på økovognen

De to streger på graviditetstesten blev en kærkommen lejlighed til at gøre noget, som jeg egentlig gerne har villet gøre længe; nemlig at begynde at bruge økologisk make-up og købe parfume- og parabenefri skønhedsprodukter, der - så vidt muligt - er økologiske.

Som I kan se, så har jeg ikke været særlig konsekvent, men købt alle mulige forskellige mærker, der på hver sin måde lige passede godt til mig. Der mangler også en balsam og lidt forskellige andre ting. Det skyldes at jeg går frem efter det princip, at jeg bruger det jeg har, før jeg erstatter det med noget øko - og lige netop balsam har jeg altså en ordentlig dunk stående af.  Jeg er med andre ord altså ikke blevet fanatisk på en nat, men bare mere bevidst. 

Jeg kommer til at skulle blive ved med at prøve mig frem, fx så klumper økomascaraen fra Anne Marie Børlind helt vildt meget, så det her indlæg skal bestemt ikke tages som en anbefaling af produkterne, men som en anbefaling til generelt at tænke over hvilke kemikalier, man udsætter sin krop for - gravid eller ej. 

At få det sagt

”Hvordan har du det?”
”Jeg er gravid!”

Lige siden jeg blev gravid, har jeg syntes, at det var lidt akavet at skulle fortælle folk, at jeg var gravid. Det er røget ud af mig på de underligste tidspunkter og måder. Det var ikke fordi, jeg ikke havde lyst til at bræge det ud til hele verden, at jeg var gravid – for det havde jeg virkelig! Jeg vidste bare ikke rigtig, hvordan jeg havde lyst til at få det sagt.

Det blev hurtigt for højtideligt at stirre folk ind i øjnene én for én og sige ”der er noget jeg skal fortælle dig”, men jeg er heller ikke typen, der lige poster billedet fra nakkefoldsscanningen på facebook.

Jeg fik sagt ”jeg er gravid” til en af mine veninder, mens jeg var ved at tage mine støvler af i entréen. Egentlig kunne jeg bedst lide, når folk tog sig sammen og gættede, hvad mit pludselige og uventede ”nej tak” til rødvin betød. Det løftede ligesom stemningen.

Og nu ved ”alle” det! Jeg har I hvert fald gået kontakterne på min mobil igennem flere gange for at prøve at være sikker på, at ingen, der forventer at få nyheden overbragt personligt, bliver vildt skuffede, når de ser min mave om en måned.

Mission accomplished.

Nye tider på bloggen

Siden december har jeg været en ret lousy blogger med to indlæg på fire måneder. Jeg har flere gange seriøst overvejet rent faktisk at slette bloggen og været sikker på, at jeg ikke havde hverken lyst eller tid til at blogge mere. Men sagen er bare den, at der er to ting der bliver ved med at afholde mig fra at trykke definitivt på blog-stop-knappen.

Den ene er, at jeg ganske enkelt elsker at skrive, og at jeg har godt af at gøre det dagligt, så mit sprog ikke bliver ædt op af et stort, sløvt akademia-monster, så jeg lige pludselig begynder at bruge ord som "arbitrær" og "essentielt", når jeg prøver at skrive noget, som det rent faktisk er meningen, at nogen skal læse. Jeg har simpelthen godt af at blogge.

Den anden ting er, at jeg får enormt meget ud af at læse andres blogs. Jeg knuselsker dem simpelthen og har en lille udvalgt samling yndlingsblogs, som jeg følger på bloglovin. Hvis jeg overhovedet kan, vil jeg gerne give lidt af dét tilbage til mine egne 17 følgere - hænger I på derude?

Nu har jeg så bestemt mig for at blogge regelmæssigt igen, men der er dømt nye tider i mit liv siden "sidst" - og derfor er der også dømt nye tider på bloggen!

Kald det bare en "mommy-blog" fremover, for det kommer til at handle en del om at være gravid (!). Det er jeg nemlig blevet og jeg er overlykkelig over at være det! Jeg kommer næppe til at få tilsendt et års forbrug af babymos eller blive sponsoreret af Stokke - det bliver 100% min egen vinkel på situationen og alt det sjove, skøre, pudsige, dejlige og mærkelige der følger med.

Dog uden at jeg har tænkt mig at gå i alt for intime detaljer, so don't worry!

Undskyld Rasmus

Bedst som jeg sad og lagde vasketøj sammen og så "DR2 Dagen" (bare kald mig pensionist?), ringede et Aarhus-nummer, som hverken jeg eller min mobil kendte.

"Det er Mette" sagde jeg.
"Er det Mette?" sagde en fremmed.
"Ja det er Mette" sagde jeg.
"Du taler med Rasmus fra Jyllandsposten" sagde Rasmus fra Jyllandsposten.
"Jeg vil ikke købe noget af dig" sagde jeg.

Og så lagde jeg på. Så utålmodig er jeg blevet med friske telefonsælgere, at jeg er kommet frem til at det bedste for os alle, er, at jeg blot afslutter samtalen så hurtigt og smertefrit som muligt. Det er ligesom at trække et plaster af.

Jeg nåede kun at sidde i 1 min. og håbe på, at Rasmus ikke havde ringet for at interviewe mig eller tilbyde mig et job (men så havde han sgu nok sagt sit efternavn), før telefonen ringede igen. Denne gang var det "ukendt nummer" og jeg tænkte at det nok var Rasmus fra Jyllandsposten, der nægtede at give op. Jeg tog telefonen.

"Ja?" sagde jeg.
"Er det Mette?" sagde en fremmed.
"Ja det er Mette" sagde jeg.
"Jeg ringer fra A-kassen ASE for at tale med dig om din A-kassesituation" sagde en fremmed.
"Jeg har allerede en A-kasse" sagde jeg så høfligt jeg kunne.

Så lagde jeg på. Undskyld, ASE.