På den måde passer vi ret godt sammen. Se bare:
 |
| Bare rolig. Det er ikke kaffe jeg har købt - det er tyktflydende, varm chokolade. |
Det er kun fordi I ikke har smagt den:
 |
| Opskrift HER. |
onsdag den 27. marts 2013
Billeder af kage
Russerne har en sød tand. Det har jeg også.
På den måde passer vi ret godt sammen. Se bare:
Efter en kagerig forlænget weekend i St. Petersborg vil det måske undre nogen, at jeg kunne have trang til at lave cheesecake med hvid chokolade i går.
Det er kun fordi I ikke har smagt den:
Pyh! Personligt er jeg ret glad for at påskemaden er lidt lettere end julemaden. Hvis du gerne vil læse mere om min tur, så har min rejsekammerat skrevet DETTE smukke indlæg. God påske!
På den måde passer vi ret godt sammen. Se bare:
Det er kun fordi I ikke har smagt den:
tirsdag den 26. marts 2013
Hvordan man vækker en russisk dame...
… Brugte jeg det meste af en nat i fortryllende Skt. Petersborg på at spekulere over. Lysvågen på den mørke sovesal, i et snorkehelvede af den anden verden, stod det klart for mig, at det var alt for lang tid siden jeg sidst havde været ude at rejse; ellers havde jeg aldrig glemt mine ørepropper.
For uanset hvor magisk det kan være at opleve et nyt sted – med alt hvad det bringer med sig – så har man også bare nogle gange brug for at kunne lukke det ude. Især når det er en enerverende snorken der vælter ud af en midaldrende russisk kvindes næsebor.
Jeg gjorde alt muligt for at vække hende. I starten forsøgte jeg mig med et par dybe, velplacerede og tilpas irriterede suk – det skete der ikke noget ved. Jeg vendte mig voldsomt rundt i sengen, lagde hovedpuden henover mit hoved, hvorefter jeg satte mig op og stirrede ondt på damen. Det gav intet resultat. Overhovedet.
Jeg forsøgte mig med et par enkelte spark på hendes sengegærde, som jeg kunne nå fra min egen seng, men der skete ikke andet, end at jeg fik lidt ondt i min fod. Jeg overvejede at tænde lyset. Jeg trampede (så meget jeg nænnede) ud i receptionen, for at spørge om de havde nogle ørepropper, men nænnede ikke at vække receptionisten.
Til sidst fandt jeg to vatrondeller i min toilettaske og stoppede dem ind i mine ører. Det hjalp overhovedet ikke. Jeg var ved at blive vanvittig, da der pludselig lød et højt bump: En anden russisk kvinde hoppede ned fra en overkøje - og det er åbenbart det der skal til, hvis du engang skal vække en højlydt sovende russisk dame. Husk det – eller ørepropper.
For du skal tage til St. Petersborg!
For uanset hvor magisk det kan være at opleve et nyt sted – med alt hvad det bringer med sig – så har man også bare nogle gange brug for at kunne lukke det ude. Især når det er en enerverende snorken der vælter ud af en midaldrende russisk kvindes næsebor.
Jeg gjorde alt muligt for at vække hende. I starten forsøgte jeg mig med et par dybe, velplacerede og tilpas irriterede suk – det skete der ikke noget ved. Jeg vendte mig voldsomt rundt i sengen, lagde hovedpuden henover mit hoved, hvorefter jeg satte mig op og stirrede ondt på damen. Det gav intet resultat. Overhovedet.
Jeg forsøgte mig med et par enkelte spark på hendes sengegærde, som jeg kunne nå fra min egen seng, men der skete ikke andet, end at jeg fik lidt ondt i min fod. Jeg overvejede at tænde lyset. Jeg trampede (så meget jeg nænnede) ud i receptionen, for at spørge om de havde nogle ørepropper, men nænnede ikke at vække receptionisten.
Til sidst fandt jeg to vatrondeller i min toilettaske og stoppede dem ind i mine ører. Det hjalp overhovedet ikke. Jeg var ved at blive vanvittig, da der pludselig lød et højt bump: En anden russisk kvinde hoppede ned fra en overkøje - og det er åbenbart det der skal til, hvis du engang skal vække en højlydt sovende russisk dame. Husk det – eller ørepropper.
For du skal tage til St. Petersborg!
onsdag den 20. marts 2013
Jeg sammenligner mig selv med Carrie Bradshaw
Men hvad har vi egentlig tilfælles?
Hun er klummeskribent og forfatter. Jeg drømmer om at være ting som klummeskribent og forfatter. Hun bruger gigantiske summer på tøj og sko. Jeg bruger det jeg kan skrabe sammen på rejser. Hun kører med taxa rundt på Manhatten. Jeg cykler rundt i Aarhus. I frostvejr.
Det er yderst sjældent, at jeg har råd til at spise frokost på café med veninderne - og sjældent at veninderne har det. Jeg smører leverpostejsmadder tidligt om morgenen, mens Carrie Bradshaw - klummeskribent og forfatter - spiser ude hver dag, køber sko fra Manolo Blahnik og designerkjoler. I den virkelige verden ville hun være på dagpenge. Nej det er ikke bitterhed du kan spore. Jeg siger det bare.
I Carrie Bradshaws liv sker der desuden konstant ting, der forvandler sig til stof til hendes fantastiske klumme, som endda har en reklame på siden af en bus (?). Jeg skriver derimod om fitness, SATC og andre hverdagsting.
Og det her indlæg giver ingen mening, hvis man ikke har set serien. Til gengæld afslører jeg endnu engang mig selv som last mover.
Hun er klummeskribent og forfatter. Jeg drømmer om at være ting som klummeskribent og forfatter. Hun bruger gigantiske summer på tøj og sko. Jeg bruger det jeg kan skrabe sammen på rejser. Hun kører med taxa rundt på Manhatten. Jeg cykler rundt i Aarhus. I frostvejr.
Det er yderst sjældent, at jeg har råd til at spise frokost på café med veninderne - og sjældent at veninderne har det. Jeg smører leverpostejsmadder tidligt om morgenen, mens Carrie Bradshaw - klummeskribent og forfatter - spiser ude hver dag, køber sko fra Manolo Blahnik og designerkjoler. I den virkelige verden ville hun være på dagpenge. Nej det er ikke bitterhed du kan spore. Jeg siger det bare.
I Carrie Bradshaws liv sker der desuden konstant ting, der forvandler sig til stof til hendes fantastiske klumme, som endda har en reklame på siden af en bus (?). Jeg skriver derimod om fitness, SATC og andre hverdagsting.
Og det her indlæg giver ingen mening, hvis man ikke har set serien. Til gengæld afslører jeg endnu engang mig selv som last mover.
tirsdag den 19. marts 2013
Jeg ved jeg skal "stramme op" når...
- Jeg er så distræt, at jeg kommer til at vade direkte ind i mændenes omklædningsrum anden gang jeg er i fitnesscenter.
- Selv den ældre dame på "stram op"-holdet klarer øvelserne bedre end mig.
- Jeg kommer til fysioterapeut morgenen efter "stram op" og indser, at man aldrig skal tage til fitness dagen før man skal til fysioterapeut. Avs avs avs.
- Jeg spiser to romkugler og en halv pizza søndag eftermiddag. Umiddelbart efter jeg har brokket mig over voksne der opfører sig som 16-årige.
- Jeg selv opfører mig som en teenager og tager det her billede på Vejle station:
- Jeg bliver ved med at skrive blogindlæg om fitness selvom jeg har lovet både mig selv og jer at få det stoppet.
Sååå det stopper nu. Mit liv består nemlig ikke kun af fitness og tilfældige pinligheder (vel?). I overmorgen rejser jeg f.eks. til St. Petersborg. Det er nye toner. Fra øst.
- Selv den ældre dame på "stram op"-holdet klarer øvelserne bedre end mig.
- Jeg kommer til fysioterapeut morgenen efter "stram op" og indser, at man aldrig skal tage til fitness dagen før man skal til fysioterapeut. Avs avs avs.
- Jeg spiser to romkugler og en halv pizza søndag eftermiddag. Umiddelbart efter jeg har brokket mig over voksne der opfører sig som 16-årige.
- Jeg selv opfører mig som en teenager og tager det her billede på Vejle station:
- Jeg bliver ved med at skrive blogindlæg om fitness selvom jeg har lovet både mig selv og jer at få det stoppet.
Sååå det stopper nu. Mit liv består nemlig ikke kun af fitness og tilfældige pinligheder (vel?). I overmorgen rejser jeg f.eks. til St. Petersborg. Det er nye toner. Fra øst.
lørdag den 16. marts 2013
På udebane
Okay. Så jeg tog i fitnesscenter først på ugen. Det lyder måske meget normalt, men det var første gang jeg nogensinde var i et fitnesscenter. Da det først var lykkedes mig at vende mit kort rigtigt og komme ind i centeret, var det første der mødte mig den der indelukkede svedlugt vi alle sammen kender fra de måtter vi slog kolbøtter på i folkeskolen.
En lugt der instantly mindede mig om hvorfor og hvor meget jeg altid har hadet sport og motion. Ikke fordi jeg ikke gerne vil være sund, men fordi jeg ikke forstår hvorfor det skal være forbundet med så mange ydmygelser. Som f.eks. at klæde om i lidt for tæt nærkontakt med slanke, solbrune, veltrænede blondiner i et overfyldt omklædningsrum.
Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på, da jeg besluttede mig for at tage derhen. Indtil jeg stod i omklædningsrummet havde jeg i hvert fald fuldstændig glemt at der fandtes sådan noget som indendørsko og sports-BH'er. Jeg havde ikke engang taget et par ekstra sokker med.
Således kun halvt udstyret til fitness listede jeg ud af omklædningsrummet på jagt efter en tyk pige jeg kunne spørge om vej til det rum hvor træningen skulle foregå. Heldigvis dukkede den sødeste tykke pige op. Når jeg i forvejen er så meget på udebane, i udendørs sko, alene, totalt desorienteret og lettere intimideret er der ingen der får mig til at spørge en solbrun fitnessdulle om vej. No way. Jeg holder mig til folk på mit eget niveau. Tyndfed as I am.
Jeg ankom til lokalet 20 minutter for tidligt og måtte stå og vente udenfor, mens folk løftede vægte rundt omkring mig. Her gik det op for mig, at man åbenbart har en vandflaske med når man er til fitness. Alle de andre havde vandflasker. Jeg følte mig virkelig som en taber. Køen voksede foran døren og jeg besluttede at holde mig til en gruppe piger der heller ikke virkede helt trygge ved situationen.
Selve træningen var faktisk super god. Selvom jeg obviuosly ikke ved noget om fitness har jeg sådan en teori om, at der altid er én på et fitnesshold der ikke rigtig kan følge med. Den eftermiddag var jeg den person. Men det gjorde mig godt, at få trænet. Jeg havde ondt i mavemusklerne i tre dage bagefter, hvilket har betydet at det har været meget smertefuldt (bogstavelig talt) at grine af den her historie før nu.
Jeg glæder mig til at komme af sted igen, mest pga. den rare følelse man har i kroppen (og samvittigheden) bagefter.
En lugt der instantly mindede mig om hvorfor og hvor meget jeg altid har hadet sport og motion. Ikke fordi jeg ikke gerne vil være sund, men fordi jeg ikke forstår hvorfor det skal være forbundet med så mange ydmygelser. Som f.eks. at klæde om i lidt for tæt nærkontakt med slanke, solbrune, veltrænede blondiner i et overfyldt omklædningsrum.
Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på, da jeg besluttede mig for at tage derhen. Indtil jeg stod i omklædningsrummet havde jeg i hvert fald fuldstændig glemt at der fandtes sådan noget som indendørsko og sports-BH'er. Jeg havde ikke engang taget et par ekstra sokker med.
Således kun halvt udstyret til fitness listede jeg ud af omklædningsrummet på jagt efter en tyk pige jeg kunne spørge om vej til det rum hvor træningen skulle foregå. Heldigvis dukkede den sødeste tykke pige op. Når jeg i forvejen er så meget på udebane, i udendørs sko, alene, totalt desorienteret og lettere intimideret er der ingen der får mig til at spørge en solbrun fitnessdulle om vej. No way. Jeg holder mig til folk på mit eget niveau. Tyndfed as I am.
Jeg ankom til lokalet 20 minutter for tidligt og måtte stå og vente udenfor, mens folk løftede vægte rundt omkring mig. Her gik det op for mig, at man åbenbart har en vandflaske med når man er til fitness. Alle de andre havde vandflasker. Jeg følte mig virkelig som en taber. Køen voksede foran døren og jeg besluttede at holde mig til en gruppe piger der heller ikke virkede helt trygge ved situationen.
Selve træningen var faktisk super god. Selvom jeg obviuosly ikke ved noget om fitness har jeg sådan en teori om, at der altid er én på et fitnesshold der ikke rigtig kan følge med. Den eftermiddag var jeg den person. Men det gjorde mig godt, at få trænet. Jeg havde ondt i mavemusklerne i tre dage bagefter, hvilket har betydet at det har været meget smertefuldt (bogstavelig talt) at grine af den her historie før nu.
Jeg glæder mig til at komme af sted igen, mest pga. den rare følelse man har i kroppen (og samvittigheden) bagefter.
søndag den 10. marts 2013
Vigtigheden af billige skraldeposer
"Nu skal du se hvad jeg har købt i Harald Nyborg!"
Sagde Jakob begejstret lørdag eftermiddag, da jeg kom hjem fra arbejde. Han hev en pose frem og gav sig til begejstret at fremvise indholdet en genstand ad gangen. Jeg kunne godt fornemme at det bedste blev gemt til sidst.
Først var der, til min store begejstring, nye cykellygter til mig! Så var der en masse kedelige dimser til Jakobs cykel, efterfulgt af endnu en bonusting, nemlig en hængelås jeg skal bruge, når jeg skal til fitness.
Afsløringen af posens resterende indhold blev naturligvis akkompagneret af et behørigt
"Oooog..."
Inden to ruller skraldeposer blev fremtryllet.
Jeg blev så paf at jeg kom til at spørge: "Hvad er det?"
"Skraldeposer til 5 kr!!"
"Åh. Jeg troede det ville være noget spændende..."
Kom jeg til at sige.
"Jamen er det ikke bare VILDT billigt?"
Der er tydeligvis noget her hvis vigtighed jeg overhovedet ikke har forstået omfanget af. Skynd jer i Harald Nyborg.
Sagde Jakob begejstret lørdag eftermiddag, da jeg kom hjem fra arbejde. Han hev en pose frem og gav sig til begejstret at fremvise indholdet en genstand ad gangen. Jeg kunne godt fornemme at det bedste blev gemt til sidst.
Først var der, til min store begejstring, nye cykellygter til mig! Så var der en masse kedelige dimser til Jakobs cykel, efterfulgt af endnu en bonusting, nemlig en hængelås jeg skal bruge, når jeg skal til fitness.
Afsløringen af posens resterende indhold blev naturligvis akkompagneret af et behørigt
"Oooog..."
Inden to ruller skraldeposer blev fremtryllet.
Jeg blev så paf at jeg kom til at spørge: "Hvad er det?"
"Skraldeposer til 5 kr!!"
"Åh. Jeg troede det ville være noget spændende..."
Kom jeg til at sige.
"Jamen er det ikke bare VILDT billigt?"
Der er tydeligvis noget her hvis vigtighed jeg overhovedet ikke har forstået omfanget af. Skynd jer i Harald Nyborg.
torsdag den 7. marts 2013
Nogle gange tager jeg en pause fra verden
... og forsvinder ind i fiktionen.
Derfor ville jeg være en uforskammet ringe nyhedsjournalist. Jeg er ikke en utrættelig, umættelig person i evig jagt på næste store scoop, næste vigtige afsløring, næste historiske begivenhed.
I perioder følger jeg grundigt og minutiøst med i alt hvad der foregår og svælger I diskussioner om international politik, SU-reform, overenskomstkonflikter, hestekød og andre temaer med mere eller mindre nyhedsværdi.
Men pludselig - og der er sikkert mange der kender det - bliver det for meget. Verden hænger én langt ud af halsen, uanset hvor virkelig eller uvirkelig den er.
Det er når den hænger der, at jeg ved, at jeg ikke er Katrine Fønsmark fra Borgen, at jeg ikke ubetinget kan blive ved med at interessere mig for det politiske liv alle årets 365 dage.
Det er forkert at lukke øjnene for verden, ja, men jeg er forhåbentlig ikke den eneste der synes, at den kan virke lidt overvældende nogle gange, når vi zapper igennem folkekongres i Kina, Hugo Chavez' død og hjemlige bandekonflikter på få minutter.
Nogle gange får den min fulde opmærksomhed. Andre gange får den kun et halvt øre.
Derfor ville jeg være en uforskammet ringe nyhedsjournalist. Jeg er ikke en utrættelig, umættelig person i evig jagt på næste store scoop, næste vigtige afsløring, næste historiske begivenhed.
I perioder følger jeg grundigt og minutiøst med i alt hvad der foregår og svælger I diskussioner om international politik, SU-reform, overenskomstkonflikter, hestekød og andre temaer med mere eller mindre nyhedsværdi.
Men pludselig - og der er sikkert mange der kender det - bliver det for meget. Verden hænger én langt ud af halsen, uanset hvor virkelig eller uvirkelig den er.
Det er når den hænger der, at jeg ved, at jeg ikke er Katrine Fønsmark fra Borgen, at jeg ikke ubetinget kan blive ved med at interessere mig for det politiske liv alle årets 365 dage.
Det er forkert at lukke øjnene for verden, ja, men jeg er forhåbentlig ikke den eneste der synes, at den kan virke lidt overvældende nogle gange, når vi zapper igennem folkekongres i Kina, Hugo Chavez' død og hjemlige bandekonflikter på få minutter.
Nogle gange får den min fulde opmærksomhed. Andre gange får den kun et halvt øre.
onsdag den 6. marts 2013
Det begynder at blive pinligt
Jung Wien, fin de siécle-tidens saloner i Paris og historien om gamle arvestykkers vandring gennem historien i hænderne på en af datidens Europas rigeste jødiske familier versus New York City, glimmer, glamour og 00'ernes ubekymrede, sexede charme.
Et nemt valg, ville mange mene - og vælge det sidste. For det første alternativ lyder halvvejs kedeligt og halvvejs uforståeligt i manges ører. Men for mig er det hjerteblod. Det er noget af det jeg interesserer mig allermest for i hele verden. Derfor er jeg selvfølgelig også i gang med at læse en bog om det. Problemet er bare:
Det har jeg været rimelig længe. Så længe at det begynder at blive pinligt.
"Haren med de ravgule øjne" er en fantastisk bog, som I får en mini-anmeldelse af engang om 100 år når jeg er færdig med at læse den.
De her fire damer bliver bare ved med at forsinke mig:
Og ja, måske var det også på tide at jeg fik set den serie.
Siger jeg til mig selv.
Siger jeg til mig selv.
tirsdag den 5. marts 2013
Lækre genbrugsfund
Alligevel er der faktisk utrolig mange genbrugs/loppefund i vores hjem og i weekenden stødte to mere til samlingen. En flot broderet pude og en avisholder. Jeg havde længe ønsket mig en avisholder til blade og bøger der ligger og flyder rundt omkring i stuen. Nu skal de bare fyldes i den.
mandag den 4. marts 2013
Forgot your password?
Er jeg den eneste der er totalt blank, når det kommer til at huske passwords til de milliarder af ting man åbenbart skal have passwords til i dag? Er der andre, der også er mere med på hvad der sker når man trykker "jeg har glemt koden" end når man rent faktisk kan huske den?
Hvordan husker andre mennesker deres koder til fem forskellige e-mails (I kid you not), simkort, iCloud, Apple-id, facebook, instagram, endomondo, to twitter-kontoer, bloglovin, biblioteket, statsbiblioteket, firstclass, lægevejen, DSB app, dropbox, linkedin, uni, netbank - og nu også fitnessworld?
Min hukommelse har sagt klart nej til opgaven, så jeg har taget konsekvensen og er begyndt at skrive dem ned. Hvis du vil stjæle min identitet (det vil du ikke), så stjæl min kalender. (shhh).
Hvordan husker andre mennesker deres koder til fem forskellige e-mails (I kid you not), simkort, iCloud, Apple-id, facebook, instagram, endomondo, to twitter-kontoer, bloglovin, biblioteket, statsbiblioteket, firstclass, lægevejen, DSB app, dropbox, linkedin, uni, netbank - og nu også fitnessworld?
Min hukommelse har sagt klart nej til opgaven, så jeg har taget konsekvensen og er begyndt at skrive dem ned. Hvis du vil stjæle min identitet (det vil du ikke), så stjæl min kalender. (shhh).
søndag den 3. marts 2013
Badedragt og bollehår
Jeg synes det har været en meeeeget laaaang vinter! Faktisk har det været den vinter, der har føltes længst siden vinteren 2008. Men nu er den slut (jo den er) og et nyt liv begynder.
Det er et liv med helt nye regler!
Nogle er hjemmebryggede: Jeg skal skippes af sted til yoga og/eller pilates mindst to gange om ugen - og se at få købt mig en badedragt så jeg kan være bekendt at gå i svømmehallen. Altså når jeg er kommet mig over min forkølelse, hæ.
Andre er udefrakommende: Som f.eks. at jeg skal lave 10 nakkeøvelser med 2 timers mellemrum. Hvilket giver mig kronisk bollehår, da øvelserne mest går ud på at jeg skal gnide mig op af en dør mens jeg 10 gange prøver at få så meget dobbelthage som muligt. Jeg lover at jeg holder det væk fra offentligheden.
Bare det virker!
Det er et liv med helt nye regler!
Nogle er hjemmebryggede: Jeg skal skippes af sted til yoga og/eller pilates mindst to gange om ugen - og se at få købt mig en badedragt så jeg kan være bekendt at gå i svømmehallen. Altså når jeg er kommet mig over min forkølelse, hæ.
Andre er udefrakommende: Som f.eks. at jeg skal lave 10 nakkeøvelser med 2 timers mellemrum. Hvilket giver mig kronisk bollehår, da øvelserne mest går ud på at jeg skal gnide mig op af en dør mens jeg 10 gange prøver at få så meget dobbelthage som muligt. Jeg lover at jeg holder det væk fra offentligheden.
Bare det virker!
Abonner på:
Opslag (Atom)