Er jeg fitnesstypen?

Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har været inde på Fitnessworlds hjemmeside nu. Hver gang med den klare intention at melde mig ind. Alligevel er det som om der er et eller andet der stopper mig hver gang. Det er egentlig ikke prisen som sådan.

Det er nok mere det, at jeg aldrig har set mig selv som fitnesstypen, at jeg synes det er skørt at vi skal stå og svede sammen i centre og hvad tager man overhovedet på?

De fleste jeg kender er tilmeldt et fitnesscenter, så jeg ved ikke hvorfor jeg render rundt med den fordom, at det kun er overskudsagtige unge kvinder med styr på alt – og i øvrigt råd til fedt tøj – der går i fitnesscenter. Det ved jeg godt at det ikke (kun) er, men jeg ved, at jeg kommer til at føle mig malplaceret og kommer til at skulle overvinde mig selv.  Ikke at jeg ikke er ung – det er mere det med overskuddet der kniber. Og tøjet.

Så sidder jeg der og stirrer på Fitnessworlds lokkende hjemmeside med billeder af sunde mennesker og fristende tilbud og tænker: Er jeg overhovedet fitnesstypen? Mens jeg kører musen over ”meld dig ind her” 117 gange. Jeg ved godt, at man stadig må belønne sig selv med en trøffel med farvet krymmel efter en lang dag på arbejdet, selvom man er medlem af et fitnesscenter. Men alligevel?

Jeg melder mig ind i morgen. Tror jeg. Men lov mig lige, at jeg ikke bliver en af dem, der ikke kan snakke om andet.

Mens vi venter på at det skal blive juli

Det kommer sikkert ikke bag på mange, at jeg elsker at rejse. Faktisk er der næsten ikke nogle grænser for, hvor længe jeg vil sidde ved kassen, gøre rent, være arbejdsløs eller foretage mig andre dybt ubehagelige ting, hvis jeg ved, at der vanker en rejse på den anden side.

Det er udlængslen og forventningen om kommende rejser, der får mig igennem en vinter som denne med humøret nogenlunde i behold. Det er når man kan låne biblioteksbøger som dem her:

... og bare tanken om at backpacke rundt i smukke Tyrkiet til sommer. Breathtaking landskaber, eksotiske byer, lækker mad og fremmede himmelstrøg.

Desværre er der stadig alt for længe til sommer, så det er godt at min udlængsel kan få et lille, tiltrængt sneak peak, når jeg flyver til Skt. Petersborg sammen med hende her om under en måned.

Cykeltyven

Jeg gad godt have set det, men jeg lå på sofaen under et tæppe tog en laaaang eftermiddagslur - bare fordi jeg kunne. Fordi det var lørdag.

Jakob har stjålet sin egen cykel.

Det tog ham en time at skære låsen over, før han stolt kunne komme indenfor til sin, nu vågne, kæreste og erklære, at han havde bestået prøven som cykeltyv.

Jeg tænkte ved mig selv, at nogen muligvis ville blive lidt mistænksomme, hvis han stod ude på gaden og savede på en cykellås i en times tid. Men det er nok bare mig, der ikke kender branchen.

Så længe han holder sig til at stjæle cykler han allerede ejer og fikse lygterne på min, så er jeg er vældig glad.

De tusind hovedpiners tid

En aften tidligere på ugen lå jeg og kom til at tænke på hovedpiner og alle de slags, jeg efter flere års lomme-empiriske undersøgelser, kan konkludere at der findes.

Den hovedpine man får når man har influenza, den hovedpine man får når man har slået hovedet, den hovedpine man får når man har en klump i halsen, den hovedpine man får når man har stirret for længe ind i en skærm, den hovedpine man får når man drikker sin slush-ice for hurtigt, den hovedpine man får når man dykker ned i iskoldt vand, den hovedpine man får når man har sovet på noget hårdt, den hovedpine man får når man har tømmermænd, den hovedpine man får når der er skimmelsvamp, den hovedpine man får når man ser dårligt, den hovedpine man får når man får solen direkte i øjnene og mange, mange flere...

Vi går rundt i en kold, smådigital, underlig verden, i hæsblæsende rammer vi selv har skabt, med vores alt for skrøbelige hoveder. Hoveder der måske i virkeligheden ikke altid er så fantastiske som vi går og tror. 

Frys!

Jeg kan se, at der er en der er blevet ledt herind på bloggen ved at søge på "opmuntring". Tja. Det finder man ærlig talt ikke meget af her for tiden. Jeg hader at skrive om vejret her på bloggen, men helt ærligt, hvor længe har det lige været vinter nu? Den er ved at blive ret svær at ignorere...

Tirsdag aften da jeg kom hjem, vaklede jeg ind på sofaen og krøb ned under et tæppe. Min ryg gør ondt og mit hoved. Det er slet ikke til at være nogen steder.

Vi går alle sammen rundt i vores vinterjakker som små ildelugtende telte og skutter os og bliver helt anspændte. Jeg gør i hvert fald. Når jeg kigger rundt på Aarhus får jeg daglige flashbacks til kolde Bratislava som jeg besøgte i februar 2008 (også dengang var jeg skør, men det var en god tur).

Lægen undersøgte min smertende vinterryg den anden dag. Det viser sig at jeg har spændt så meget, at jeg ikke selv kan løsne det igen. Arhjmen, helt ærligt: Jeg mener det, når jeg siger at jeg trænger til at slappe af.

"Du har en rigtig hestepigeryg" sagde lægen til mig "et flot svaj og en strutmås"

Jeg må hellere lige understrege, at det (heldigvis) er en kvindelig læge jeg går til - og at jeg ikke er hestepige.

Almen velfærdsnavigation

Jeg er forhåbentlig ikke den eneste, der går rundt og synes, at der mangler et par fag i folkeskolen/gymnasiet - at der er noget viden, man godt lige ville være blevet introduceret lidt grundigere til, inden man blev erklæret flyveklar.

Nu tror du sikkert, at jeg synes der skal være et helt fag, der kun handler om litteratur (det synes jeg også) eller mere seksualundervisning, men det er ikke det, der går mig på.

Det er simpelthen den afgrundsdybe mangel på undervisning i emner som privatøkonomi, skattesystemet og dagpengesystemet, der generer mig. Dagligt.

Jeg gad da godt vide, hvad jeg skulle med ting som forskudsopgørelse og årsopgørelse. Det tog mig lang tid at forstå forskellen mellem skattekort, frikort og bikort. Hele feriepenge-systemet er stadig én stor gåde for mig og dagpengesystemet er en kamp at navigere i.

Jeg synes det er naivt/arrogant af systemet blot at antage, at vi alle sammen har helt styr på hvad der foregår. For jeg er da virkelig glad for, at jeg godt kan overskue at lave grundig research på diverse statslige hjemmesider.

Et solidt grundkursus ville være et hit! (jo det ville)

Og chaufføren talte kun tysk!

Hold op hvor er der blevet skrevet og sagt meget de sidste par dage om danske unges opførsel i Prag. Selvfølgelig er jeg helt enig i, at rejseselskabet ikke har holdt hvad de lovede og ikke har taget ordentligt ansvar for de unge, men i stedet overladt dem til sig selv og deres hæmningsløse druk. Så vidt jeg har kunnet læse, har det dog for det meste drejet som om unge på ca. 18 år - altså voksne mennesker der, for de flestes tilfælde, godt kan tage ansvar for sig selv.

Det der chokerer mig er altså ikke kun rejseselskabets håndtering af de unges drukferie. Det der efterlader mig med en lidt dybere rynke i panden end før jeg så Go'Morgen Danmark fredag morgen er, at der, på landsdækkende TV,  kan stå to voksne mennesker på 18 år og i ramme alvor forklare, at de har brug for en dansk guide for at tage en tur til Prag.

Det har heller ikke gjort noget godt for rynken, at en mor udtaler til DR, at hun gik i panik, fordi hendes 18-årige datter havde sms'et til hende, at buschaufføren (på busturen Tjekkiet-Danmark) kun talte tysk!

Jeg synes selvfølgelig, at den kritik der rettes mod rejsebureauet er berettiget, men jeg håber virkelig (og er overbevist om), at det kun er et uheldigt fåtal af Danmarks 18-årige, der ikke føler, at de kan rejse på vinterferie uden at have en barnepige med.

Prag ligger, som bekendt, i et andet land, hvor folk ikke taler dansk (ofte heller ikke tysk, men tjekkisk). Det er jo noget af det der er spændende ved at rejse. Unge mennesker på 18 år skal simpelthen kunne tage til Tjekkiet og et hvilket som helst andet land i Europa, uden behov for dansktalende guider og buschauffører. Det er en del af ens dannelse at lære at være selvstændig og kunne begå sig udlandet. Det er sundt at stå på egne ben.

Forældre skal sende deres 18-årige af sted til "farlige" Prag uden at panikke over, at dansk ikke er et verdenssprog. Selvom bange anelser, når det kommer til de unges ansvarlighed og opførsel, ser ud til at have holdt vand i det her tilfælde. Men hvem er det lige det falder tilbage på, hva?

Kære danske teenagere:
Drop guiderne og rejs noget mere - det trænger I til.

Evnen til at slukke for et TV

Ja-ja. Endnu et indlæg om vores efterhånden ret berømte fjernsyn, som er ved at blive en fast del af vores hverdag.

Især om morgenen, hvor jeg stadig skal komme mig over pludselig at kunne se nyhederne og Go'Morgen Danmark.

Det er også om morgenen, at jeg ofte sidder i sofaen og roser mig selv for, hvor god jeg er til at slukke for flimmerkassen, når der er noget jeg ikke gider at se. Ja-ja, siger jeg til mig selv, der er grænser for hvor tidligt om morgenen jeg har lyst til at se på Morten Messerschmidt. Der er grænser. Hmf.

Så nikker jeg akademikervigtigt for mig selv, indtil jeg omhyggeligt tænder for apparatet på en anden kanal. DR update, f.eks., hvor man sjældent oplever den slags ubehageligheder.

Når jeg slapper af om eftermiddagen er det meningen at jeg skal læse i den (faktisk virkelig gode) BOG jeg er igang med - og efterhånden har været igang med i en evighed. Det er bare som om, at det er lidt sværere at slukke for den ene sæson SATC efter den anden, end det er at slukke for morgenfriske politikere og ubehagelige udtalelser til overfladiske studieværter.

Ups.

PS. Hvis det her indlæg har bestyrket dig i troen på, at jeg intet oplever, så siger vi bare, at det var meningen.

Forladt sofa

Nede i vores gård stod der en dag en rigtig smuk rød sofa. Det var mens vejret pludselig var nogenlunde tørt og det ikke havde sneet et par dage.

Sikke en flot sofa, tænkte jeg, det er nok storskrald... Ih! Hvis bare man havde plads, så tror jeg da nok lige, at jeg kunne finde på at spørge om den ville med op. Fristende, I must say.

Men så så jeg skiltet, der sad fastgjort til den stakkels sofa:

"DETTE ER IKKE STORSKRALD!! HVIS DU FJERNER DEN VIL DET BLIVE MELDT TIL POLITIET"

Stod der.

Okay, okay, hvis det skal være på den måde, tænkte jeg og gav sofaen et undskyldende smil. Vejret blev koldere igen, sneen væltede ned fra himlen...

...og man kan selvfølgelig ikke længere se skiltet på den stakkels sofa, der stadig står nede i gården og venter på sin date.

Der kan den sikkert vente længe, for selvom et fint lag sne har skjult den aggressive meddelelse, så tvivler jeg på, at der stadig er nogen, der har lyst til at invitere den forladte, gennemblødte sofa med op.

En regn af vingummibamser

Er det ikke det man forventer, når man slår katten af tønden? Det gør jeg i hvert fald og det har jeg altid gjort. Nu er det ikke så tit, at jeg slår katten af tønden længere (det hænder), men som barn gjorde jeg det selvfølgelig hvert år til fastelavn.

Kattekonge blev jeg aldrig med mine spagettiarme, til gengæld var jeg hurtigt at finde under tønden, når den endelig gik i stykker og gav slip på sit velsmagende indhold. Hvem gider have en krone af pap, når man i stedet kan fylde lommerne med slik?

I sidste uge hørte jeg mig selv sige sætningen "dengang jeg gik til folkedans...". Det er nemlig en del af min opvækst, som jeg kun har ét eneste klart minde fra: En fastelavnstønde der ligeså stille slås i stykker, spændingen og forventningen (var der  mon små slikposer indeni? Var der skumfiduser? Eller måske karameller?) og skuffelsen da det vælter ud af tønden - med rosiner.

Øv.

Jeg kan sagtens se det fornuftige i, at hverken børn eller voksne skal have slik og kage hver dag, men det er simpelthen imod fastelavnsreglerne at fylde andet i den tønde end godt, usundt slik. Alle børn fortjener at opleve en regn af vingummibamser - også i disse spelttider.

Hvem er den heldige...?

I går trak Jakob vinderen af min GIVE-AWAY. Det skete, som altid, på ægte, analog facon. Se bare her:

Det blev nr. 8 der vandt og det er jo Carina Nissen!

Kan du så se at sende en mail til mig på tilsyvende@gmail.com med din adresse, frøken! Så sørger jeg for, at der bliver skibbet en lækker plakat af sted til dig.

Stort tillykke!

Helles evner som krejler

Man kan sige meget om vores statsminister, men i de her dage ser det ud til, at hun går benhårdt efter jordbunden, jysk velvilje. Hun vil have en rabat. Ingen tvivl om det. En rabat på 1 milliard. Det er noget vi jyder kan forstå. Ikke om vi gider betale fuld pris.

Hvad det lige er vi skal have rabat på, det er vi æ hel sikre på (jeg er i hvert fald ikke, sorry) og stor tiltro har vi nok heller ikke haft til hendes krejlerevner. Er hun en dame der kan finde ud af at prutte om prisen? Tænker man.

Åbenbart! For det ser ud til, at hun så småt har nået det mål, som hun igår - på rigtig vestjysk facon - udtalte at, hun var klar til at kæmpe "temmelig hårdt" for.

De perfekte

Vi kender alle sammen de der perfekte mennesker, der aldrig kommer til at tage en kjole på som langsomt og umærkeligt kravler helt op under jakken, så man pludselig går med bar strømpebukserøv på Brabrandstien.

De står aldrig ved kasselinjen i Føtex og må tømme halvdelen af deres taskes indhold ud på båndet, mens de hviskende messer "shit, shit, shit" indtil de finder pungen der har forputtet sig under giga vanter, en vandflaske, et strømstik, en madpakke, en paraply og en telefon forklædt som ugle.

Perfekte mennesker går ikke hjem gennem aftenmørke Aarhus, mens de undrer sig over, om de mon har glemt en ost på fortovet, som følge af endnu en gennemrodning af (tydeligvis alt for omfattende) taske.

Med andre ord: Perfekte mennesker går glip af alt det sjove.
Godt man ikke er én af dem.

P.S. Husk at deltage i min give-away LIGE HER. 

KLAM give-away

Jeg har fået en fæl svaghed for flotte, grafiske plakater med lækre bogstaver, ord eller motiver. Fuld af begejstring surfer jeg rundt på nettet efter skønne prints. En af de plakatmagere jeg er er specielt glad for er KLAM, som du finder HER.

Derfor er jeg også ekstra glad i dag, fordi KLAM og jeg har haft stukket hovederne sammen og aftalt en give-away til jer, skønne (og trofaste, hold da op!) læsere.

Jeg har været inde på KLAMs flotte hjemmeside og vælge den plakat jeg allerbedst kunne lide. Den kan du vinde og den ser sådan her ud:

Hold dig ikke tilbage, men grib tastaturet og skriv en kommentar til det her indlæg. Så kommer du med i lodtrækningen, som jeg foretager fredag d. 8. februar.

Held og lykke!

PS. Rammen følger ikke med i gevinsten. 

Invasionen fortsætter

Den larmer, den brummer, den fylder uforskammet meget, set i forhold til moderne elektronik, og så er den ovenikøbet gammel: Jakobs stationære computer. Som jeg nogle gange har drillet ham med og af og til har undret mig over, hvorfor stadig var nødvendig.

Lige indtil den dag hvor han besluttede sig for, at det var den da heller ikke længere. Den skulle kasseres. Pyh, tænkte jeg, det var på tide, at han indså det.

Så jeg har et mindre forklaringsproblem, når jeg fortæller, at det her blogindlæg er skrevet på netop den computer. Udsmidningen af gamle larme-Børge faldt nemlig sammen med, at jeg fandt ud af, at jeg gerne ville nørde lidt med nogle programmer, der ikke kan køre på den lille hvide bærbar.

Så der skulle overraskende lidt overtalelse til fra Jakobs side, før den gamle brummekasse stod og fyldte under mit skrivebord. Det her er det første, jeg laver med den, og jeg er allerede ret begejstret.

Det er i virkeligheden en fin computer - og den giver mit skrivebord et retro look. Jeg overgiver mig.

Pylret

"Det er fordi du er grøn" sagde Jakob, da jeg fortalte ham om, hvordan jeg havde rendt rundt og ledt efter en veninde til en fest jeg var til aftenen før. Han refererede til min personlighedstype. Sådan noget bruger de nemlig meget på hans nye studie.

Jeg ved ikke om min personlighedstype er "grøn", men jeg ved at jeg pylrer om folk og let bliver bekymret. Ofte intensiveres det efter et par glas vin. Forsvinder nogen, selv hvis det er på fredeligste vis, kan jeg ikke lade være med at frygte, at man finder vedkommende druknet eller myrdet dagen efter.

Hvis ens personlighedstype er "grøn" er man sådan en, der bare gerne vil have at alle har det godt. På den måde rammer den egentlig meget plet. Min ansvarsfølelse kan måske til tider virke omklamrende, men jeg ved, at mine veninder ved, at jeg kun pylrer om dem, fordi jeg holder af dem.

Er man veninde med ("grønne") mig, kan man ikke forsvinde uden at der i hvert fald er én, der undrer sig over, hvor man er.

Alligevel er der tidspunkter hvor jeg ville ønske at jeg var mere "rød" eller "blå" eller hvad de andre personlighedstyper hedder. For engang imellem kunne det være rart at kunne trække på skuldrene og tænke; det må de #&/(=¤/=#!? selv finde ud af. Eller måske endda at være den der skulle findes.

Take care.