Dengang i 80'erne

Den anden dag var jeg så heldig at tilbringe min aften sammen med nogle piger der er født omkring årtusindskiftet. Nysgerrige, intelligente, One Direction-elskende unge kvinder.

Snakken faldt på 80'erne og i den anledning havde de unge damer et par ting de gerne ville vide.

Fandtes der DJ's i 80'erne? Hvad drak man når man var i byen? Sendte man virkelig bare breve til hinanden? Var der ikke mange stoffer i 80'erne? Og AIDS?

Jeg er født i slutningen af 80'erne og husker intet fra det sagnomspundne årti. Alligevel fornemmede jer dér, at hvor årgang 99 og 0 har hørt anekdoter fra 90'erne, så har jeg hørt anekdoter fra 80'erne. Min historieundervisning i folkeskolen har været langt mere præget af murens fald, kold krig, yuppiekultur, oliekrise og perestrojka end deres, kunne jeg fornemme.

Jeg kom til at tænke på hvordan årtier hurtigt bliver historie. Hvordan 90'erne, som jeg voksede op i, nu er historie. Som der bliver undervist i. Hvordan 80'erne nu er gået af mode i mere end én forstand - og hvor lidt jeg egentlig selv har interesseret mig for 70'erne som årti. Det slog mig, hvordan hvert årti, set i tilbageblik, virker så ligetil at sætte ord på og hvor tilfældigt det i virkeligheden er, hvad vi "husker" i vores fælles hukommelse.

Måske har hver generation et bestemt årti de ser sig selv i forhold til?

Og måske er det også derfor jeg ikke kan lade være med at tænke, at det er for tidligt helt at afskrive 80'erne sin betydning. For jeg har på fornemmelsen, at noget af det hæsblæsende vanvid, vi stadig befinder os i, startede der.

Man bliver voksen hele tiden

I sidste uge snakkede jeg alt for meget om, at vi har fået fjernsyn - set i forhold til hvor udbredt det egentlig er, at folk har et fjernsyn. Jeg følte mig helt til grin til sidst og prøvede at stoppe. Men jeg tror bare at sagen er den, at jeg ikke havde forestillet mig, at jeg skulle have et fjernsyn før jeg blev voksen - og er jeg så voksen nu? Eller nu? Eller nu?

Jeg bliver ved med at udskyde det. 

Først blev jeg voksen da jeg blev konfirmeret. Så da jeg kom på efterskole og skulle stå på egne ben. Jeg blev voksen igen da jeg blev student og da jeg fik mit første rigtige job. Da jeg fik kørekort. Jeg blev voksen da jeg flyttede hjemmefra og startede på uni. Voksen da mig og Jakob flyttede sammen. Da jeg blev bachelor og da vi var på den "store rejse". Igen da vi fik fjernsyn i sidste uge. 

Og nu er man først voksen når man har bil. Eller får børn. Eller måske endda først når man har købt et hus. Eller er over 30 (og til den tid er det sikkert først når man er over 40)

Der er længe, længe til. 

Mama J.K.

Jeg havde store forventninger og bange anelser da jeg ligeså forsigtigt åbnede The Casual Vacancy af J.K. Rowling – en bog der ikke ligefrem ligner en undskyldning for sig selv. Den er selvsikkert rød og gul. Det kan jeg godt lide – og jeg kan godt lide J.K.

Store forventninger, ved vi alle sammen, er ikke altid en god ting. Man kan blive åndssvagt skuffet (selv over en bog). Var min holdning til J.K.’s talent funderet i min besættelse af Harry Potter? Var jeg forblændet? Bekymringer var der nok af.

De var, som oftest, grundløse. Rowling er en sand mester – især til persongalleri og fletfortælling, hvilket også er det hun på sand-mesterlig-vis praktiserer i The Casual Vacancy. Hun er fuldstændig underspillet overlegen.

Se, siger hun, efter at have skrevet syv fantasybøger for unge sætter jeg mig ned og skriver en fuldstændig tryllebindende voksenroman om et sognerådsvalg i en provinsby i England – og guess what? Folk elsker den. In your face alle der mente, at jeg havde brug for troldmænd, hekse og drager for at kunne skrive en god bog.

Det er på tide, at de sidste der stadig stejler, begynder at tage mama J.K. Rowling alvorligt - som en af vor tids helt store forfattere.

Nogle gange har jeg det også sådan her...

Andre gange trækker jeg bare på skuldrene mens jeg spiser chips og ser håndbold.

PS. Tryk engang på billedet for rent faktisk at kunne læse hvad der står. Det er hentet hos www.heltnormalt.dk. 

Men hvis alternativet er en svensk skov?

Som altid fik et blogindlæg hos DINES mig til at tænke mere over tingene, end noget som helst andet jeg har læst den sidste uges tid (nok lige med undtagelse af ”The Casual Vacancy”). Det var DET HER indlæg der fik skåret sig igennem laget af kuldehad og vinterligegyldighed og ramt et ømt punkt. Jeg havde godt skimmet den artikel hun skriver om. Hvor drastisk, havde jeg tænkt, sådan at flytte ud i en svensk skov – det får jeg aldrig Jakob med på. Trods drømme om køkkenhave og høns er der ikke meget ”Bonderøven” gemt i os. Indrømmet.

Jeg kunne godt skrive et indlæg om, hvordan jeg også nogle gange har lyst til at købe en møgbillig ødegård i Sverige og leve langt væk fra det moderne liv. Alting bliver mere og mere komplekst synes jeg og her på det seneste har jeg virkelig oprigtigt undret mig over, hvordan to mennesker med fuldtidsjob på nogen måde kan få et familieliv til at hænge sammen (!?). Kan helt seriøst ikke få regnestykket til at gå op. Jeg håber at det lykkes, hvis jeg engang står i situationen. Argh! I er jo sindssyge derude?

Jeg har respekt for folk der siger stop på den måde (svensk-skov-måden). Folk der selv definerer, hvor de vil hen og hvordan deres liv skal være – traditionelt eller utraditionelt – så længe folk reflekterer lidt, så er jeg fuld af respekt.

Hende den forvirrede gamle teenager

Kender I de der distræte mennesker der står ved busstoppestedet og roder forvirret i en taske eller stirrer rundt på folk med et fjernt blik? Jep. Hende var jeg i går. Hvor jeg også kom til at stige på den forkerte bus og køre med gennem hele Aarhus C, før det gik op for mig, at jeg var på vej det helt, helt forkerte sted hen.

"Du lyder som en på 70"

Sagde Jakob til mig senere på aftenen, da jeg måtte stille ham nogle opklarende spørgsmål om, hvordan det nu helt præcis er dropbox fungerer.

Hallo. Det er også virkelig abstrakt, synes jeg, hvor filerne befinder sig henne, når de ligger flere steder og ingen steder og ude i world wide web. Eller på en server (som jeg altid forestiller mig står i Californien). Men det er nok bare mig.

Til gengæld lød jeg næppe som en på 70 tidligere på aftenen, da jeg fandt ud af at vaskemaskinen var i stykker og at jeg ikke havde mere rent tøj. Som i overhovedet. Heller ikke strømper og undertøj. (Det er ikke for sjov, når jeg bestiller en vasketid).

Der lød jeg nok mere som en desperat teenager.

Mine forsvarsværker smuldrer

Der skal tages mål, der skal indkøbes ledninger og beslag, der skal flyttes billeder og der skal bores hul i væggen: Jakob har købt et fjernsyn. Jeg ved ikke hvad der er gået af ham - måske er det fordi han er færdiguddannet lige om lidt? Eller måske er det bare fordi det var på tilbud... Fladskærms-TV'et kunne i hvert fald ikke længere undværes.

Jeg har udviklet en mindre fjernsynskepsis efter jeg flyttede hjemmefra - nok mest fordi jeg ved, at det er sådan noget jeg nemt kan komme til at hænge foran, hvis ikke jeg passer på - og der er så mange andre ting man kan lave, som er ligeså sjove.

Det er ikke fordi jeg er utilfreds med de ting der bliver sendt i fjernsynet, jeg synes bare (suk), at det burde være nemmere selv at bestemme, hvornår man har lyst til at se de programmer, man gerne vil se. Gider ikke være bundet af at skulle sidde i sofaen søndag aften kl. 20 og se Borgen - ærlig talt - godt vi har internettet.

Det er ikke fordi jeg sådan går og sammenligner mig og Jakobs forhold med en krig særlig tit, men jeg må indrømme, at han har været en utrolig god strateg i "slaget om fjernsynet". Han har overtalt mig langsomt (og uden jeg opdagede det) til at fjernsynet pludselig skulle hænge i stuen (troede endda først, at det var min egen idé), han har lokket med Sex & the City og seje smart-tv-apps. Ih! Han må have luret hvordan det er man gør.

Så nu har både el-guitarer, anlæg og (snart også) fjernsyn centrale placeringer i stuen. Dog ikke samme sted. Men alligevel. En lille invasion er der vidst tale om (især hvis vi tæller kaffekværnen med). Så nu må I have mig undskyldt, men jeg må se at komme igang med at udvide bogreolen og anskaffe nogle flere lækre puder til sofaen.

PS. Når det er sagt så glæder jeg mig alligevel helt vildt til at kunne se en masse Sex & the City på lækkert nyt TV. Jow-jow.

Ord jeg er begyndt at bruge for meget

Det er fuldstændig skørt så stor forskel der er på, hvilke ord jeg voldbrugte som studerende og hvilke ord jeg (desværre) voldbruger nu, som (teknisk set) arbejdsløs. Ord som tværkulturelt, videnskabsteori og studieordning er skiftet ud med...

Sparring - et ord jeg stort set aldrig brugte som studerende, men som jeg siger næsten dagligt nu. Jeg siger også sætninger som "så kan vi lige mødes og sparre" og (endnu være) "det må vi lige sparre om".

Netværk - ordet har helt ny og iskold mening her i job-mangel-systemet. Det handler om at have et godt netværk og jeg bruger det også i sin endnu værre form "at netværke". Shoot me.

Kompetencer - "Jeg håber, at I vil læse mere om mine kompetencer i vedlagte CV". Undskyld. Jeg skal lige ud og kaste op.

-Orienteret - man kan være orienteret på rigtig mange måder, har jeg opdaget. Samarbejdsorienteret, resultatorienteret, projektorienteret, formidlingsorienteret, you name it.

Joblog - "jeg skal lige opdatere min joblog". En af mine fornemste opgaver er at holde styr på hvilke og hvor mange jobs jeg har søgt, så A-kassen kan tjekke om jeg "står til rådighed for arbejdsmarkedet".

Godt at jeg har verdens fedeste praktikplads til at dulme savnet af universitetet - og leden ved jobsøgningssystemets ordbrug, ikke mindst.

En stor kanon

Mig og Jakob arbejder med vidt forskellige ting og derfor kan det godt være lidt svært at holde styr på, hvad hinanden laver. Nogle gange endnu sværere overhovedet at forstå, hvad det er. Jeg synes i hvert fald, at jeg ved pinligt lidt om ingeniørfaget - taget i betragtning af, at jeg har gnedet mig op af en ingeniørstuderende i 4 år. 

Så i går aftes, da jeg vendte hjem fra et møde i en litteraturforening, gjorde jeg mig umage med at fortælle, hvad der var blevet snakket om og hvem der havde været der (og nej, "jeg-er-træt"-kortet blev ikke smidt). 

Jakob: Så det var virkelig alle de store kanoner der var der? 

Mig: Tjah... bøh... Jeg ved ikke helt om kan kalde nogen i litteraturmiljøet for store kanoner... Hmm... Tjo... Måske? 

Jakob: Du er en stor kanon! 

Mig: Hahahahhahaha! 

Det er et af de mærkeligste - og sjoveste - komplimenter jeg nogensinde har fået. Efter lidt grineflip og debat blev vi dog enige om, at "stor kanon" var lige i overkanten, men "lille kanon" kunne måske gå an... 

Læst 2013

For at holde bedre styr på hvilke bøger jeg læser her i 2013 - og også for rent faktisk at få læst nogle flere bøger - har jeg besluttet mig for at skrive ned hvilke bøger, jeg har læst.

Foreløbig står der kun én bog på den liste, nemlig den polske pseudokrimi "Kør din plov over de dødes knogler" af Olga Tokarczuk. Den er overraskende og klart anbefalelsesværdig!

I sidste uge, da jeg udgav DET HER indlæg, var der mange der gav udtryk for, at de var blevet inspirerede af min lille top 5. Derfor er det jo oplagt at gøre listen-over-læste-bøger til en del af bloggen.

Så nu kan du klikke ind under "læst 2013" og følge med. Måske endda blive inspireret?

Jeg læser både nyt og gammelt, lokalt og internationalt, bestsellere og nicheting, så der kommer (forhåbentlig) til at stå lidt af hvert på den liste.

Stay tuned, ladies & gentlemen.

Lade være med at tænke på noget?

Jeg har døjet lidt med søvnløshed her den sidste uges tid. Måske sidder der nogle småbørnsmødre derude og fnyser lidt halv-hånligt ned i kaffekoppen, men nu tager vi den lige fra mit perspektiv, ikke? Jeg har simpelthen ikke kunne falde i søvn om aftenen, tankerne har myldret rundt i hovedet på mig hele natten og jeg har stået op uden den mindste følelse af, at jeg rent faktisk havde sovet.

Søde Jakob ville naturligvis gerne hjælpe mig ud af den onde søvnløshedscirkel.

"Når jeg ikke kan sove" sagde han "så gør jeg det, at jeg lige lader være med at tænke på noget..."
"Vent!" sagde jeg "lader være med at tænke på noget!? Hvordan?"

Jeg har efterhånden (lomme)empirisk materiale nok til at kunne konkludere, at det rent faktisk ser ud til, at fyre er i stand til at lade være med at tænke. På kommando! Drenge - hvordan gør I? Jeg vil vildt gerne kunne slukke for tankemylderet engang imellem.

I mellemtiden kan jeg afsløre, at en øl inden sengetid lukker ret effektivt for søvnløsheden.

Udsalgsfælden klappede

I juleferien spurgte min mor mig, om jeg ikke skulle ud og købe noget lækkert på januar-udsalg. Hmf. Det skulle jeg i hvert fald ikke. Jeg skulle lave opsparing og alt andet ville være dumt osv.

Om jeg selv troede på det? Ja det gjorde jeg faktisk. Lige indtil jeg var dum nok til at vove mig ind til byen. I går. Med en lille shoppe-trang i maven.

Jeg shopper meget sjældent og når det sker, er det efterhånden altid noget der foregår alene. Jeg bliver distraheret, hvis der er andre end mig der har en mening om det tøj, jeg prøver. Jeg fik kun købt tøj i New York, fordi de fleste forretninger havde en herreafdeling, hvor jeg kunne parkere Jakob, mens jeg kiggede.

Men i går. Ih. Det gik godt med at shoppe. Helt alene i alle mine yndlingsbutikker - det var dømt til at gå galt. Jeg vil ikke sige at min garderobe på nogen måde har modeblog-potentiale nu, men hvis jeg ville, kunne jeg godt vise jer et enkelt outfit eller to, der sad lige i skabet (høhø).

De bedste bøger jeg læste i 2012

I forbindelse med årsskiftet fik jeg slet ikke lavet nogle skøre lister om, hvordan 2012 forløb eller hvordan jeg forventer at 2013 kommer til at forløbe. I 2013 kommer jeg i hvert fald til at holde bedre styr på, hvilke bøger jeg har læst - for det var ret kaotisk at tænke tilbage på, hvilke bøger jeg læste i 2012, så jeg kunne finde de allerbedste og anbefale dem til jer. Altså en lidt forsinket nytårsliste.

Jeg har udvalgt 5 læseoplevelser som står klarest og i bedst lys i min (åbenbart ret ringe) hukommelse. En lille "top 5", om I vil.

F. Scott Fitzgerald "The Great Gatsby" 

Jeg var forelsket i det her værk fra allerførste linje. Man er aldrig i tvivl når man sidder med virkelig stor litteratur mellem hænderne. Pludselig er man bare tryllebundet på et helt andet niveau og jeg havde meget svært ved at slippe "The Great Gatsby" da vi var i New Orleans. 

Jack Kerouac "On the Road"

Jeg læste "On the Road", mens vi krydsede USA. Jeg har siddet med den på en strand i Californien, hvor en flippet gammel dame passerede mig med ordene "crazy book" - en meget rammende beskrivelse faktisk. Jeg har læst i den på toget mellem San Francisco og New York, jeg har læst i den i Chicago og på caféer i New York og den tilførte et metaplan til de steder, som kun bøger kan. Fantastisk. Den sætter mange fuldstændigt rigtige ord på USA og ungdom.

Paul Auster "Orakelnat"

2012 blev året hvor jeg fik taget hul på Paul Auster. Jeg har foreløbig læst 3 bøger af ham og fik endnu en i julegave, som er på venteliste. "Orakelnat" er dog stadig den af dem, som jeg har været allermest grebet af.

 
Dy Plambeck "Gudfar" 

Jeg hørte Dy Plambeck læse højt til Vild med Ord og blev straks forelsket i hendes gribende beskrivelser og hendes eminente evne til at skildre et liv der ligger lidt på tværs af "det normale" på en troværdig og overbevisende måde. 

Christina Hagen "White Girl" 

Et stykke provokerende og tankevækkende eksperimenterende litteratur, der sætter spørgsmålstegn ved vores forkælede vestlige attitude overfor resten af verden. Leveret med humor, bandeord og uhyggelig identifikation. 

Nååå, hvor skal vi så hen til sommer?

Jeg ved godt, at det er vinter nu og at der stadig er en evighed til sommer. Men vi er begyndt på et nyt år og det er dermed blevet legitimt at begynde at planlægge det der får mig igennem alle regnvejrsdagene. Det der holder mig oppe når jeg sjosker rundt i vinterstøvler og har sat så mange regler for mig selv, at jeg nærmest kun må spise salat. Det der får mig op om morgenen efter en søvnløs nat. Det jeg dagdrømmer om, når jeg falder i staver.

Rejsen.

Vejen til den er ligeså vigtig som destinationen: Man drømmer, man diskuterer, man hiver atlasset ned fra reolen, fingrene trækker usynlige linjer mellem byerne. Der bliver tændt en gnist, som kan få selv den mest fastgroede hovedpine til at fordufte. For når man først begynder at planlægge, er man næsten allerede på vej af sted. Pludselig kan man se det hele for sig: Landskaberne, eksotiske byer, rygsækken mod en støvet perron, udsigten fra en altan på et lurvet hostel. Følelsen af sydlig natteluft mod ansigtet, fornemmelsen af at vågne op på et tog, magiske kulturmøder.

Det er vel ikke det værste at være afhængig af? Let the planning begin.

Så mødes vi igen, Rowling!

Det er ikke altid velset at være inkarneret Harry Potter-fan, når man bevæger sig mellem litteraturstuderende og andre der, ligesom mig, forestiller sig, at de har noget at skulle have sagt om litteratur. Det er faktisk sådan lidt tys-tys. Man lader lidt som om, at det bare var en fase. Men det var det ikke.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så skylder jeg Harry Potter hele min karriere (ikke at den er særlig vild, men alligevel). Jeg var ALDRIG (og det mener jeg) kommet i gang med at læse bøger, hvis ikke det havde været for de bøger. Læsning gik fra at være kedeligt til at være det fedeste i verden på en enkelt bog.

For mig var dét, det allermest magiske ved Harry Potter-bøgerne. Det magiske ligger i Rowlings evne til at skrive vedkommende og fængslende litteratur. Den effekt har hun i hvert fald på mig.

Og nu mødes vi igen. For jeg er begyndt på hendes voksen-roman The Casual Vacancy og selvom Rowling har lagt fantasy lidt på hylden, så tyder alt på at hendes sprog har bibeholdt sin magi. Selvom jeg lige er begyndt, føler jeg mig allerede bundet til bogstaverne.

Mavepine og martyrmentalitet

Jeg havde ikke interesseret mig for politik i særlig mange år, før det gik op for mig, at jeg ikke skal være politiker. Jeg ved godt det lyder lidt skørt, men jeg kommer simpelthen til at tude for meget af det. Jeg er vildt følelsesladet omkring politik og så hader jeg bare at være uenig med folk. Hvis jeg nogensinde bliver politiker, så mind mig lige om det, ikke? Og ja, bare kald mig konfliktsky. Det er spot on.

Jeg sad og havde lidt mavepine i går, mens jeg læste om alle de diskussioner og forslag der er omkring SU-reformen. Ikke fordi jeg er bange for ikke at få noget SU, når jeg starter på kandidaten, men fordi forslaget om at differentiere SU'en bare var under bæltestedet. Jeg blev så vred at jeg fik helt ondt i kæberne.Hvordan bedømmer man om en uddannelse har samfundsværdi?

Jeg fik også ondt i maven over det der med det sjette SU-klip, som de snakker om at fjerne. Det eneste det ville gøre var, at de mange mennesker der kommer til at vælge den forkerte uddannelse, fordi ingen giver dem tid til at tænke sig om, ikke har mulighed for at droppe ud og vælge rigtigt, uden at stå uden SU de sidste par semestre.

Jeg synes SU er en rigtig fin ordning. Jeg er ikke en af dem der mener, at SU'en skal hæves helt vildt og jeg synes ikke vi lever i fattigdom.

Men min uddannelse har altså samfundsværdi. Alle uddannelser har samfundsværdi! De kan tage hele min SU, de kan brænde lokalerne ned, fyre underviserne, lukke hele lortet og det vil stadig være den uddannelse jeg vil tage og det vil stadig være litteratur, jeg vil synes er det mest spændende at beskæftige sig med. Jeg forfølger en drøm. De kan bare lige prøve på at standse mig.

Køkken-tetris

Da Jakob og jeg kom hjem fra juleferie havde vi en lille parforholdstest i køkkenet. I julegave havde vi nemlig begge to fået forskellige nye ting at fylde i skabene. Det krævede uovertrufne samarbejdsevner og kreativitet at få det hele til at være der. Vi blev også nødt til at kaste et kritisk blik på nogle af vores ejendele. Noget måtte simpelthen ud.

I går var Jakob så ude og bytte en julegave og da jeg sms'ede og spurgte hvad han så havde fået købt i stedet, blev jeg rigtig glad. En kaffekværn! Sådan en havde vi faktisk begge to ønsket os - uafhængigt af hinanden. Perfekt.

Jeg drikker ikke kaffe og er så langt fra at være barista som nogen kan være, men jeg havde simpelthen forestillet mig en køn lille tingest af træ med et håndtag, som man så simpelthen kunne dreje på og så blev kaffen malet.

Forskellen mellem mænd og kvinder har derfor sjældent været mere tydelig, da Jakob kom hjem med denne her tingest, som er næsten ligeså stor som vores elkedel. For slet ikke at tale om kaffemaskinen.

Vi har stadig ikke fundet ud af, om vi kan få monstrummet til at være i køkkenet (altså sådan at vi også kan være der). Måske bliver vi nødt til at flytte. I hvert fald kan vi nu kværne kaffe på fancy vis.

Er det ikke også noget med, at man aldrig skal gå ned på gear?

GODT NYTÅR! (en smule forsinket)

Med disse få snapshots fra nytårsfesten vil jeg ønske jer alle sammen et - lidt forsinket - godt nytår. Jeg håber, at flere er enige med mig i, at 1. januar er en dag, som simpelthen ikke tæller med.

Jeg tilbragte den med oprydning (eller et forsøg på det - har klaret det meste her i formiddag) og Ringenes Herre 3 på sengen. Med chips.

I modsætning til mange andre danskere fik jeg ikke Mc'Donalds, men lavede mig en sandwich med serranoskinke, PicoBello ost og hjemmelavet pesto (rester fra nytårsfesten) i et hjemmebagt flute. Guf.

Nytårsfesten var rigtig hyggelig og sjov og i bedste Fru-Grå-stil (ja det er en Matador-reference) manglede der ikke champagne. Ej heller stjernekastere, rødvin og godt selskab. For femte nytår i streg fik Jakob og jeg kysset os ind i det nye år.