Girls will be girls?

For et par dage siden blev jeg ringet op af en grædende veninde, der bliver holdt udenfor af nogle andre veninder, som jeg (heldigvis, havde jeg nær sagt) ikke kender. Åh altså. Det er en svær en at trøste på, for hvad kan man sige andet end at hun fortjener bedre end det? Jeg ville ønske at jeg kunne gøre noget ved det, for, også jeg, kender smerten ved at blive hold udenfor.
Det tror jeg alle gør.

Men. Det var da hun gentagne gange hulkede, at det var ligesom at være tilbage i folkeskolen, og senere da Jakob sagde "hvorfor gør I piger sådan noget mod hinanden? - Altså ikke dig, men de andre?", at det gik op for mig, at det der latterlige tøsefnidder, som jeg har været så overbevist om, at vi ville vokse fra, åbenbart er fulgt med os (eller nogle af os?) ind i voksenlivet.

Øv. Kan vi ikke lige aftale, at vi behandler hinanden ordentligt fra nu af, piger?

Ting der undrer mig...

- At det stadig er september (for det er da ved at være ret koldt, ikke?)

- At jeg ubevidst kan være så glad for Turkish Delight, at jeg nogle gange drømmer om det om natten.

- At jeg ikke anede, hvad jeg skulle skrive, da jeg blev bedt om at signere en bog for første gang i dag. Jeg har alligevel drømt om det siden jeg var tretten...

- At der er nogen i Åbyhøj som åbenbart mener, at det er meget bedre at min ringeklokke siger boing i stedet for ding.

Tak for det. Lømler.

Brillelykke

I torsdags kunne jeg endelig tage en tur ind til Louis Nielsen og hente mine nye briller. Jeg bruger normalt kontaktlinser, men syntes alligevel at alting lige pludselig stod så utrolig skarpt, da jeg fik brillerne på.

Lige indtil jeg trådte ud i september-regnen og kom i tanke om, hvorfor jeg bedre kan lide kontaktlinser, når det kommer til stykket. Briller er bare rare på weekendmorgner og på hverdagsaftner med søvnige øjne. Og jeg kan altså slet ikke stå for de nye. Hvis jeg selv skal sige det.

For meget at brokke sig over

Dengang der var hele debatten om Aarhus Universitet, Linda Koldau, dårlig administration, for meget eller for lidt undervisning, kvaliteten af undervisningen, de studerendes ansvar osv. kom jeg til at deltage lidt i den. Det var dumt, for jeg er egentlig ret konfliktsky, og jeg bliver ked af det (sådan virkelig), hvis jeg støder nogen med mine holdninger. Også selvom jeg stadig mener det samme. Jeg bliver også ked af det (sådan virkelig), hvis folk er grove i diskussioner. Så jeg var ikke særlig glad i den periode, selvom jeg altid prøver at se tingene fra mange vinkler og være saglig (med større og mindre held). Suk.

Men det var egentlig slet ikke det, det skulle handle om. Det skulle handle om, at en desperat bibliotekar, på et af universitetets mange små biblioteker, for nylig bad mig gøre noget, så der kunne komme nogle flere printere. På det tidspunkt havde jeg ventet i en time på at komme til at printe.

"Du er studerende! Du kan gøre noget!" sagde hun "De lytter ikke til os"

Men hvorfor? Tænkte jeg. Hvorfor skulle jeg begynde at klage over at der ikke er nok printere til at printe alle de tekster, som vi ikke længere får i kompendier? Er det ikke lige meget i forhold til alt det andet der er galt? Jeg kunne skrive læserbreve fra morgen til aften, hvis jeg skulle til at gøre noget. 

Jeg er foreløbig færdig med at forsøge at gøre noget på uni.
Nu vil jeg bare gerne have min uddannelse.
Og fred i verden.

Forbandet overskudsagtig?

Der er en fra mit nye studie der, i en facebook-kommentar, mener at jeg er "forbandet overskudsagtig". Fordi jeg godt kan overskue at skulle aflevere et kort essay og en kort anmeldelse samme dag. Tekster som vi får fri til at skrive, men som vi ikke får karakterer for. Ih. Jeg vil da gerne skrive både et lækkert essay og en anmeldelse der sidder lige i skabet - for måske ER jeg blevet en lille smule stræberagtig(?). Så hvis det havde været eksamen, havde jeg måske heller ikke ment, at det der med at skulle aflevere tingene samme dag, var det fedeste.

Overskud? Det har jeg til gengæld ikke. Jeg er sådan lidt småchokeret over, at illusionen om at jeg har det, faktisk holder. Jeg synes egentlig ikke, at jeg sådan har gået og puttet med mit studieklynk og jeg har også snakket højt og bredt om alle de laaaange tekster, som jeg synes var svære at gnave sig igennem og sådan nogle ting. Jeg købte også en chokoladebolle en dag. Jeg ved stadig heller ikke hvem jeg er i læsegruppe med og hvad halvdelen af holdet hedder.

Og de kender tydeligvis heller ikke mig særlig godt endnu. Øv.

Og fredag d. 13. var ingenting i forhold til...

... Torsdag d. 12. hvor jeg startede dagen med at glemme min vasketid og falde ned af bagtrappen på vej op af den, så jeg havde latterligt ondt i lænden resten af dagen. (Og har fået et blåt mærke på størrelse med Bornholm).

En cykeltur i september-koldt regnvejr og nogle brændte muffins blev det også til. 

Ulykkesdagen ramte tidligt i år, kan man sige. 

Heldigvis var den krydret med gode, gode ting, såsom foredrag med David Damrosch, gæster om aftenen og Jakob der samlede mig op, da jeg lå og kvabbede rundt ude på bagtrappen.

Dårlige dage ender ofte godt. 

Kolde bobler

Da jeg vågnede i går morges vidste jeg ikke, at dagen ville ende med chokolade og kold champagne i sofaen...

Men igår viste sig at være sådan en dag, hvor jeg klappede min computer op og opdagede, at min novelle var udkommet* (så må man godt blære sig lidt, ikke?).

Sådan en dag hvor jeg kom hjem om aftenen til en storsmilende kæreste, skattejagt i lejligheden, kold champagne i køleskabet og de fedeste koncertbilletter (en tidlig 5-årsdagsgave). Og sådan en dag hvor jeg løb lykkelig gennem regnen på vej i Netto efter Toffifee, mens jeg følte at alting bare gav mening.

Alle fortjener sådan en dag.

*I antologien "Mestertyvens sidste ønske - Ny Dansk Fantasy 2013".

Two down...

I dag begynder anden uge på kandidaten.
Her er de bøger jeg har læst i løbet af den første uge: 

Her er resten af de bøger vi skal læse i det her semester. 

(Jeg håber virkelig at de er der alle sammen):

Jeg ved ikke hvorfor de romaner vi læser på studiet er hundrede gange tungere at komme igennem, end dem jeg læser normalt (som jo heller ikke ligefrem er Fifty Shades), måske er det kun fordi jeg ikke selv har valgt dem. 

Jeg kan træffes i lænestolen de næste par måneder. 

Festuge-flashbacks

Hver gang jeg har været inde til Aarhus Festuge, efter jeg er flyttet til Aarhus, er jeg blevet ramt af insisterende flashbacks. Jeg ser mig selv sidde på Clemens Bro i hullede bukser og sort sweatshirt. En spinkel teenagekrop med dåseøl fra 7eleven og en masse spraglede efterskolevenner omkring sig.

Fjollet dans til festuge-indianernes playbacktoner.

Pludselig husker jeg den bagstive morgen hvor jeg spontant fik lavet det tredje hul i mit højre øre og jeg husker en sen natbus til Silkeborg. Alle de gange jeg frekventerede festugen som teenager filtrer sig sammen til ét stort minde fyldt med gensyn, forvirring og fest. Nu virker det som så længe siden, at jeg aldrig kan lade være med at blive overrasket over, at festugen, som den var dengang, stadig findes. Når nu mit spinkle teenage-jeg for længst er historie.

At stå op kl. 6 for at læse Coetzee

Jeg elsker virkelig bøger. Ellers havde jeg nok heller ikke valgt at læse litteraturhistorie. MEN! Jeg har det en anelse stramt med følelsen af ligefrem at drukne i dem. Den der kvælende fornemmelse af, at lige meget hvor meget du læser, så er du alligevel bagefter.

Til en fernisering for nylig faldt jeg i snak med en intelligent ung kvinde, der havde forladt litteraturstudiet af netop den grund (trist!). Det kommer ikke til at ske for mig, for selvom jeg ikke kan se mig fri for at være lidt småneurotisk på nogle områder, så er jeg helt bevidst om, at jeg ikke kan nå at læse det hele.

Alligevel har jeg sat mig et dristigt mål: Jeg vil læse alle romanerne vi har for til det her semester. Det er lidt af en falliterklæring at indrømme, at det faktisk ikke er sket før (men helt ærligt, Den sidste mohikaner!?).

Sabbatåret har efterladt mig med en streng selvdisciplin, som jeg udnyttede i morges, hvor jeg lå i sengen og læste Coetzee kl. 6 om morgenen. Hvis bogen var god havde det været næsten-hyggeligt. Bare ikke så hyggeligt som at sove.

Så.

Nu er næsten alle de bøger jeg har bestilt til det kommende semester ankommet. Undtagen den jeg skal læse til på torsdag selvfølgelig. Heldigvis kunne jeg låne en Kindle og speed-læse den.

Man skulle tro det var løgn, men det var faktisk første gang jeg læste en e-bog og det var en meget anderledes oplevelse: Det føltes ikke helt som at læse en rigtig bog, må jeg indrømme.

Inden semester-start i aften har jeg også fået pakket alt sommertøjet væk igen, for det har regnet hele dagen og det var mørkt da vi vågnede i morges. Jeg kan godt forstå sådan en hentydning.

Jeg har også en voksende fornemmelse af, at det bliver et meget travlt efterår, for semestret begynder først i dag, men jeg er allerede i fuld gang med den anden roman.

Nå. Hit me.