Hvad er der nu pludselig galt med nytår?

Jeg hører tit folk sige, at nytårsaften er årets mest hypede fest, som aldrig lever op til forventningerne og hvorfor-skal-man-overhovedet-gøre-så-meget-ud-af-det.

Tja. Hvorfor sætte sine forventninger så højt, så? Jeg har oplevet en del nytårsaftnerne efterhånden (ih!) og sætter mine forventninger derefter - og dvs. sådan temmelig højt. For jeg har haft mange gode og sjove nytårsaftner - omend jeg også har haft nogen der delvist floppede. Ro på.

Nytårsfesten er vel, hvad man gør den til? Jeg ser nytårsaften som en fantastisk anledning til at invitere en masse venner til middag og fest, fordi jeg uforbederligt elsker god mad og rødvin. Jeg synes der er god grund til at fejre, at vi går et lækkert og saftigt nyt år i møde. Guf guf guf.

Ej. Se det dog som en anledning til at have en sjov (og muligvis ekstraordinær aften) med dine venner, hvor ting som dronningens nytårstale, festfyrværkeri (betragtet på afstand, for mit vedkommende), kransekage og champagne giver festen et ekstra lille twist af glitter og glamour.

What's not to like?

Drik ud

Jakob er nogle gange blevet drillet med, at han aldrig drikker den sidste slat øl i glasset. Den er lunken og fyldt med spyt. Men alligevel. Man drikker lige op - ikke?

Jeg skulle nødig snakke. Selvom jeg drikker hele min øl, så er jeg tilgengæld typen der virkelig hader den sidste slat mælk i kartonen, der udelukkende smager af køleskab, det sidste stykke pålæg, et tørt stykke halvt rugbrød, som man skal spise for at kunne tage hul på det nye eller den sidste klat leverpostej i bakken. For slet ikke at tale om en stump agurk.

Jeg modtager tit benhård kritik, for at tage hul på en ny agurk/mælk/leverpostej før jeg har udryddet det gamle. Hvilket jo egentlig også resulterer i, at vores køleskab nogle gange er fyldt med den slags slatter.

Men min modvilje mod kedelige mælke-bundslatter kommer fuldstændig til kort, når det gælder min modvilje mod den sidste rest af året. Lige nu er vi i gang med den lunkne, tilsavlede, køleskabssmagende bundslat af 2012.

Jeg drikker den kun, fordi det giver mig lov til at kunne sætte tænderne i friske, lækre, sprøde og helt ubetrådte 2013. Mums. Der er ikke noget bedre end sådan et nyt år, med nye muligheder og spændende planer. Drik ud - og lad os komme af sted! Eller skulle jeg sige...

Bund eller resten i håret? (kunne ikke lade være).

Og nu til noget helt andet...

Julen er slut. Det var en dejlig jul - og juleferie - med alt hvad man kunne ønske sig af hygge og juleri. Nu er jeg tilbage i Aarhus og det kribler i mig for at komme tilbage til hverdagen og få udrettet noget igen. Hvilket i mit tilfælde mest vil sige at få skrevet/læst noget. Det skal blive godt.

MEN hold-nu-op(!) hvor vi danskere spiser meget i julen. Det er nok ikke kun julemaden der har gjort det (jeg håber virkelig, det tager længere tid), men jeg kan ikke passe nogle af de kjoler, jeg havde overvejet at tage på nytårsaften. I kid you not. Den ene kan ikke engang lynes. Argh...!

Så ja, julen er virkelig slut - og ligesom mange andre danskere (forestiller jeg mig), har jeg det som om jeg lige er kommet til mig selv igen. Jul og julemad skiftes prompte ud med løb og et-eller-andet-der-er-sundt. Nu. Bring it, 2013!

Kærlig hilsen
Julegrisen 

Julehilsen

Kære læsere 

Selvom jeg oprettede den her blog i starten af september, er I blevet utrolig mange på, hvad der føles som, rigtig kort tid. 

Jeg er meget taknemmelig for, at I læser med og bliver ved med det, selvom det nogle gange strømmer ud med indlæg - og andre gange går lidt i stå. 

Der kommer til at ske rigtig meget spændende i det nye år, som jeg glæder mig til at fortælle om på et eller andet tidspunkt og som måske/måske ikke får indflydelse på bloggeriet. Stay tuned.

En ting er i hvert fald sikkert: Det stopper ikke lige foreløbig. 

Fordi I er så søde læsere og det her bloghalløj ikke gav så meget mening uden jer, vil jeg tage et par minutter ud af julehyggen og ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul! 

Og mon ikke jeg får forfattet et indlæg eller to inden nytår. 

De bedste kærligste julehilsner 
Mette 

Nettobums

Nu hvor Jakob ikke længere skriver afgangsprojekt er der plads til langt dybere og mere filosofiske samtaler i hverdagen. Her den anden dag havde vi f.eks. en samtale, der startede med, at Jakob havde gået rundt i søndagsbukser hele dagen.

Jakob: "Jeg havde kun almindelige bukser på, da jeg var i Netto"
Mig: "Der er da ellers mange, der går i Netto i søndagsbukser"
Jakob: "Ja, men det gør jeg ikke"
Mig: "Jeg har da flere gange været i Netto i leggings og natbluse - havde bare en frakke uden over, så man ikke kunne se, at jeg kun havde leggings på og ingen BH"
Jakob: "INGEN BH!?"

Mig: "Ja altså, jeg havde jo en frakke og en natbluse uden over."
Jakob: "..."
Mig: "Der er da mange der går rundt uden BH! Bare tænk på gamle 70'er feminister og sårn - engang var det helt almindeligt! En mønt i en sok, du ved."
Jakob: "Tjaa.. bøah..."

Mig: "Jeg var sikkert bare nede og købe chips eller sådan noget"
Jakob: "Hvor bumset!!"
Mig: "Det var før vi flyttede sammen - har du aldrig været i Netto i nattøj?"
Jakob: "Jeg har en gang været dernede i bukser og natbluse"
Mig: "Det er da det samme!"
Jakob: "Nej for du havde leggings på..."
Mig: "Leggings og bukser er det samme - med en frakke uden over..."

Og sådan fortsatte det. Dengang jeg var studerende (*det føles underligt at sige "dengang" - jeg bliver det heldigvis igen*), havde jeg ikke noget problem med at ligne en hængt kat når jeg handlede ind. Det har jeg nu - kunne aldrig drømme om at spadsere i Netto halvvejs i nattøj som jobsøgende. Ja. Det er noget der foregår oppe i mit hoved. Og ja. Jeg glæder mig til at blive studerende igen.

California dreaming

Da vi nåede så langt som til Californien, på sommerens rundrejse i USA, havde jeg fuldstændig sluppet alle bekymringer der relaterede sig til mit liv her i Danmark. Jeg syntes, at de ting jeg plejede at foretage mig, som f.eks. at blogge, var totalt ligegyldige. Jeg havde, for første gang nogensinde, en realistisk fornemmelse af, hvor lidt vi hver især fylder i verden.

Det var faktisk en befrielse.

Nu er jeg hjemme igen og tæsker rundt i min tilværelse, som en eller anden tosse der tror, at det jeg foretager mig virkelig batter noget i det store billede. Jeg savner den ro jeg fandt i Californien. Jeg går og drømmer om den tid, hvor vi kørte rundt mellem vinmarkerne i Santa Ynez, med backpackerrygsække og en rejseguitar, eller stod ude ved havet i Santa Barbara.

Jeg savner at sidde på stranden i løst tøj og læse "On the Road" og være fri fra alle de bånd der i virkeligheden binder os herhjemme. Alle de pligter og forventninger og, ikke mindst, alt det jantelov vi må kæmpe med hver dag.

Selvfølgelig er det svært at synes, at det jeg foretager mig er ligegyldigt lige nu, lige her. Jeg savner bare at kunne give sådan lidt (Californien-)slip på det hele.

Og stikke af.

(Jeg er plaget af tiltagende udlængsel)

Julecool

Hvis du har været i tvivl, så vil jeg lige bruge det her indlæg til at understrege, hvor cool jeg faktisk er. I går aftes brugte jeg nemlig vores sidste gavebånd på at flette en julestjerne. En lillebitte en.

Bliver det sejere?

Ja det er en af de små tændstikæsker

Nå - det er bare nørdet, siger du? Ja det passer nok også bedre på mig. Sandt nok. Billedet er desuden også taget med Instagram - so last year. Hvad blev der af de der flotte billeder fra spejlreflekskameraet?

De forsvandt i takt med at decembermørket tiltog og mine spejlreflekskamera-skills kom til kort. 

Den tunge telefon

Som barn kunne jeg godt lave alverdens krumspring for at undgå, at skulle snakke i telefon. Især med mennesker jeg ikke kendte - særligt hvis det var autoriteter af en eller anden slags. Eller bare voksne i det hele taget. Det var lige så man næsten tissede i bukserne af skræk.

Jeg har kun fået det moderat under kontrol.

At dømme efter hvor stor tilslutning der var til det foredrag om "telefonisk kontakt" der blev arrangeret på jobsøgningskurset, så er jeg ikke den eneste, der stadig synes at telefonen godt kan virke en anelse tung - hvis man altså skal løfte den for at tale med et fremmed menneske. Måske endda et menneske der sidder og kan give en det job man drømmer om.

Det er da sindssygt skræmmende.

Jeg kan huske engang jeg som barn skulle ringe til formanden for tennisklubben, fordi jeg skulle betale et depositum og derpå få en nøgle til tennisbanen. Det var kun under massivt pres fra mine forældre og min tennismakker, at det lykkedes mig at få løftet røret og ringet til den mand. Tilgengæld har jeg stadig nøglen, for da min tenniskarriere var slut, fik jeg aldrig lige ringet og aftalt noget med at få den afleveret tilbage igen.

Har du det også sådan? Så har jeg dårligt nyt. Til foredraget lærte jeg nemlig, at den eneste måde man kan få dæmmet op for sin lille telefon-samtale-angst er at ringe helt vildt meget. Jeg blev satme gruppepresset ud i to telefonsamtaler med virksomhedsledere på en formiddag! Avs avs. Heldigvis er jeg ikke helt stum at snakke i telefon med, når jeg først har ringet op...

Hvornår får jeg tid til at læse bøger?

Man skulle tro at sådan en jobsøgende akademiker uden børn, som mig, ville have masser af tid til at sidde i hjørnet af sofaen med slumretæppet, og en kande te, og læse sig igennem den ene gode bog efter den anden, ikke?

Jeg venter stadig på at det sker.

I stedet sidder jeg her med ømme ben og halvvejs hold i ryggen efter at have rendt byen tynd for julegaver, der naturligvis alle sammen er udsolgte. Var det meningen, at det skulle være hyggeligt at købe julegaver, siger du? Dét venter jeg også stadig på sker.

Jeg var topfrustreret og - mellem os - så kom jeg måske til at græde en lille smule inde i Inspiration. Måske kom jeg også op at diskutere med en facer på Clemens Bro.

Hvis du har set mig inde i julegavehelvedet, så vær sød at lade være med at dømme mig efter hvad du så. Jeg er *selvfølgelig* flinkere og meget mere overskudsagtig i virkeligheden. Render da normalt ikke rundt i ring og mumler med mig selv, mens jeg tjekker 117 forskellige lister på min mobil.

Men vil du vide, hvad det værste er? Det allerallerværste?

Jeg har ikke engang nogen undskyldning for at være så sent ude med julegaveindkøbene i år. Jeg har heller ikke nogen undskyldning for, hvorfor det tager mig ugevis at få læst en bog. Jeg tænker hele tiden, at jeg virkelig må være langsom og distræt, siden jeg kan have så travlt.

Tilgengæld har jeg da et nytårsforsæt (vær mindre distræt - læs flere bøger) og snart også en tiltrængt juleferie - der forhåbentlig både kan dæmme op for lysten til at placere mig selv i en kasse adresseret til Timbuktu og følelsen af at læse for lidt bøger.

Bertel-Haarder-træt

Herhjemme arbejder vi med et udtryk, som jeg kalder Bertel-Haarder-træt. Hvis der er andre, der kan huske det klip med gal-i-skralden Bertel Haarder, der var i omløb for et par år siden, så ved i måske hvorfor.

JEG ER TRÆT!

Råber Bertel Haarder, og åh hvor jeg kender lige netop den træthed. Fra alle mulige sammenhænge. Folk gider ikke lytte til hvad man siger, vil man have noget gjort ordentligt, skal man gøre det selv, og ingen gider tage én seriøst.

Men det er slet ikke Bertel Haarder, det skal handle om, for den træthed, vi opererer med her, er af en lidt mildere karakter.

Når Jakob begynder at tale om sit ingeniør-projekt og stål og beton og jeg-ved-ikke-hvad, men ordet konstruktioner indgår mange gange og noget med stabil - eller var det robust? Så kan jeg, som litteraturhistoriker, godt nogle gange have lidt svært ved at afgøre, hvad jeg skal svare.

"Jeg er træt!" sker det, at jeg svarer - men det falder ikke i god jord. Det er faktisk heller ikke særlig pænt svaret, så det er godt det også går den anden vej.

For eksempel en aften hvor vi lå og skulle til at sove og mit blik faldt på den hvide væk over sengen.

"Ej, skat!" sagde jeg, "kunne det ikke være fedt, hvis jeg lavede en kollage med nogle flotte grafiske billeder over sengen? Så skal jeg bare lige have købt sådan nogen - og nogle rammer. Vi kan også flytte nogle af de andre billeder og hvad med verdenskortet? Bla bla bla..."

"Jeg er træt" svarede Jakob, oprigtigt.

Jeg har købt julegave til mig selv

Endnu en af mine ikke umiddelbart logiske beslutninger, indkomstsituationen taget i betragtning. Men: Det man først og fremmest har brug for i det har land, på den her årstid, er opmuntring. Derfor er det godt vi har julen, ja, men i år tænkte jeg, at jeg faktisk trængte til lidt ekstra opmuntring og hvad var bedre at indkøbe end...

... Noget som jeg bare overhovedet ikke kunne stå for! Nemlig Marens nye bog med sjove tegninger i. Og med sjove tegninger mener jeg altså tegninger, der er så sjove, at du sidder fuldstændig flad af grin første gang du bladrer den igennem, glemmer alt om hvad det er du skal og bare griner derudaf. Tiltrængt!!

Og så var der endda en lille hilsen med! 

En fin detalje, i øvrigt, at julegave nr. 2 jeg købte i år var til mig selv og at jeg lige har opdaget, at jeg har mere påskepynt end julepynt (det er iøvrigt også flottere, overvejede at hænge det op i stedet). Her er helt styr på det.

Udgivet på app

I år er der mange bloggere, der har lavet julekalendere og i det hele taget føljetoner på deres blogs her i december. Det synes jeg er virkelig hyggeligt, men jeg har ikke  selv gjort det.

Tilgengæld har jeg gjort noget helt andet! Jeg har nemlig forfattet en julehistorie til en julekalender-app (og en idé) som er udviklet af nogle unge iværksætter-kvinder, der kalder sig FamilyKick. Projektet går ud på, at få familier til at røre sig noget mere sammen og derfor indgår der en fysisk aktivitet i hvert afsnit af julekalenderen. Det var enormt sjovt, men også rigtig udfordrende at skrive den. 

I dag kan den så endelig downloades til iphone! Og det synes jeg du skal gøre. Den kan også downloades til android, og måske mere ... who knows? Jeg gør i hvert fald ikke, når det handler om teknik. Men du skal søge på "FamilyKick" i AppStore, eller hvad du nu bruger, og så skulle den gerne være der.

Afsnit 1-8 ligger derinde, så I kan indhente historien. Og så skal jeg lige huske at nævne, at app'en altså er en demo, ikke at jeg synes man kan se det, men jeg har lovet at nævne det.

Som mange andre bloggere drømmer jeg om at blive forfatter. Til forfatterforedrag har jeg tit hørt forfattere sige, at for at kunne blive forfatter skal man tænke på sig selv som forfatter, også selvom man ikke har fået udgivet noget. For hvornår er man forfatter? Det er ikke så ligetil at afgøre altid. Men jeg er det i dag - og rigtig glad.

Du kan synes-godt-om FamilyKicks facebookside HER.

Ro i sjælen

Okay. Måske burde jeg gemme den titel til jeg får et job, men nu bruger jeg den. Så må jeg finde på noget bedre når jobbet er der.

Der er noget, der har naget mig den sidste uges tid - og i går kunne jeg ikke holde det ud længere. Da kursusdagen var overstået, hjulede jeg ind til byen på min stivfrosne cykel, hvor gearet har sat sig fast i 3. gear (heldigvis ikke 7.) og kastede mig ind i mængden af sure, juleshoppende mennesker. I Søstrene Grene.

Jeg måtte udholde mindst et kvarter i kø. I tæt nærkontakt med en gigantisk, gammel, småskør dame, der åbenbart mente, at jo tættere hun stod på min røv, jo hurtigere blev det hendes tur.

Men det var alligevel det hele værd. Jeg kom hjem, flåede mit indkøb op af tasken og placerede den på den ene af højtalerne i stuen:

Hvilken lettelse! Nu skal manglen på julepynt i lejligheden ikke nage mig mere. Pyh...

Jobsøgningskvalme i julekaos

I går morges sad jeg søvndrukken ved mit skrivebord kl. 7 og kunne ikke fatte, at det allerede var mandag igen. På min to-do liste stod der noget med, at jeg skulle lave en prioriteret liste over hvor jeg vil søge praktikplads henne, at jeg skulle til et eller andet netværksmøde og i øvrigt også lave en plan for, hvordan min jobsøgning skulle forløbe i den kommende uge. Nej, jobsøgningskursus er ikke for sjov - og der er mange lektier. 

Udenfor mit vindue havde nogen lukket munden på verden med et lag sne. Jeg kunne ikke lade være med at føle, at alting sejler. Det er nemt nok, at få det til at se ud som om, at ens liv er perfekt. Men her trænger virkelig til at blive gjort rent, selv folk med fuldtidsarbejde har pyntet til jul nu, og her, over et år efter mig og Jakob flyttede sammen, består vores sengebord stadig af en avis. Men her kommer det værste:

Mine planer med jobsøgningen for den kommende uge var at undersøge om der er nogle ledige jobs i IKEA (det var der ikke) eller om man kan få fast fuldtidsjob ved et eller andet rengøringsfirma (nej heller ikke). Hele det her jobshow hænger mig bare langt ud af halsen. Det er ikke så meget kurset, for de er egentlig rigtig rare og kompetente derhenne.

Alligevel kom jeg til at krusedulle det her frem, da jeg sad og tog noter.

Det forestiller (fra venstre) konsulentfirmaet, der gerne vil tjene penge, jobcenteret, hvor de ikke rigtig har styr på noget og A-kassen, som er sure. Især i telefonen.

Bare kald mig barnlig. Jeg er ved at brække mig over arbejdsløshedsindustrien. Jeg brækker mig i øvrigt også, hvis jeg hører flere arbejdsløshedsjokes eller hvis der er flere der spørger mig om "det går godt på arbejdet", vel vidende at jeg ikke har noget eller spydigt hinter til, at jeg da har så meget tid. Uanset hvor meget det er ment i sjov og sagt af søde mennesker. 

Måske er jeg bare sart. Men nu er det fandme ikke sjovt længere. Glæd jer bare, til I selv engang skal møde monsteret med tre hoveder illustreret ovenfor.

Nu i farver

I fredags havde jeg besøg af en rigtig god veninde fra Randers. Hun havde en forsinket fødselsdagsgave med til mig. Findes der noget bedre end uventede gaver?

Jeg er normalt virkelig dårlig til at få brugt neglelak, for indtil nu har jeg ikke haft noget i rigtig lang tid. Det er ikke meget neglelak, jeg har købt, siden jeg flyttede hjemmefra. Jo, også her skal der spares.

Men nu er der ikke nogen undskyldning længere. Der skal kulør på tilværelsen - og det er fedt!

Og det skal der i mere end én forstand, for, ligesom Imangelafbedre, er jeg også blevet lokket på Instagram - muligvis som den sidste smartphone-ejer i verden. Det er dog lidt trist uden followers, så hvis du også stadig elsker oldschool billeder... Følg mig. Jeg hedder Tilsyvende.