Skrald og skramlen

Den er stensikker hver gang. Det er ikke om fredagen man skal planlægge at sove længe her i lejligheden. For fredag morgen, et sted mellem 5 og 6, kan vi høre skraldemændene råbe til hinanden ude i gården, mens de skramler af sted med de gigantiske skraldespande. Jeg vågner hver gang.

"ER DU FRISK?" råber den ene,

"NEJ!!" råber den anden,

Scenen genspilles fredag efter fredag efter fredag og mens jeg ligger vågen der, ør i hovedet, og der alligevel kun er to måske en time til jeg selv skal op, kan jeg ikke lade være med at ligge og være taknemmelig for, at det ikke er mig der er skraldemand. At det ikke er mig, der tramper rundt derude i mørket og kulden til lugten af skrald og med søvn i øjnene og stive fingre og råber til mine kammerater.

De har sikkert et skidegodt fællesskab, tænker jeg tit, tænk at drøne gennem byen i en skraldevogn tidligt om morgenen, mens alle andre sover. Vække dem med ubønhørlig skraldemandsråben. Der er noget fandenivoldsk over det, det kan jeg godt se.

Alligevel ligger jeg og maser mit søvndrukne ansigt endnu længere ned mod puden. Det er også mørkt og koldt, når jeg skal op, alligevel er det faktisk meget motiverende at ligge og lytte til skraldemændene. Så er dagen allerede i gang. Velfærdssamfundet ruller igen.

Jeg forstår godt Maude

Hvis jeg var blevet gift ind i en fornem familie i en lille, lystigt sladrende provinsby, hvori jeg havde en masse at leve op til i forhold til min mands families gode navn, min position som frue, mit ansvar for en større husholdning og forpligtelsen til at holde middagsselskaber for mere eller mindre demente/fordrukne/fordærvede nedarvede venner af familien, så ville jeg da også føle et vidst pres. Jeg ville også læne mig op af mine nærmeste, gå og vride hænder og være perfektionistisk-neurotisk.

Jeg tror, vi alle sammen har dage hvor bagateller kan få alting til at ramle, hvor vi har lyst til at pakke os ind, blive i sengen eller være overdrevent velklædte bare for ikke at falde udenfor.

Dage hvor vi har lyst til at holde på formerne, til at "alting skal være som før" og hvor vi har brug for noget at klamre os til. Dage hvor alting virker helt håbløst pga. det vi i dag kalder "first world problems".

Måske er en af grundene til, at vi danskere holder så meget af Maude-figuren, at vi - uden at ville stå ved det - føler en lille identifikation med hende, at hun er et lille spejl hvori vi kan se hvor barnlige, hvor forkælede, hvor nervøse vi er. Vi har nok alle sammen lidt Maude i os - på godt og ondt.

Men når man har en rigtig Maude-dag og tvivler lidt på det hele. Om man nu gør det hele godt nok. Så er det rart at tænke på, at (selv) Maude også rummer en styrke i sig, at når det virkelig gælder, så går hun ikke bare op og lægger sig eller står hændervridende i Postgårdens franske døre og kalder på sin mand. Så rejser hun sig, overrasker alle, trodser sig selv, følger sine impulser og gør det rigtige.

Alt andet ville også ligne Lise Nørgaard (forfatteren til Matador) dårligt.

Kokkepige

Det er jo, som bekendt, begyndt at være mig der står for madlavningen herhjemme. Hold. nu. op. det er dejligt selv at kunne bestemme, hvad vi skal have at spise.

Det er ikke fordi, jeg vælger is og pandekager hver dag, men fordi det bare er hundrede gange nemmere at træffe beslutningen og så gennemføre den uden først at skulle debattere hvad og hvordan og hvorfor med Jakob aka. Gourmetjohn.

(Jeg vil opfordre kommende arbejdsgivere til bare at se bort fra ovenstående, hvis det siger noget negativt om mine samarbejdsevner).

I sidste uge lavede jeg f.eks. denne splendid hvidkålssuppe:

For, indrømmet, en fælles indkomst der består af dagpenge og SU ligger ikke ligefrem op til kalvesteg på daglig basis. Kål er billigt og bacon kan kamuflere meget.

Det går faktisk over forventning med madaftalen. Især med at bestemme menuen og købe ind til den - Jakob hjælper stadig lidt med tilberedningen når han har tid.

Der er ikke mange kvinder tilbage ved hjemmets kødgryder, jeg ved ikke om au-pair piger laver ligeså god mad som hende her:

Og madlavning er i øvrigt blevet vældig hipt, men respekt til landets tilbageværende "kokkepiger". Det er ikke altid nemt. I dag fandt jeg f.eks. ud af at det kræver en "kødmaskine" (skriver de) at lave vaniljekranse - jamen så har man da også bare alle odds imod sig.

Bonusinfo: Hvorfor er hvidkålssuppen gul? Fordi jeg erstattede kartofler med gulerødder. Se opskriften HER.

Oh no!

I weekenden - bedst som jeg sad og besøgte mine forældre - ringede Jakob til mig.

"Hej" sagde jeg glad.

"Ja" sagde han gravalvorligt "jeg kan lige så godt sige det som det er..."

Jeg blev bange.

Hvad!? Tænkte jeg. Har vi haft indbrud? Er afgangsprojektet blevet slettet? Har der været brand? Har han ødelagt min computer? Trafikulykke? Er der nogen der er død? Har han fundet en anden? Hvad? Hvad? Hvad?

Scenarierne farede ubønhørligt gennem mit hoved i det halve minut hans tøvende pause varede...

"Jeg har ødelagt et af dine fine glas..."

Pyh! Selvom jeg er stjerneglad for de glas, blev jeg virkelig, virkelig lettet ovenpå min hjernes lille worst-case-scenario selvsving!

Tip til mænd der frygter skældud: Få hende til at tro, at der er sket noget helt frygteligt, før du fortæller, hvad du har bedrevet...

Eller nej, lad være - det er ikke rart at blive så bekymret så hurtigt. Men det med glasset er i hvert fald tilgivet!

Birthday goes black

New in! Eller hvad man siger. Jeg har købt mig nogle (sorte) must-haves for mine fødselsdagspenge og dem vil jeg lige vise frem. Der går næsten modeblog i den.

Nye støvler og ny taske! Det var virkelig tiltrængt, for alt andet jeg har af den slags er helt eller delvist slidt i stykker. Flot. 

Ja og så er der også den her fine sag, som jeg går og venter på at få sim-kortet til. Den er købt brugt, det er derfor det "kun" er en 4. Glæder mig helt vildt til at kunne bruge den!

Jeg kan ikke lugte guldstøv

Mads Skjern får det til at se ret nemt ud, ikke? Det der med at starte en succesfuld forretning, der hurtigt vokser sig kæmpestor, midt under bankkrakket i 30'erne, hvor alle mulige andre må bukke under. Jeg er ret glad for, at en af Matador-seriens "moraler" er, at rigdom og succes ikke er alt. Fejlen ved Mads Skjern er, at han ikke vil indse det.

Alligevel ville jeg ønske, at jeg havde lidt forretningssans, at jeg kunne se hvad der skulle til og så bare stable det på benene, her midt under finanskrisen. Bygge et eller andet op. Hvad hjælper det at kunne sætte bogstaver sammen, når det, jeg i virkeligheden har brug for, er at være sådan lidt streetsmart - at kunne regne den ud?

Nogle gange kunne det være ret rart at have lidt næse for, hvordan man får tjent nogle penge sammen, i stedet for hvordan man skraber rejsegæld, ord og sabbatår sammen.

Selvom jeg er jyde - er det som om jeg er blevet snydt for noget af pakken...

Velkommen til Aarhus, eller... nej vent...

Det er sikkert bare mig, der er pessimistisk. Men er det, ærlig talt, ikke en lille smule fesent, at Aarhus, som landets anden største by, ikke længere har noget turistkontor? Når man tilgengæld har det lidet kønne slogan Danish for progress? Hva?

I modsætning til en by som f.eks. Vejle, er det helt slut med bemandet turistrådgivning her i Aarhus. Det er der ikke meget progress over.

Selvfølgelig ved turisterne, når de kommer til byen for første gang, at de skal stikke ind på Borgerservice ad den lille, fedtede, brune dør ud til Park Allé og snuppe sig et bykort, hvor alting står på dansk og en folder om Den Gamle By - hvor alting også står på dansk. Nå nej, det gør de nok ikke...

Nøj. Sådan en ussel behandling har jeg ikke engang fået som turist mærkelige steder som Veliko Tarnovo i Bulgarien, Irving i Texas eller Irkutsk i Sibirien.

(Forslag til nyt slogan: Danish for decline)

Efter turen til USA er jeg blevet opmærksom på, hvordan vi egentlig behandler besøgende, og hvordan det ville være, at skulle orientere sig og navigere i landet uden at kunne dansk. Der er vidst generelt ikke meget hjælp at hente hos den tilbageholdende danske befolkning, der mistroisk betragter de stakkels turister henover høtyven med Janteloven ulmende i øjnene...

Vi er alt for reserverede.

Men jeg er altså blevet sådan en freak, der resolut henvender mig til folk på gaden, hvis jeg kan se eller høre, at de er faret vild eller leder efter noget bestemt. Jeg giver klip fra mit klippekort til forvildede udvekslingsstuderende og hjælper japanere med at købe togbilletter og veksle penge. Man kan endda komme og overnatte på vores sofa, hvis man er medlem af couchsurfing.

På den måde kan jeg give lidt igen for al den venlighed, jeg selv har mødt, når jeg har været ude at rejse. Det er utroligt hvad halvanden måned i USA kan gøre ved en. 

Et tilbud man ikke siger nej til

Jobcenteret har givet mig et tilbud om aktivering. Det er sådan et tilbud man skal have senest 13 uger efter man har meldt sig som jobsøgende. Sådan et tilbud hvor man mister sine dagpenge, hvis man takker nej.

Så det gør man ikke.

(Mad på bordet og tøj på kroppen er ret rare ting at have på plads her i november) 

På den måde kan jeg ikke lade være med at synes, at det måske er lidt flabet at kalde det for et "tilbud", men dem om det. 

Systemet er ikke så fleksibelt, at det kan se det ulogiske i at sende en ressourcestærk (nej ikke økonomisk, men alligevel) akademiker med en uddannelse der bl.a. placerer sig indenfor formidling - på et jobsøgningskursus.

Jeg frygter, at det bliver sådan noget med, at jeg skal sidde foran en skærm og forsøge at forfatte nogle ansøgninger ud fra nogle givne retningslinjer. Til jobs der ikke eksisterer. Med en kursusleder der ved mindre om emnet end jeg selv. Jeg frygter, at det bliver sådan noget "find-din-indre-fugl" og lignende, som Lau Aaen skriver om i bogen "Dagpengeland" (som jeg i øvrigt gerne vil have fingrene i).

Men jeg HÅBER, at det bliver inspirerende, sjovt og spændende, at jeg kan lære en masse om arbejdsmarkedet af en kompetent coach, at jeg kan få svar på nogle af mine mange spørgsmål, og at det forhåbentlig ender ud i, at jeg kan få gelejdet mig selv et sted hen, hvor jeg kan få endnu mere relevant erfaring, end jeg allerede får i forvejen, gennem det frivillige arbejde jeg laver.

Nå ja. Beskæftigelsesmålet var i øvrigt at få mig i arbejde som "butiksassistent". Så meget for en BA i Litteraturhistorie.

Har dog fået det ændret nu. Jobcenterdamen lo lidt af fejlen, da jeg ringede ind og sagde det - lidt selvironi har de dog. Trods alt.

En farlig aftale

Herhjemme har vi indgået en meget gammeldags aftale, der praktisk talt gør mig til hausfrau. Aftalen går ud på, at det er mig der køber ind og laver mad (og gør rent - det lå mellem linjerne) indtil midt i december.

Normalt noget vi har gjort i fællesskab - især ordnet sådan at Jakob (også kaldet Gourmet-John) har lavet maden (fordi han er sindssygt dygtig til det) og jeg har hjulpet til.

Men nu er bøtten vendt, for Jakob har enormt travlt med sit afgangsprojekt. 

Så nu håber jeg bare, at han ikke vænner sig alt for meget til at komme hjem og sætte sig foran aftensmaden. For godt nok er jeg hjemmegående, men der er dælme nok at se til!

Som Konsulinde Holm siger: Hjemmets kvinder har nok at gøre!

Bare rolig. Jeg får nok aldrig rigtig smag for livet som hjemmegående husmor. Der gemmer sig en (foreløbig) lillebitte, men rasende og frådende, karrierekvinde indeni mig.

Og jeg har ikke den ringeste idé om, hvordan man stryger skjorter.

Ej. Jeg tror det bliver hyggeligt at eksperimentere lidt i køkkenet, nu hvor jeg får det helt for mig selv. Det er en del af aftalen, at jeg ikke vil høre noget brok over hverken menu eller kvalitet.

Det er blevet lidt nemmere at være kvinde

Hvis du er mand, vil du nok ikke finde det her indlæg særlig interessant. Nu skal det nemlig handle om noget mænd sjældent tåler at høre om, nemlig menstruation og i den forbindelse noget som alt for få kvinder har hørt om: Menstruationskoppen. Som jeg første gang læste om HER, hvorefter jeg sad med følelsen: Hvorfor har jeg aldrig hørt om det her før?

Jeg har personligt haft lejlighed til at teste et eksemplar fra firmaet OrganiCup. Den ankom i lækker og spartansk indpakning:

Jeg kan rigtig godt lide OrganiCups brand, fordi de fokuserer på at sælge en miljøvenlig og bæredygtig løsning på en seriøs måde og ikke pakker deres produkt ind i shiny lilla eller lyserød emballage og kalder sig et eller andet med diva eller lady. For så ender vi i samme grøft som markedsføringen af menstruationsindustrien hidtil har befundet sig i.

Lad mig lige hurtigt ridse op, hvad der er det smarte ved menstruationskoppen: Den er miljøvenlig, fordi den er ikke er et brug-og-smid-væk produkt ligesom bind og tamponer, den kan faktisk holde i op til 10 år afhængig af hvor godt man vedligeholder den. Den kan sidde i op til 12 timer, så du skal ikke tænke på at skifte bind og tampon hver anden time. Den er ikke lavet af samme blegede og halvvejs giftige materiale som bind og tamponer og du risikerer derfor ikke toxic shock syndrom. Desuden er der et plus mere ved, at den er et genbrugeligt produkt: Du skal ikke altid tænke på at have bind/tamponer med i tasken/smugle det med ud på toilettet osv. Slut med det.

Så det lovede jo rigtig godt, men hvordan gik det så med at bruge den?

Seriøst, hvor er tiden der tar' os?

Dines skrev et utrolig godt indlæg for lidt tid siden, som jeg bare ikke har kunnet slippe. Hun skrev om, at hun havde set to veninder skifte tøj på fortovet. Det er særligt det her afsnit, jeg bed så meget mærke i, at jeg tillader mig til at citere:

Og nu stod de altså her i Pisserenden, en mandag i en efterårsferie midt i ungdommen, og lynskiftede tøj, inden de ville vise sig for resten af gymnasiet, der sikkert også var i færd med at snige sig ind på… Heidi’s Bierbar. Eller Guldhornene. Med røven næsten bar, storgrinende, formentlig ædru, på vej ind i en aften som de måske vil huske om ti år.

Det var ikke kun da jeg havde læst det her, men også da min lillesøster kom hjem fra elevstævne på efterskolen og havde siddet der, midt i ungdommen og natten, fordybet i en samtale om meningen med livet, at jeg ikke kunne lade være med at tænke på, om det bare er slut med alt det?

Hvor er tiden der tar' os? Sang vi (evigt og) altid på efterskolen og det må du nok spørge om, for lige pludselig har den bare taget én med. Til helt andre steder. Så langt væk, at man kan blive alt for nostalgisk over oplevelser man havde da man var 18.  Og at antallet af huller i ørerne er blevet reduceret fra seks til fire uden at nogen har opdaget det. Overhovedet.

Alligevel er der stadig en del år til, at jeg begynder at kalde mig voksen i stedet for ung uden at krydse fingrene bag ryggen. Jeg tror også (muligvis naivt), at når man én gang har prøvet, hvordan det er at være ung, altså der hvor det bliver helt magisk og man glemmer tid og sted, så vil man altid kunne finde tilbage til det igen ("drømmere som dig og mig vil altid kunne finde vej - tilbaaaage"). Det vigtigste er nok, at man aldrig glemmer det.

Og det. gør. jeg. aldrig.

Vel?

Hvorfor jeg egentlig fjumrer så meget

Efter at have læst DENNE artikel om, at danske studerende elsker at tage sabbatår, vil jeg tilslutte mig koret af sabbatår-tilhængere og lægge kortene på bordet: Hvorfor fjumrer jeg egentlig så meget?

Jeg havde mit første sabbatår efter gymnasiet. Jeg trængte virkelig til et pusterum og til at komme til at se meningen med at lære noget igen. Bag kassen hos den lokale købmand, opdagede jeg, hvorfor det er smart at tage en uddannelse: Så man ikke ender sine dage bag kassen hos den lokale købmand.

Jeg holdt det ud, så jeg kunne rejse Moskva-Beijing med den trans-mongolske jernbane. På den måde kan man godt sige, at jeg tog sabbatåret af egoistiske årsager, men hvis ikke jeg havde taget det, så ville jeg være startet på den forkerte uddannelse - og hvor ender vi så henne? Hva'?

Nu har jeg så taget min bachelor og er i gang med mit andet sabbatår. I modsætning til det første sabbatår, så var opbakningen til at overse denne gang. Udover mig selv og min rejselyst, har jeg mødt ganske få, der helt ned i hjertedybet synes, at det er en god idé. Det er jeg fløjtende ligeglad med.

Jeg har vidst, siden jeg startede på bacheloren, at jeg ville tage det her sabbatår, når den var overstået. Jeg var udmærket godt klar over, at jeg ikke ville kunne studere i 5 år uafbrudt. Jeg bliver nødt til at komme ud og få noget virkelig horisont. Blive udfordret, komme ud af min comfort-zone, komme langt væk. Ellers ender man med at tro, at alt det vi går og laver rent faktisk er vigtigt.

Ja, det var fuldstændig egoistisk gjort, men jeg fortryder ikke et sekund. Halvanden måned i USA var så rigeligt et års tid på dagpenge værd.

There. I said it.

For nu, hvor jeg har skrevet mig en lille smule vred, er der en ting mere, jeg gerne vil sige: Jeg synes det er et skabskommunistisk og småligt samfund vi har, hvis alle beslutninger, vi træffer som individer og privatpersoner, skal kunne retfærdiggøres og gøres fornuftige i forhold til staten og dens situation.

Jeg er ikke staten. Jeg er Mette, og selvom jeg har tænkt mig at bidrage med en masse til vores samfund og betale skat i en 50-55 år, så tænker jeg stadig først og fremmest på mig selv, og hvor jeg vil hen med mit liv, når jeg træffer mine (ikke altid åbenlyst logiske) beslutninger.

I øvrigt. Hvis vi vil ud af den her forpulede krise, så kræver det, at der er nogen der tør. Det er sgu ikke dem der holder the beaten track, som kommer længst her i livet. 

Det er et fattigt samfund, der ikke giver sine indbyggere lov til at drømme - og tænke stort.  For slet ikke at tale om at være optimistiske!

Modeblog-mysteriet

Trods lang tids skepsis er jeg nu begyndt at følge et par modeblogs. Eller i hvert fald et par som hovedsageligt handler om mode. Jeg har altid godt kunnet lide mode. Altså at se på det.

Noget andet har været at få det købt. Der er jeg nok lige en tand for nærig. Selvom jeg efterhånden er kommet til at tro, at jeg smider om mig med pengene, når jeg har en kæreste, hvis sparsommelighed næsten kan måle sig med Mads Skjerns (hvilket nok er meget godt).

Derfor er der også en ting jeg virkelig har undret mig over. Hvordan får modebloggerne råd til alt det mode? Jeg ved godt, at noget af det, der bliver vist frem, er billeder, de har fundet af forskellige kollektioner, de godt kunne tænke sig, og at det ikke ligefrem er haute couture, de lader sig fotografere i (selvom de ville ønske det), men alligevel?

Jeg kunne være modeblogger i max to uger, og så havde i beset samtlige outfits jeg ejer, tror jeg. Mon de bliver sponsoreret med lækkert tøj? For så er jeg frisk - og misundelig.

Ellers tror jeg bare jeg holder mig til det her sjovere og lidt billigere koncept med at skrive løs om lige hvad jeg har lyst til.

Who won?

Hvad snakker jeg mon om? Er det mon præsidentvalget? Er det kåringen af Danmarks skønneste hjem? Nej til begge dele. Det er min give-away med Ib Laursen-skåle!

I torsdags udtrak Jakob de to vindere ved hjælp af, jep, en af de fine skåle.

Tilfældighederne havde ikke deres mest kreative dag, så de udtrukne numre ligger ret tæt. De heldige vindere blev...

... Sofie og Heidi! 

Stort tillykke til jer!

Jeg synes, at I begge to skal skrive til mig, så aftaler vi overdragelsen af skålene! 
 

Chokoladecocktail

Jeg var en meget flittig veninde i går, hvis jeg selv skal sige det.

Jeg brugte det meste af min dag på minutiøst at gennemgå min venindes, i øvrigt fremragende, BA-opgave for alskens små skønhedsfejl.

30 sider inde i opgaven var jeg ved at gå fuldstændig kold.

Jeg fik den tanke, at det var en langt bedre idé, at placere resten af mit Anthon Berg-chokolade i et cocktailglas og lave en lille fotosession.

 

En rimelig lækker drink, nu du spørger.

PS. Husk at læse med i morgen, hvor jeg afslører vinderne af min Ib Laursen give-away! 

Nu piller vi lige lidt ved dine tæer

Min ene tå føler sig som en stjerne i de her dage. Aldrig i sit liv har den fået så meget opmærksomhed.

I sidste uge blev den sprittet af, rost for at være lang (sammen med de andre tæer), badet i rampelys og lokalbedøvet af kvinder med grønne masker for munden til stor, stor smerte for sin ejer. Aaav!

Nu piller vi lige lidt ved dine tæer, sagde lægen og sygeplejersken, mens jeg lå og smårystede på briksen, er du mon kilden under tæerne?

Øh. Hvad svarer man.

Ikke I den her situation?

Den blev skåret op, fik endda fjernet et skæmmende modermærke og syet sammen igen med tre sting (tre sting i sådan en lille tå!?). 

Nu er tåen så blevet kigget på igen, vendt og drejet, den er kommet på piller, den skal holdes i ro. Jeg er dødtræt af min tå. Synes den skal slappe af og komme ned derfra. Så spændende er den vel heller ikke.

Hov!

Var det meningen at jeg skulle have skrevet på facebook, twitter, bloggen, i panden og i en runde-mail til alle kontakter i går, at jeg heppede på Obama?

Ups. Det fik jeg ikke gjort.

Men jeg var egentlig heller aldrig sådan rigtig i tvivl om, at han ville vinde. (Nemt at komme og sige nu, men alliwel).

Det var jeg for fire år siden. Jeg var tyve år, mig og Jakob havde været kærester i under en måned og havde aftalt at se valg sammen hele natten og drikke champagne (uanset valgets udfald), selvom vi begge to havde sabbatår-fuldtidsjobs. Nej hvor man kunne dengang, hva?

Sådan gik det heller ikke. Jakob blev syg og ville ikke se valg alligevel. Jeg tænkte semi-naivt, at han nok ikke gad mig mere og tog ud og trøsteshoppede (igen, tiderne har virkelig ændret sig...). Jeg så valg alene indtil jeg faldt i søvn og næste morgen fældede jeg en lille glædeståre over nyhederne.

Change has come to America.

De hemmelige favoritter

Nu er det ikke fordi jeg er vildt interesseret i, at sende jer andre steder hen . For jeg er sindssygt glad for at I læser med - og for at I er så mange der læser med, at jeg f.eks. nu kan lave give-aways og sårn. Jeg er meget beæret over at nyt navn og design, kan give så mange flere læsere. Hvor er det fedt.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg læser mange blogs. Eller følger mange blogs som jeg hellere vil kalde det. Der er kommet en del flere til, siden jeg lavede listen over favoritblogs, som du kan finde ude til højre. Alligevel har jeg ikke skrevet dem på herinde, for jeg synes at listen bliver for lang og dominerende.

Det skal dog ikke forhindre mig i at anbefale dem. For det er nemlig det jeg vil gøre lige nu. Altså. Udover dem der pryder listen der kan findes i højre side af denne blog, følger jeg også: (Tadaa)

DINES - Som jeg egentlig har kendt til længe, men har koblet mig på alt for sent. Jeg har dog læst lidt tilbage og det kan du jo også gøre, hvis du ikke allerede læser med derinde. Hun skriver himmelråbende godt. Nuff said.

Kreative familie- og livsstilsblogs som by myr , Carlas Café, Fru Schou, Hvor kragerne vender og Mokka og mælkeskæg. Selvom jeg godt kan lide at læse om hverdagens barske (og sjove) realiteter, så har jeg altså også en svaghed for hygge og flotte billeder - og så er andre menneskers (børne)familieliv af en eller anden grund ret spændende at følge.

SOFIES BLOG - En rigtig skøn blog. Ligeledes med flotte billeder. Jeg ville egentlig kalde det en modeblog, men der er krydret med en masse ekstra. Det er nok mere en livsstilsblog - men uanset mærkat kan jeg godt lide den.

AND MARY - En blog som jeg lige er begyndt at følge, fordi det er en pige fra min hjemby der skriver den og jeg kan huske hende fra hun ikke var andet end en lille snotunge. Nej okay. Fordi det er en flot og fin blog - med masser af mode. Og lige præcis mode kunne jeg, hvis jeg selv skal sige det, saftsuseme godt bruge noget mere af i mit liv. 

AT LÆRE ER AT LEVE - Nystartet blog der bliver skrevet af en cool og ambitiøs folkeskoleelev (som jeg tilfældigvis kender), om hvordan det er at være cool og ambitiøs folkeskoleelev i dagens DK. En vinkel der jævnt hen mangler - det er normalt mest voksne der har en mening om det.

Nå jo! Så er der også boligbloggen HOMESICK som jeg har anbefalet før. Det er en blog hvor jeg finder rigtig meget inspiration og som får mig til at ønske, at jeg havde et helt hus at indrette! 

Tak til bloglovin' (som jeg i øvrigt også lige vil anbefale) for at holde styr på alt det for mig!

Hvis jeg vandt i Lotto?

Den anden dag overvejede mig og Jakob om vi skulle købe en lotto-kupon. Bare en enkelt gang

I den forbindelse kunne vi ikke lade være med lige at vende, hvad vi så egentlig ville gøre, hvis nu vi vandt, lad os sige, ca. 93 millioner.

Uh, den var svær.

Jeg kan selvfølgelig snakke i dagevis om de rejser jeg ville tage ud på, hvis jeg vandt den store gevinst. Men efter at have fablet lidt om det, erklærede jeg, med eftertænksom mine, at jeg selvfølgelig også ville gøre min uddannelse færdig. Uden SU.

Jeg kom også frem til, at jeg nok bare ville begynde med, at placere pengene i banken, at jeg ville melde mig ud af jobcenteret og give en del til velgørenhedsprojekter...

Og så slog en tanke ned i mig...

Mig: Jeg ville altså også købe den der bil jeg godt kunne tænke mig - du ved! Hvad er det nu...?

Jakob: En Fiat 500?

Mig: Ja!! Det ville jeg gøre! I hvid.

Vi købte ikke nogen kupon. 

De små ting

Horisont - horisont - horisont. Det er noget af det man aldrig må give slip på - så hellere det sidste sæt tøj!

En dag hvor jeg snakkede i telefon med min søde mor rådede hun mig (som mødre nu gør) til at passe på ikke at komme til at gå for meget op i de små ting, nu når jeg er jobsøgende. Det har jeg tænkt meget over - for jeg synes det er rigtig klogt.

Når man har et liv der er så ustruktureret og så meget bundet op på selvdisciplin og selvmotivation som mit, så er det vigtigt at man ikke lader hverdagens små ubehageligheder vokse sig store og uoverskuelige. Sådan Maude-agtigt. Man skal passe på, hvor små ting man begynder at gå op i. Lade være med at blive forvirret hvis man skal et eller andet der gør, at man ikke har ligeså lang tid til at spise frokost som man plejer osv.

Heldigvis har det ikke påvirket mig vældig meget på den front at være jobsøgende. Lige siden jeg var 13 har jeg fulgt ivrigt med i verdenssituationen - og det gør jeg stadig. Jeg diskuterer den også - især med Jakob. Hvis jeg skal være helt ærlig, så adskiller den tilværelse jeg har lige nu sig ikke specielt meget fra da jeg var studerende. De eneste forskelle er, at jeg står tidligere op og at det er mig der bestemmer pensum.

Nu undrer du dig sikkert. For handler den her blog da ikke lige netop om hverdagens små finurligheder? Handler den ikke om de helt små ting? Jo det er nok rigtigt, at det gør den for det meste. For jeg kan godt lide at bemærke og berette om de små ting - men det er ikke det samme som at lade dem vokse sig store.

Bare fordi de fylder meget på bloggen, betyder det jo ikke nødvendigvis, at de fylder meget i mit liv sådan generelt. For, indrømmet, så gemmer der sig mere bag kulissen end det der kommer med her.

Men okay. Selvfølgelig er der masser af tidspunkter hvor småting bliver altoverskyggende - det tror jeg de fleste har oplevet. Og, apropos, så kan du stadig nå at deltage i min give-away HER.

Give-away! Vind Ib Laursen-skåle

På trods af at jeg ikke ligefrem er boligblogger, har firmaet Ib Laursen været så venlige at sende mig disse flotte skåle til en give-away.

Jeg tror aldrig rigtig jeg har blogget om indretning før, men min interesse for det er også først fornylig begyndt at titte frem. Det må være alderen.

Mig og Jakob har fulgt intenst med i programmet "Danmarks skønneste hjem", fordi vi begge to interesserer os lidt for arkitektur og er hver gang blevet enige om, at det selvfølgelig er os, der har Danmarks skønneste hjem.

Nej det er ikke sikkert Eva Harlou ville være helt enig. Vores hjem er indrettet med en, synes jeg selv, lækker kombi af IKEA-møbler og loppefund. Stilen er nok hen ad retro - og vi har i det hele taget ikke særlig meget af sådan noget smukt, romantisk brugskunst, som Ib Laursen producerer - det er måske fejlen?

Det har du så tilgengæld mulighed for at få nu!

To heldige læsere kan vinde fire Ib Laursen skåle. Alt du skal gøre for at deltage er at skrive en kommentar til indlægget her - så deltager du! (Sidst var der lidt problemer med, at det var svært at kommentere, men det skulle altså være løst nu).

Vinderne bliver trukket torsdag d. 8/11. 

Sæt i gang! 


PS. Vil du se en rigtig boligblog kan jeg anbefale DENNE HER.
PPS. Jeg har selv knipset billederne og er mega stolt.