Den poetiske kat

Sidste år i USA traf jeg en kat i en boghandel (genial idé med katte i boghandlere iøvrigt), som jeg kaldte for den poetiske kat fordi den nonchalant havde lagt sig oveni en stor bunke poesi og i det hele taget så ud til at holde meget af boghandlerens lyrikafdeling.

Nu er jeg så faldet over en digtsamling, der sandsynligvis er skrevet af netop den poetiske kat eller en anden ligeså poetisk kat (tak for tippet Merle), du kan læse uddrag via dette link.

Det var bare lige det jeg ville sige.
Ja. Jeg er mega katte-skruk.

Hvad er der med sunde mennesker og hytteost?

Jeg går og prøver at være sund. Jeg forestiller mig, at sunde mennesker spiser meget hytteost, så jeg er begyndt at spise meget hytteost. Faktisk har jeg på under et år udviklet mig fra ikke at kunne fordrage hytteost, til at synes det ikke rigtig smager af noget, til at spise det en gang imellem og nu til at spise det hver dag og kunne lide det. Jeg er sund, tænker jeg, når jeg spiser knækbrød med hytteost.

Jeg forestiller mig også at sunde mennesker spiser meget spinat, så nu har jeg bagt grove spinatboller med hytteost. ("Du er da blevet ret vild med hytteost..." var Jakobs kommentar)

... Men hvad spiser de sunde mennesker resten af tiden? Gulerødder?

Når man har læst en bog og ville ønske, at man stadig havde den til gode

Jeg tør vædde på at mange kender den der sære følelse af tomhed, der nogle gange opstår, efter at man har færdiglæst en bog. Det er ikke altid, at den er der. Jeg må indrømme, at jeg mange gange i løbet af de sidste 4 år (hvor jeg har læst litteraturhistorie på uni i 3 af dem) har lukket en bog med et STORT lettelsens suk. For det er ikke altid nemt, når man ikke selv vælger hvilke romaner man skal pløje - og hvor hurtigt. 

Den sære følelse af tomhed er altså en god følelse, som viser at man virkelig nød at læse bogen og egentlig ikke rigtig ved, hvad man skal stille op, nu hvor den er færdiglæst. 

Det er den følelse jeg sidder med nu, efter at have lukket The Cuckoo's Calling af J.K. Rowling. For er I sindsyge, den kvinde kan strikke et plot, der fanger mig. Der er et eller andet ved hendes måde at skrive på, der virker dybt medrivende på mig. Tydeligvis også på mange andre. 

Nu krydser jeg bare fingre for, at de mange romaner på kommende semesters pensumlister er mere værd rent litterært end de 0.01 pund Amazon skulle have for de fleste af dem. Ellers bliver det et meget langt efterår. 

Skrivebordsbunkens nye hjem

Når bunken ikke vil forsvinde fra mit skrivebord, trods gentagne forsøg på at udrydde den, må jeg i stedet camouflere den. Til det formål har jeg købt en æske...

... Jeg var nemlig overraskende shoppelysten da jeg frekventerede netto med tømmermænd igår eftermiddags for at købe ting som mælk og bacon. Udover æsken købte jeg også to viskestykker fordi de var flotte og en ny håndsæbe fordi der var blomster på (ikke et ord til Jakob).
På den både undgik jeg at købe chips.

Chokolademysteriet

Det der overrasker mig mest er ikke præcis hvor lækkersulten jeg skulle være for at komme i tanke om, at jeg da vidst fik en æske chokolade i gave lige inden vi tog på sommerferie for over en måned siden.

Det der overrasker mig mest er, at det tog mig flere dage at komme i tanke om, hvor jeg egentlig havde gemt chokoladen...

... og at jeg stadig ikke har spist den...

Bliver man sur af at handle med smykker?

Det er ret sjældent at jeg taler med guldsmedeekspedienter - og det er ikke kun fordi jeg ikke rigtig har nogen penge - det er også fordi at folk der arbejder i guldsmedeforretninger, eller bare generelt folk der står og sælger dyre smykker, er så snobbede, at det næsten gør ondt på dem. Faktisk er de alt for fine og vigtige til overhovedet at tale med kunder, og de vil helst kun sælge smykker til dig, hvis du er en rig, flot mand over halvtreds med sølvgråt hår og dyrt jakkesæt. Forestiller jeg mig. Det er i hvert fald sådan det føles, når man er i deres selskab. 

Nå. Men jeg gik så ind i en guldsmedeforretning i dag, fordi jeg havde ødelagt en pæn sølvhalskæde og for flere år siden iøvrigt smadrede emaljen på min marguerit-halskæde. Jeg så ned af mig selv inden jeg gik ind: Splinterny kjole - tjek, pæn frakke - tjek, sko -tjek, nyklippede negle - tjek, strømpebukser - tjek. Måske ser jeg ikke ligefrem rig ud, men jeg ligner da heller ikke ligefrem en tigger og håret er velfriseret og det hele. 

Alligevel blev jeg behandlet som om jeg var en eller anden hippie i deletøj, der tydeligvis var gået forkert. Ingenting kunne lade sig gøre! Jeg måtte gå igen med uforrettet sag - lige over til Ganesha, hvor jeg plejede at få lavet huller i ørerne, da jeg var teenager og hvor de uden problemer kunne fikse den ene halskæde. 

(Marguerit-halskæden kan nemlig slet ikke fikses, belærte en sur dame hos Georg Jensen mig om) 

Jeg går ud fra at det der med at være snobbet, sur og arrogant er noget af det man bliver ansat på, hvis man gerne vil være guldsmedeekspedient. Man skulle jo nødig behandle sine kunder som om de betød noget, vel?

Sommerens største litterære overraskelse

Jeg vovede at logge på twitter et sted ude på landet, da Jakob og jeg rejste rundt i Tyrkiet i sommers. Twitter svømmede nærmest over med tweets om noget HELT VILDT!

J.K. Rowling havde skrevet en ny bog.

Min første tanke var "old news", men langsomt gik det op for mig, at der var tale om skandale-afsløring-af-pseudonym og denne her:

Ikke denne her:

Især da jeg åbnede facebook stod det klart, at det var BIG NEWS, for adskillelige litteratur-veninder havde skrevet til mig derinde.

Selvfølgelig skal jeg læse den.
Jeg er igang.

Hvornår er man for gammel til at have maddage?

Jeg er i hvert fald ikke. Jakob og jeg har delt ugens dage mellem os, så jeg også kommer til at lave noget mad. Og nu tror du nok, at Jakob var træt af at være den der lavede mad, men det var faktisk mig der var træt af ikke at lave mad. Så det var min idé.

Jeg fik godt nok idéen for over et år siden, mens vi var i USA og vi har først fået det indført nu. Bedre sent end aldrig vil jeg sige, for det fungerer virkelig godt.

Bortset fra en ting: Selv når jeg har hele køkkenet for mig selv, er jeg fuldstændig uinspireret. Jeg kan ikke bare åbne køleskabet og bikse et eller andet sammen af det der er derinde. Det tager laaang tid at surfe efter gode opskrifter, så jeg kan udvide mit ret sparsomme repertoire.

I mellemtiden får I opskriften på min signaturret:
"Frisk pasta med serranoskinke og hjemmelavet pesto"

Rist en håndfuld mandler på panden, hak dem, put dem i en blender. Skyld en (stor) håndfuld frisk basilikum og hak det. Put det i blenderen. Skær et stykke på ca. 2 cm. af din parmasanost, hak det groft, put det i blenderen. Tilsæt olivenolie til du skammer dig. Muligvis lidt vand. Et par dråber hvidvinseddike og et par dråber worcestershire sauce (kan udelades). Blend grundigt. Smag til med salt og peber. Du har pesto.

Kog noget frisk pasta i en gryde og bland pestoen i. Placér pastaen i en dyb tallerken. Riv serranoskinken i mindre stykker og put det på pastaen.

Voila! (og gid jeg havde et billede af det. Det er ikke god madblogger-stil det her) (det er desuden Jakobs opskrift på pesto).

Jeg hader i virkeligheden at prøve jeans

I går havde jeg givet mig selv lov til at købe et par nye jeans og jeg havde virkelig været optimistisk omkring det og taget ja-hatten på og sørget for hverken at være sulten eller tissetrængende da jeg trådte ind i forretningen.

Første udfordring var at finde ud af hvilken størrelse, jeg egentlig bruger. Godt nok blev jeg målt på alle leder og kanter i Levi's i San Francisco sidste år, men jeg kan ikke huske et ord af hvad de sagde. Forfra igen.

"Hvad størrelse vil du tro at jeg bruger?" spurgte jeg ekspedienten.
Hun kastede et vurderende blik på mine ben og svarede "25 eller 26".
Nå ja, hvis damen siger det, tænkte jeg og greb et par bukser.

Det næste der sker er at mit ben sidder seriøst fast i et bukseben og jeg ligeså stille må arbejde det ud igen. Bukserne er 4-5 numre for små og godt nok skal jeans sidde stramt, men jeg foretrækker at mine lår ikke er blottede, så jeg beder om nogle der er lidt større. Og så igen om nogle der er lidt større. Og så igen.

Til sidst får jeg et par bukser i hænderne som jeg rent faktisk kan få på - og selvom de måske ikke lige er dem jeg synes er de pæneste i forretningen, så køber jeg dem. Simpelthen fordi jeg kan få dem på. Knappe knappen og lyne lynlåsen.

Jeg indrømmer det: Jeg blev forpustet og jeg købte det par jeg købte, fordi jeg ikke orkede at prøve flere. Jeg hader at stå der og tage alt for stramme bukser af og på. Jeg vil meget hellere købe kjoler.

Men nu er det heldigvis overstået og så må vi se, hvornår jeg får lyst til at trække maven så meget ind, at jeg kan få dem på igen... (og midlertidigt vakuum-pakke mine ben) (godt at de giver sig).

Jeg bilder mig selv ind at jeg lever nogenlunde sundt i øjeblikket...

... men så ser jeg de billeder jeg har lagt på Instagram de sidste fem dage:

Kan man tale om et mindre selvbedrag?
Hold-nu-op det var noget lækker kage. Og fødselsdagssæsonen er begyndt.

Hvis du også har instagram kan jeg desuden findes under navnet "tilsyvende" og jeg stopper stadig med at lægge indlæg på facebook lige om lidt, sååå... psst... www.bloglovin.com/tilsyvende.

Når universitetet byder op til dans

Det er nu jeg rejser mig fra bænken og tager universitetet i hånden i håbet om nænsomt at blive drejet rundt og ikke trådt over tæerne. Det er nu jeg er trådt ud af arbejdsløshedskøen og nu jeg er SÅ KLAR til den kandidat.

Men er jeg klar til endnu en dans med universitetet? For det er jo ikke kendt for at være den mest opmærksomme dansepartner - og selvom jeg allerede har gået der i tre år, så kender jeg stadig ikke alle trinene. Universitetet går til dansen med en vis arrogance.

Alligevel kender jeg det godt efterhånden, universitetet, og jeg ved, at der bag den lidt kolde facade gemmer sig noget virkelig fint og det er det der hedder viden og det er det, jeg er der for.

Jeg er der ikke for at kunne finde rundt på verdens mest forvirrende hjemmeside, jeg er der ikke for at bøvle med undervisnings- og eksamenstilmeldinger eller for at fare vild i studieordninger.

Jeg har bestilt et studiekort, printet en indskrivningsbekræftelse og pudset danseskoene. Dansen begynder til september.

Surdejens 1 års fødselsdag

I disse dage er det et år siden, at Jakob åbnede alletiders klassiker; God mad let at lave og biksede en surdej sammen. Surdejen har siden den dag været en fast del af vores hverdag og har forsynet os med mange lækre hjemmebagte rugbrød. Ugentligt. Aldrig, aldrig går vi tilbage til købe-rugbrød.

Henover sommeren har surdejen været i pleje og den var højt på strå, da den vendte hjem, for den havde nemlig fået at vide, at den var en rigtig god surdej, der ovenikøbet lugtede af øl.

Surdejen kan ellers godt have noget af et temperament:

Faktisk har jeg den mistænkt for slet ikke at kunne lide mig. For det er altid når jeg er alene hjemme, at den begynder at sprutte og sige mærkelige lyde.

Her efter et år er vi dog begyndt at finde hinanden.
Hurra for surdejen!

PS. Fordi jeg snart stopper med at lægge blogindlæg på facebook, har jeg fået lavet mig en bloglovin-profil. Du kan tilgå den på www.bloglovin.com/tilsyvende - på den måde bliver det alligevel nemt at følge bloggen.

Og så skete der noget

I går erklærede jeg ferien for færdig og lagde op til, at nu måtte der altså gerne snart begynde at ske noget igen.

Voila: Et par timer senere er budskabet nået frem til Helle Thorning og Politiken sender mig en BREAKING NEWS-besked om en kommende ministerrokade.

Endelig fik journalisterne noget at snakke om!
Jeg giver dem alle sammen 12 i at træde vande. I over en måned.

Og nu kommer advarsel nr. 2: Husk at følge bloggen via bloglovin eller på anden vis, for om 5 indlæg bliver der ikke lagt mere på facebook.

Ferien er slut (har jeg bestemt)

Der er næsten en måned til at mit studie begynder og jeg (endelig) får en "hverdag" igen, men jeg er temmelig hurtigt blevet træt af det der med at sove længe og slappe af hele tiden, så nu har jeg besluttet at ferien er slut - og der er også en masse projekter at gå igang med, så det var vel egentlig nærmest på tide.

Ferieafslutningen betyder også, at jeg vil begynde at blogge igen. Det har taget mig dagevis at få sat mig ned og få skrevet det her indlæg - for hvordan griber man det lige an, det der med at begynde igen? Det var sværere end forventet.

I de næste syv indlæg vil jeg desuden opfordre jer, der læser min blog via facebook, til enten af bogmærke den eller istedet at følge den på bloglovin; jeg har nemlig besluttet mig for at stoppe med at lægge indlæg op på min facebook-væg. Også selvom jeg givetvis mister en del læsere, ja.

Og nu hvor ferien er slut kunne det være fedt, hvis:

- Vejrudsigterne kunne holde op med at tage en time og foregå på Bornholm.
- DR2 Morgen startede igen.
- Folk tjekkede deres mails
- Nyhederne kunne få noget substans

Og ikke flere instagram-billeder af jordbær og solnedgange, Danmark!
Alting har en ende.
Basta.