Vind 100 muffins

Det er nemt! (sådan da). Min gode veninde har udlovet en dusør på 100 muffins til den der kan føre hende frem til en 1 eller 2 værelses lejlighed i Aarhus.

Gerne så tæt på centrum som muligt.

Hun mangler et nyt hjem med mere plads og rar udlejer, synes hun. Og det er jeg helt enig med hende i.

Så nu tages alle midler i brug. For boligsituationen i Aarhus er sindssyg.

Og hun bager altså virkelig gode muffins.

Appetitvækker

Pssst. Så smid lige en kommentar eller en mail, hvis du ved noget...

Yes!

I går så efteråret for en gangs skyld sådan her ud:

Billedet tog jeg godt nok sidste år (hæ, ja, det er noget snyd, I know), men det er altså rigtigt nok alligevel. Og dejligt.

Hvem gider studere i en hængekøje?

Ja det lyder måske meget hyggeligt i teorien. Men selvom der de seneste år, er kommet mere fokus på forskellige indlæringsstile, så virker en god gammeldags pult med en god gammeldags læselampe altså bedre i praksis.

Synes jeg. Men det synes Mette Thunø (dekan på Arts) ikke. Se selv HER.

Arhjmen...

Det er da godt at de studerende selv er i stand til at tage sig seriøst, for Mette Thunø er det tydeligvis ikke.

De studerende vil have bøger på biblioteket (hvad ellers?), men Mette Thunø vil have hængekøjer.

Bøgerne er kommet på fjernlager for at skaffe flere studiepladser, argumenterer hun med - studiepladser som åbenbart udarter sig i hængekøjer?

Jeg er ked af at lyde konservativ og sårn, men jeg synes det er møguseriøst. Et stort plus ved mit sabbatår er den lille pause det giver fra AU og det medfølgende bureaukratiske kaos.

Et universitet hvor tingene (tydeligvis) ikke bliver tænkt ordentligt igennem - det er da paradoksalt?

Sofistikeret forsødelse af tilværelsen

Hjemmebagte macaroons...

... Need say more?

Afsløret med flødeboller

Nå. Jeg vågnede med ondt i hals og ører i går morges efter at have været fanget i stormvejret i Hasle (af alle steder) aftenen forinden. Og det regnede stadig. Og jeg syntes ikke det var specielt opmuntrende.

Så da Jakob kom hjem lavede vi en bette aftale om at se "Den Store Bagedyst" klokken otte. Jeg indrømmer det: Vi følger ivrigt med og hepper på vores favoritter.

Der er bare et problem med det program: Vi bliver voldsomt lækkersultne af at se det. Den søde tand svulmer. Munden løber i vand. Vi kan næsten ikke holde det ud.

Det skal være løgn! Tænkte jeg i går. Nu skal vi saftsuseme have noget lækkert at spise, mens vi ser lækkert fjernsyn. Så jeg rejste mig fra sofaen, iførte mig bukser som ikke er natbukser, stak i et par grimme orange gummistøvler og sjoskede ned i Netto, hvor jeg købte en pakke flødeboller. Yes.

Så langt så godt.

Men udenfor Netto mødte jeg en mega tjekket veninde fra efterskoletiden som jeg ikke havde set i et par år og vi sludrede lidt inden hun gik ind i butikken. Rockerhyggeligt.

Bagefter kom jeg til at se ned på mine gummistøvler. Og på flødebollerne. Jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde noget make-up på og at jeg skulle hjem på sofaen igen og se "Den Store Bagedyst".

Shit. Jeg må virkelig stramme op. Vil nødig leve op til samfundets lidet positive forestillinger om arbejdsløse...

Tre sandheder om jobsøgning

1.

Selv hvis man sætter kryds ud for "gadefejer", "pedelmedhjælper" og "skraldemand", så kommer der stadig 0 ledige stillinger frem inde på jobnet.

2.

I går skrev jeg for første gang en ansøgning, hvor jeg undlod at nævne min uddannelse (men bare rolig, den står stadig på mit CV). Så meget for tre år på universitetet. Det var fordi jeg ikke ville lyde overkvalificeret til jobbet som rengøringsassistent (hvor vigtigste krav var at man kunne dansk).

3.

Det gør det overhovedet ikke bedre at det regner...

Lækre loppefund

I går var mig og Jakob til årets sidste loppemarked i Mølleparken (snøft!), shit der var mange mennesker! Det var næsten ikke til at sparke sig frem, men der var virkelig også mange skønne sager til salg.

Til overpriser naturligvis, så det var ikke mange brugte ting jeg fik købt. Det er svært, når man ved at man kan få lignende grej til under det halve i Skærbæk til foråret.

Men jeg købte en pung!

Og den er brugt, så den har selvfølgelig lige været en tur gennem nostalgi-filteret.  Her kan tyveknægtene så se, hvilken pung de virkelig skal holde sig fra fremover. Medmindre man er ude efter en lang næse.

Den er lidt svær at åbne og lukke, men det er der heller ikke behov for særlig tit, når man er arbejdsløs.

Ellers købte jeg unikke, håndlavede ting!

Her er en fin ring fra Oh Deer (shop online hos dem HER)

Og her er et par smukke, enkle øreringe, som jeg ikke ville forlade loppemarkedet uden. Billedet er lidt sløret.

Den sidste ting jeg købte blev på bestilling hos en sød dame som syr. Så kan jeg nemlig få den i den helt rigtige farve. Jeg siger ikke hvad det er endnu, men begynder snart at lure spændt i postkassen... Igen...

Gad godt lige bo i Alabama

Nærmere bestemt Montgomery. Det er der mange grunde til. En af dem er F. Scott & Zelda Fitzgerald museet, som sendte mig den her invitation på e-mail den anden dag:

Dear Fitzgerald friends and family,

Scott's 2nd Annual Halloween Bash is only 6 weeks away!  Mark your calendars for 6:00p - 10:00p, October 31 for our "Mobsters and Monsters" themed costume party!  Tickets are $25 and can be purchased either at the Museum during operating hours, by check, or through our PayPal on our website.

We are getting excited, and we can't wait to enjoy the evening with you!

Geez. Hvis der var et sted jeg gerne ville til fancy fester, så var det der: Søde mennesker, smukke historiske omgivelser og væggene plastret til med originale brevkorrespondancer mellem Fitzgerald og Hemingway. Mit litterat-hjerte banker for F. Scott & Zelda's Alabama home...

Og, nå ja, så er der rent faktisk også varmt i Alabama...

Jeg kan ikke huske teksten til Lillepeter Edderkop

Okay. Så jeg babysittede i forgårs. Det gik fiiint.

Især da jeg havde fået barnet ud af børnehaven. Jeg havde lykkeligt glemt, hvor kaotisk der er i en børnehave og også det aspekt at man selv skal ud og indfange barnet og overtale det til at gå med hjem midt i en sjov leg.

Noget der ikke bliver nemmere, når barnet ikke genkender én og tydeligvis havde forventet at se sin mor. Kunne ikke lade være med at føle mig lidt som en børnelokker. Heldigvis var pædagogerne helt med på at jeg skulle hente hende.

Jeg blev nødt til at overbevise hende om, at vi skulle hjem til hendes mor. Det skulle vi også - vi skulle bare hjem til mig først. Hæ. 

Rimelig betuttet pige jeg fik hjulpet op af bagtrappen og ind i lejligheden. Det hjalp heller ikke da hun så Jakob, som hun ellers plejer at være ret begejstret for (der har vi meget tilfælles!).

Hun valgte strudse-taktikken og begravede hovedet i min jakke. Det besværliggør det der med at tage gummistøvler af rimelig meget. Heldigvis tøede hun op inden vi skulle spise.

Så var det at jeg havde lovet at have hende puttet senest 19.15.... Så jeg løb hele vejen op til busstoppestedet i regnvejr med barnet i klapvognen. Krebs i hovedet og med håret strittende i alle retninger stod jeg så og ventede i næsten ti minutter på den selvfølgelig forsinkede bus.

Vidste ikke lige præcis hvor jeg skulle stå af og barnet kendte vejen bedre end mig, men vi kom det rigtige sted hen (gps er og bliver genialt).

Havde givet hende nattøj på og skiftet hendes ble, men glemt at børste hendes tænder, så det skulle vi også lige nå.

"Nej! Jeg vil have den gule tandbørste!!"
"Okay - jeg finder den gule" "her er den gule!"
"Nej! Jeg vil have den lilla tandbørste!!"

Samme scene udspillede sig, da hun skulle have sin sut. Og så manglede jeg bare at synge godnatsang. Hun betroede mig, at hun gerne ville have sunget "Lille Peter Edderkop". Hvor nemt! Tænkte jeg. Den kender alle jo.

"Lille Peter Edderkop" sang jeg "kravled op af muren... så... øh... så kom... øh... hvad kommer så?"

Barnet kunne ikke lade være med at grine lidt af mig. Shit. Det forstår jeg godt. Der skal virkelig strammes op på mit børnesangs-repertoire inden jeg skal babysitte næste gang...

Men hun faldt i søvn alligevel. Det var en møghyggelig dag, men jeg var fuldstændig udmattet da jeg kom hjem. Respekt for folk der har børn!

Det forsvundne pas

Det var først da mit nye pas endelig nåede frem i går, at det gik op for mig, at jeg aldrig får mit gamle pas at se igen. Det som blev stjålet. Men hvordan kan det også betyde så meget? Tænker du nok.

Tja. Det var bare propfyldt med minder.

Det var laset. Det havde fulgt mig trofast siden 2007, hvor jeg var på min første interrail-tur. Billedet var af en mørkhåret, gymnasie-Mette med gnistrende øjne og farvestrålende (det kunne man ikke se på billedet) tørklæde om halsen. Forventningsfuld.

Der var visum fra Rusland, Mongoliet og Kina. Og så var det ellers bare fyldt med stempler fra Balkan; Bosnien, Serbien, Makedonien osv. og der var også flotte stempler fra Tunesien - mig og Jakobs første ferie sammen.

For slet ikke at tale om det nye fine indrejse-stempel fra USA. Og visummet fra Mongoliet var endda håndskrevet.

Jeg indrømmer gerne at jeg var mega stolt af mit gamle pas. For mig var det en skattekiste af minder. Jeg ville gerne have haft det resten af mit liv.

Det nye pas-billede forestiller en træt, forvirret og forjaget Mette på 23. Hun har rejst tværs over USA og tilbage igen. Hun er sammenbidt. Hun har ikke sovet hele natten, men siddet ret op og ned i en bus mellem Chicago og New York uden skyggen af ID på sig.

"Haunted and tired with travel" som Jack Kerouac skriver.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, at alle de rejser som det gamle pas var et vidne om, kan man på en måde stadig se i det nye pas. I det stædige ansigtsudtryk på pasbilledet.

Ja og så er det jo udstedt af generalkonsulatet i New York... 

Jeg har ikke rigtig babysittet i 7 år

Men der er nogle ting man aldrig glemmer, hvordan man gør. Altså når man først har prøvet det. Jeg babysittede fast da jeg gik i 8. og 9. klasse. Det var både fedt og enormt skræmmende pludselig at have så meget ansvar. Jeg stod med rystende teenage-knæ i entréen hos dagplejemødrene og tvang mig selv til at sige noget.

Jeg kunne heller ikke lide, hvis andre så mig passe børnene, for hvad nu hvis jeg passede dem helt forkert? Jeg kan huske første gang jeg skulle putte et barn. Det var naboens dreng jeg passede. Jeg blev ved med at synge Pjerrot-sangen lang tid efter han var faldet i søvn. Jamen tænk hvis han vågnede, når jeg stoppede?

I dag skal jeg så babysitte igen (og nej a-kasse, jeg må skuffe jer med, at det ikke er et job, så I kan godt spare jer. Det er en venne-tjeneste. Jeg gør det gratis og med glæde).

Jeg skal både hente i børnehave og putte. Men jeg er ikke længere en genert teenager, jeg 7 år ældre nu og ikke spor nervøs, trods min rustne babysitter-erfaring. Kun for at fare vild.

Og for at jeg ikke kan huske Pjerrot-sangen...

Jeg skal til plastikkirurg!

Men jeg må skuffe/glæde jer med at jeg hverken skal have lavet større bryster eller mindre næse. Nej.

I dag kastede hudlægen et knivskarpt blik på nogle mistænkelige modermærker jeg render rundt med og besluttede sig for, at ét af dem skulle fjernes (altså bare for en sikkerheds skyld, intet alvorligt). Og at det skulle fjernes af en plastikkirurg, fordi han ikke mente, at han selv var i stand til at fjerne det pænt nok/sy det pænt nok sammen.

Jamen hvor sidder det modermærke da, siden det er så besværligt at fjerne og skal fjernes så nænsomt af en plastikkirurg? Sidder det midt i ansigtet? Sidder det på maven? Sidder det på halsen?

Næ.

Af alle steder, så troner det på siden af min ene tå og ligner lakrids mellem tæerne. Super. Så er egentlig ret glad for at skulle af med det. Kære hudlæge, det kan kun blive pænere!

Tilværelsen som arbejdsløs er fyldt med regler

Man skulle egentlig tro, at jeg fik udstukket regler nok fra a-kassen og jobcenteret - og det er vel egentlig heller ikke fordi at der mangler regler i det her cirkus.

Simpelthen en gåde hvorfor jeg så alligevel går rundt og opstiller en masse regler for mig selv.

Når andre er arbejdsløse skal de søge i gennemsnit to fuldtidsjob om ugen og i aktivering efter 13 uger osv. De regler gælder også for mig. Sammen med de hjemmebryggede her:

- Hvis frokosten ikke kan være på en frokosttallerken, har man smurt for meget frokost.
- Man må kun spise slik i weekenden.
- Man må kun drikke alkohol i weekenden.
- I hverdagene må man kun spise kage, hvis man bliver budt.
- Man skal løbe mindst to gange om ugen.
- Man skal stå op senest kl. 7 hver morgen, ligesom "almindelige mennesker".
- Man skal udenfor hver dag.
- Alle jobopslag i regionen skal tjekkes igennem hver morgen.
- Jobforslag på jobnet skal tjekkes hver morgen.
- Man skal skrive en jobansøgning hver morgen inden morgenmaden. 
- Man skal læse hver dag.
- Man skal skrive hver dag.
- Man skal helst have én vigtig aftale hver dag. 

Nej. Det er jo ikke altid de bliver overholdt. Det er nok mere selvopfundne retningslinjer, eller struktur om I vil. Og regler siger i øvrigt meget om de personer de er sat op for. Som f.eks. når der står i Greyhound-bussernes reglement at man ikke må rede hår og tage parfume på (foruden et par hundrede andre ting), så må man gå ud fra at nogen har gjort det så meget at det har været et problem (sidespor).

Og til arbejdsgiverne: Bemærk hvordan jeg både bestræber mig på at holde mig sund og morgenfrisk, samtidig med at jeg vedligeholder mine kompetencer. Ansæt mig!!

Okay. Man bliver ikke bare regelrytter af at være arbejdsløs:

Man bliver fuldstændig neurotisk...

Skrivebordsbunken der aldrig forsvinder

Kender du bunken? Jeg kan ikke forestille mig, at jeg er den eneste, der har den liggende på mit skrivebord. Bunken med papirer, som man konstant prøver at udrydde, men som det åbenbart er umuligt at komme helt til bunds i.

I sidste uge fik vi skiftet vinduer og det betød, at jeg måtte rydde hele mit skrivebord og derfor også flytte den nærmest fastgroede bunke papirer.

Se hvordan der så ud under den:

Nej, nej, nej, tænkte jeg, nu er der i hvert fald ikke længere tvivl om hvor og hvor længe den bunke har ligget på skrivebordet. Men nu skal det være slut. Når jeg flytter tingene tilbage på skrivebordet, er det slut med papirbunker.

Jamen gæt hvad der allerede er opstået samme sted...

Min egen franskmand

Min kæreste Jakob har fået overskæg. Og når han lige har barberet sig, så ligner han altså en franskmand. Det synes jeg er sjovt. Og sødt. Jeg prøver at huske en samtale vi havde om det den anden aften...

"Jeg begynder snart at snakke fransk" sagde han til mig og jeg svarede nok noget i stil med, at det ville jeg glæde mig til.

Ham: Men jeg kan jo ikke snakke fransk
Mig: Så må du bruge de ord du kan og sige bonsoir og merci hele tiden
Ham: Jah.
Mig: Je m'appelle Mett'
Ham: Hvad betyder det?
Mig: Jeg hedder Mette - comment tu t'appelle?
Ham: ...
Mig: Det betyder "hvad hedder du?"
Ham: ...
Mig: Så skal du sige hvad du hedder! Hmm... Hvordan siger man egentlig Jakob på fransk?
Ham: Jakob
Mig: Men de udtaler jo J som S?

Ham: Så skal jeg bare hedde Jacques måske?
Mig: Årh ja! Jacques! Mega godt! Så skal vi bo i Paris og hedde Jacques og Mett og gå på café og købe baguettes og drikke rødvin hele tiden!!
Ham: Ja!!

Det bliver romantisk! (Og man kan godt fornemme hvem der i virkeligheden er mest frankofil)

Men jeg sidder her alligevel

Ha. Jeg er en elendig blogger. Den ene dag tror jeg, at jeg mener noget. Så vil jeg være fremme i skoene og starte debat. Først når det er for sent kommer jeg i tanke om, at jeg i virkeligheden hader at diskutere. Det er noget at det værste jeg ved. Folk bliver så forbandet sure.

Da lortemor.com helt forståeligt (det ville jeg også have gjort) forsvarede sin egen blog i går, var jeg klar til at slette min egen blog på stedet. Også selvom jeg stadig mener det samme som jeg skrev.

For nu tror hun jo, at jeg ikke kan lide hendes blog. Og i virkeligheden kunne jeg ligeså godt have skrevet, at den var sjov, velskrevet og befriende ærlig, for det mener jeg også. Samtidig. Ellers ville jeg jo heller ikke følge den.

Og det var dumt af mig, at glemme at det jo er rigtige mennesker, der sidder og skriver de blogs vi læser. Måske skulle man i virkeligheden bare holde det hele for sig selv, tænkte jeg i går aftes. Hvad så om hverdagen er sjov og kan følges i små episoder på internettet. Er det ikke lige meget? Tja.

Nogle gange kan jo være ligesom at få tæsk af bitterfissen Bethany. Og andre gange kan det være sjovt. 

Jeg ville jo bare kommentere på en tendens, som jeg undrer mig over. Jeg skrev endda, at jeg ikke havde ret til at udtale mig om det. Og jeg kan sagtens forstå alle modargumenter. Jeg er ikke særlig stædig, det er nok i virkeligheden "problemet".

Så hvor vil jeg hen? 

Jeg vil hen til noget klogt, som en god veninde sagde til mig en dag vi snakkede om at turde mene noget andet end alle andre: "Det kan godt være at I sætter jer derovre" sagde hun "men jeg vil hellere sidde her!"

Jeg sætter mig her. Og søde Jakob har overtalt mig til at blogge videre. Så er jeg da sikret én læser ;-) (tillader mig endda en blinke-smiley). Hej hej. 

Er det fedt at være lortemor?

Nu skal det handle om noget jeg overhovedet ikke har ret til at udtale mig om, nemlig moderskabet og dets (mode)tendenser.

Indrømmet. Jeg dagdrømmer da af og til om den dag jeg skal/vil være mor. Også selvom der stadig er nogle år til. Og når jeg tænker på graviditet, så tænker jeg på sund, økologisk mad, ikke for lidt og ikke for meget motion, absolut ingen alkohol, ingen parfume og parabener, økologisk og miljøvenlig make-up osv.

Jeg forestiller mig 9 måneder, hvor det bliver mine fineste opgave, at holde mig væk fra skadelige stoffer, fødevarer og i det hele taget handlinger der kan skade barnet.

Sådan har det ikke altid været med graviditeter. Før i tiden havde man en anderledes afslappet tilgang til det og jeg kan da også godt selv tænke "åh, slap nu af!" engang imellem, for det er jo selvfølgelig noget der sagtens kan overdrives og bliver det i stor stil. Men sagen er denne:

For få år siden skulle man være "speltmor" med forklæde og hjemmebag og jeg-klarer-lige-det-hele og syr i øvrigt selv attitude, samtidig med at man naturligvis havde en fed karriere og en succesfuld mand, der samtidig var den perfekte familiefar.

Eftersom det ikke kan lade sig gøre i virkeligheden, kan jeg oprigtigt godt forstå, at der kom en modreaktion mod det moderskabsbillede, som "spelt-mødrene" tegnede.

Problemet er bare, at man, efter min mening, også kan gå for meget over i den anden grøft. Min studieveninde har skrevet om tendensen HER. Hun skriver, at den holdning til deres børn, som de (midaldrende) mødre vælger at udstille på deres blogs måske hænger sammen med drømmen om den anden ungdom.

Personligt er jeg kraftig modstander af "den anden ungdom", dels fordi den ikke findes, man har én ungdom og den må man så udleve eller lade være, og dels fordi drømmen om den kan få familier til at gå i opløsning.

Men der er også noget andet jeg har lagt mærke til. Jeg er nemlig begyndt at følge bloggen Lortemor.com og her stræber man langt fra efter "speltmor-idealet". Her er idealet (sat på spidsen) nærmere, at blive ligesom en taber-mor fra programmet "De Unge Mødre". Her giver man efter for fosterets trang (yeah right!) til fastfood med en ligeglad attitude. Her bliver bloggerens graviditet, efter min mening, gjort til gidsel for en sjov blog om at være lortemor.

Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde når jeg læser den. For selvfølgelig er der ikke nogen der er perfekte og selvfølgelig kommer man til at gøre alt muligt man "ikke må" mens man er gravid, men jeg synes bare forskellen ligger i, hvad man stræber efter. 

Ja, jeg ved godt jeg (også) er so last year, men helt ærligt: Skal det virkelig være cool at være "lortemor"? 

Den dag FedEx manden brændte mig af

I forgårs løb jeg en rask tur rundt i kvarteret. Da jeg fuldstændig krebs i ansigtet og storsvedende væltede ind i entréen 20 minutter senere, trængte jeg mildest talt til et bad. Men ikke så snart havde jeg smidt alt det klamme løbetøj, før det ringede på dørtelefonen.

"Hallo!", sagde jeg i røret uden en trævl på kroppen.
"FedEx" lød en mandestemme i den anden ende.

Jeg blev straks klar over, at det måtte være mit nye pas der var ankommet. Det bliver sendt fra New York af, for mig, uklare årsager. Men jeg tænkte "YES!", for jeg savner at have et rigtigt pas.

"Øjeblik!" sagde jeg glad i røret og sprang ind og fandt et håndklæde, som jeg tog om mig, før jeg fløj tilbage i entréen, hvor jeg klikkede hoveddøren åben.

Men så skete der det mærkelige at ingen lukkede den op. Jeg klikkede igen og igen, men der skete ingenting. Jeg åbnede entrédøren på klem og lurede ned på gaden. FedEx buddet var simpelthen smuttet igen. Han kunne åbenbart ikke engang vente et halvt minut på, at jeg åbnede døren.

Det er satme dårlig service, FedEx.

Ting man ikke kan ønske sig

I går var der lige præcis en måned til min fødselsdag og eftersom jeg er jobsøgende for tiden og ikke har fået en krone udbetalt i dagpenge endnu (læs: på røven), så kom jeg til at sidde og tænke lidt over den hårfine grænse mellem hvad man kan og ikke kan skrive på en ønskeseddel.

Det skal i hvert fald være ting, som dem man er på gave med potentielt har råd til at købe. Men, tænker jeg, det er jo så heller ikke hvad som helst fra indkøbslisten man kan smide på ønskelisten, vel?

Her har I derfor listen over ting jeg mangler, men ikke ønsker mig i fødselsdagsgave:

- Nye blade til skraberen. (Hej kroniske stubbe på benene)
- Vatpinde
- Nye (bomulds)trusser (USA er og bliver en trussetyv)
- Make-up pensel (okay den kunne måske gå an)
- Sorte sokker fra Føtex (Guldmærke-potentiale!)
- Vitaminpiller
- Ansigtsrens (den stribede fra Matas)
- Kuglepenne

Jamen hvorfor jeg ikke bare kan ønske mig de her ting? Fordi de både er kedelige at få og kedelige at give. Har jeg ret? Vi kan ikke gå og begynde at pakke hvad som helst ind. Så ender det jo med, at man en dag åbner en gave der viser sig at være en pakke tamponer (og nej, det var ikke en opfordring!).

Og med denne ikke-ønskeliste afslører jeg da vidst, at jeg altså tænker på gaver, når jeg tænker på fødselsdag. Jeg kan ikke gøre for det, det har jeg altid gjort!

Men bare rolig jeg tænker også på kage, varm kakao, fest og familiehygge. Jubii, jeg glæder mig!

Goddag det er omstillingen

I morges da jeg flittigt sad og forsøgte at få skrevet nogle kreative jobansøgninger, der kunne tilfredsstille både jobcenter, a-kasse og min egen samvittighed ringede min telefon. Det var en veninde som jeg burde se noget oftere, men som ikke er en jeg sådan plejer at snakke i telefon med i tide og utide. Så jeg blev lidt overrasket.

Jeg tog telefonen og blev ikke mindre overrasket: Hun lød meget formel i røret med et "goddag" og sit fulde navn. "Hej!" sagde jeg "hva' så?" og det var her det gik op for mig, at hun troede hun talte med en offentlig institution og ikke mig. Hmm. Hvordan breaker man lige den?

Hun fornemmede det dog selv og lagde på med et "Hva' fa... sker der?"

Senere sms'ede vi sammen. Hun havde siddet og talt med hospitalet, da det pludselig duttede i røret. Så hun troede at hun blev stillet om og i næste sekund havde hun mig i røret. 

Mærkeligt.

(Hendes telefon har selvfølgelig ringet mig op ved en fejl.)

Men, tænkte jeg, hospitalet skal da endelig bare begynde at stille om til mig. Ingen problem. Ikke at jeg tror jeg kan hjælpe med så meget, men hvis de vil stille om, skal de være velkomne. Der er bare en lille ting: Hvis jeg skal passe telefon for dem en anden gang, så skal der altså penge på bordet.

Samler du på guldmærker?

For tre uger siden da vi lige var kommet hjem fra staterne var jeg en tur i Føtex for at købe mig et nyt buskort, der kunne erstatte det der blev stjålet i Chicago.

"Samler du på guldmærker?" Spurgte ekspedienten.

"Ahva?" Sagde jeg.

Laaaang forklaring fulgte om guldmærker og rabat på gryder.

Jeg skal da så meget have de guldmærker, tænkte jeg og tog glad imod hæftet hvor ekspedienten sirligt havde påklistret mine fire nye guldmærker.

Det var først på cykelturen hjem, at jeg kom i tanke om det: Ovre i staterne havde vi set med nedladende blikke på amerikanernes rabatkupon-ræs. Og på koncepter hvor man skulle være medlem af en klub for at få rabat.

Godt vi ikke har sådan noget pjat i Danmark, sagde vi til hinanden, i Danmark er tilbud nemlig for alle og ikke kun for nogle bestemte mennesker med rabatkuponer og medlemskaber.

Troede vi.

Er særbehandling ligestilling?

Debatten om kvindekvoter er lidt ligesom en boomerang. Lige så snart man tror, at man har skudt den helt ud af syne så kommer den tilbage igen med fuld kraft. Eller i hvert fald tilbage. For den blussede halvvejs op igen i den her uge, fordi EU vil indføre kvindekvoter i virksomhedernes bestyrelser i 2020.

Jeg har været i tvivl om hvad jeg mente eller måske nærmest ligeglad.

Men nu er jeg arbejdssøgende og fik et helt andet perspektiv på idéen. For det er jo en sindssygt dårlig idé. Ikke ligestilling, nej, men kvindekvoter. For selvfølgelig skal der være ligestilling, men det er jo ikke ligestilling hvis det er særbehandling.

Hvis jeg engang, mod forventning, ønsker at træde ind i bestyrelsen i en større international virksomhed, så vil jeg da gerne bedømmes på mine evner og ikke på mit køn. Det skal da ikke være kønnet der er det afgørende.

De skal jo ikke bare tænke: "Nå vi mangler en kvinde til bestyrelsen ellers får vi en kæmpe bøde, så lad os bare ansætte hende".

Jeg synes faktisk at ligestillingen går i den forkerte retning, hvis man gør det til en selvfølge at kvinder skal have hjælp eller særbehandling for at opnå de samme resultater som mændene.

Jamen hvad man så skal gøre ved problemet? Personligt mener jeg at det er nogle strukturer der gradvist skal ændres, hvis der skal flere kvinder i bestyrelserne.

Men man kan ikke lovgive sig til at kvinder bliver mere fremme i skoene på arbejdsmarkedet vel? Og jeg tror heller ikke man fra statslig eller europæisk side kan tvinge kvinderne til at få lyst til store topposter?

Men man kan måske sørge for, at vilkårene bliver endnu mere lige når det kommer til, hvordan mand og kvinde fordeler familielivets mange pligter imellem sig?

Og at ambitiøse kvinder bliver anset for mere "acceptabelt" (sexet) i stedet for en "trussel".

Creepy mail fra en dårlig dag

Vi havde heldigvis kun én virkelig dårlig dag på de 7 uger vi tilbragte i staterne. Det var den dag min pung og mit pas blev stjålet i Chicago. Det regnede og vi kunne ikke få fat på politirapporten, så vi fór plaskvåde rundt i den store, forvirrende by med de alt for mange, alt for høje skyskrabere.

Mine ting blev stjålet på en semi-fancy vegetarrestaurant som hedder Native Food Café. Den anden dag fik jeg så faktisk en mail fra dem. "Where are you?" stod der i temafeltet.

YES DE HAR FUNDET MINE TING! Tænkte jeg og åbnede mailen. Der stod:

Dear Meete, (Ja, Mette stavet med to e'er)

Where are you? We miss you! 
It is super easy. You like winning right?
(link til random konkurrence)

Eat Peace

The Native Family



*Suk* 

Jeg burde faktisk have en præmie!

For min selvdisciplin. For at gide arbejde så meget uden at få penge for det. Jobsøgningen begynder jeg selvfølgelig snart at få penge for. Men når jeg i timevis sidder opslugt af mine egne skriveprojekter, min blog, anmelder en bog eller nørder hjemmeside for www.littuna.com, så er det bare fordi jeg elsker at lave de ting jeg laver.

Jeg er ikke en af dem der smider sig på sofaen med samtlige afsnit af Friends, bare fordi jeg er blevet arbejdsløs. Jeg arbejder bare - uden at have et arbejde. På den måde ved jeg, at jeg egentlig ville være i mit es, hvis jeg engang i fremtiden skulle være så heldig at blive freelance.

Og på den måde ved jeg også, at når jeg engang om mange, mange hundrede år bliver pensionist, så bliver jeg en af de der vildt aktive pensionister, som ikke gider gå i stå.

Hold op jeg tror der er mange mennesker, der har ønsket sig den præmie. Tænk lige på hjemmegående husmødre f.eks.! Respekt for folk der knokler udenfor arbejdsmarkedet.

Og hvad er præmien så?

Det er evnen til bare at kunne sætte sig ned, glemme verden og læse en god bog uden at få dårlig samvittighed.

DET ønsker jeg mig.

6 timer for verdensfreden

Jeg elsker flippede mennesker. Så er det sagt. Jo nærmere vi kommer fordums hippier og Jesus-lignende flippere i hjemmelavet tøj og lædersandaler, jo bedre. Sådan er jeg ikke selv. Det er min kæreste heller ikke. Så det har ikke noget med det at gøre. Det er nok fordi jeg bare generelt godt kan lide mennesker der tror på andet end markedsøkonomien og parcelhuset. Det er fascinerende, inspirerende og også lidt utroligt, at der er nogen der lever den helt ud, ideologien, så meget at det næsten, men også kun næsten, bliver komisk.

Og man skulle ikke tro det, men i staterne fik vi virkelig valuta for pengene på det punkt. Særligt i Asheville, North Carolina der nærmest svømmede over med hipstere, flippere og hippier i alle afskygninger. I hvert fald på vores hostel med langskægget hipster-svensker, punkede tyskere, Jesus-fyren der begejstret udbredte sig om walk-in yoga nede i byen og der var selvfølgelig også veganere. Og et solopvarmet udendørs bad, en køkkenhave og en omfattende affaldssortering.

Det var her vi første gang stiftede bekendtskab med det fænomen at, selvom det bliver regnet for meget flippet, er der mange amerikanere som går op i bæredygtighed. Alt skal være lokalt, glutenfrit, økologisk, miljørigtigt osv. Det er så sødt. Men det kommer på en måde til at virke utroværdigt når holdningernes ophavsmennesker kører rundt i kæmpe biler.

Hermed et uddrag fra logbogen:

"Er jeg en lille smule træt af hykleriske, blomsterfanatiske, køkkenhaveelskende hippier der alligevel viser sig at køre rundt i store biler? Ja. Det er jeg måske" 

Og så er vi fremme ved det jeg vil fortælle: Ude foran et hul i jorden af en Greyhound-station i Asheville sad jeg og ventede på en bænk mens Jakob stod i kø for at stille et spørgsmål. Ved siden af mig sad to flippere på min egen alder med meget intense øjne og meget farvestrålende, laset tøj. De gav sig til at fortælle mig alt om en fantastisk skovfestival de lige have været på. Sammen med hundredvis af andre skovelskere havde de boet ude i skoven i en uge for at blive et med naturen, meditere, udveksle erfaringer og dyrke yoga.

Den sidste dag havde samtlige deltagere (og her toppede begejstringsniveauet i fortællingen) i tavshed og uden hverken mad eller drikke mediteret uafbrudt i 6 timer for verdensfreden. ... ...

Hvad siger man?

"I'm sure it helps"? Nah...

Men søde var de. Endnu et uddrag fra logbogen:

"Wow. Der er lige nogle hippier der har fortalt mig at de kommer direkte fra en skov-festival, hvor de bl.a. har mediteret 6 timer for verdensfreden! ... Folk her er sindssyge. Nogle gange ville jeg ønske at jeg var ligesom dem. Mindre rationel - mere idealistisk."

Mettes guide til en flot orkidé

Da jeg flyttede ind i verdens bedste lejlighed for uoverskueligt lang tid siden fik jeg en flot orkidé af to søde veninder, hvoraf den ene er orkidé-hvisker med stuen fuld af flotte orkidéer.

Jeg har ikke rigtig blomster-tække og efter at have vandet den entusiastisk og voksent i noget tid begyndte jeg at glemme det. 

Faktisk glemte jeg det i over et halvt år. Faktisk troede jeg at den var død og prøvede at tage mig sammen til at smide den ud, for den stod bare og var støvet i hjørnet af min vindueskarm.

Så en dag kom jeg til at se nærmere på den, fordi jeg virkelig følte, at det var tid til at smide den ud – og så var den begyndt at spire! Jeg blev helt bange. Men min orkidé-hvisker veninde fortalte mig, at når en orkidé er ved at dø, så bruger den sine sidste kræfter på at spire, så den kan gøre opmærksom på sig selv og få noget vand. Taktikken lykkedes for denne her - jeg blev så forbavset at jeg straks begyndte at vande den. 

Den nåede også at få et par blomster og et skud mere inden jeg tog på sommerferie og overlod den trygt til min søde mor.

Og det, mine damer og herrer, er vejen frem. Se hvad jeg fik tilbage:

 

Ikke mindre end 18 blomster har den fået! (Ja, jeg har talt dem. Jeg er imponeret)

Okay. Det VAR mig.

Dengang jeg gik i folkeskole havde vi en fin mælkeordning. I det store frikvarter skulle duksene gå ned i kælderen og hente Kløver(?) køletasken fyldt med skolemælk. Jeg har altid elsket mælk (vokset op på mælkefarm) og siden jeg nu var vant til at få mælk direkte fra køletanken i stalden, så skulle jeg da selvfølgelig have sødmælk i skolen. Det var jo det jeg drak.

Som den eneste.

Og jeg ved ikke, hvorfor jeg en dag havde valgt at putte min mælk ned i tasken i stedet for at drikke den og jeg ved heller ikke hvorfor jeg glemte, at den lå der.

Men en dag, da jeg kom i skole, lugtede min taske underligt surt og jeg fandt den overhovedet ikke friske mælk nede i tasken. Føj. Og smed den ud inden der nåede at komme nogen. Selvfølgelig i klasselokalets papirkurv. Som om den ikke ville blive opdaget!

”AAAD! Hvems er desses sure mælk!!??”

Eftersom jeg var det eneste sødmælksdrikker i klassen, må det have været ret nemt at regne ud hvem der var mælkens ejermand, men i situationens uoverskuelige pinlighed benægtede jeg selvfølgelig alt. Jamen det var da logisk! En fra de andre klasser måtte have været så flov over den mælk, at de havde brugt vores papirkurv. Sådan var det.

Men inden 10 års jubilæum med min folkeskoleklasse (indtil 7. klasse) i aften, indrømmer jeg det: Det var min sure mælk, der fik hele klasselokalet (sådan husker jeg det i hvert fald) til at lugte.  Og jeg ved ikke om der også har været hul på den, men min taske lugtede i hvert fald også af sur mælk indtil jeg måtte gå til bekendelse overfor min søde mor.

På en måde virker det meget mere komisk nu end jeg syntes det var dengang...